Bayeux-tapetet kan forlade Frankrig for første gang i 950 år

Den franske præsident ventes at annoncere, at et historisk vægtæppe kan udlånes til Storbritannien.

På vægtæppet er hele historien bag Slaget ved Hastings i 1066 genfortalt og illustreret. Kunstværket menes at være fremstillet kort tid efter kampen. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Mychele Daniau)

Bayeux-tapetet, som er et 70 meter langt vægtæppe, vil blive udlånt til Storbritannien, efter at den franske præsident har indvilget i, at tæppet forlader Frankrig for første gang i 950 år.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Det er forventningen, at præsident Emmanuel Macron på et fransk-britisk topmøde i morgen vil meddele, at det berømte vægtæppe vil blive flyttet fra sin nuværende placering i Normandiet til Storbritannien.

Forud for beslutningen har der været langstrakte samtaler mellem de to landes kulturministerier.

Udlånes i fem år

The Guardian skriver, at den britiske premierminister, Theresa May, formentlig vil bruge beslutningen til at fremhæve det stærke forhold mellem Storbritannien og Frankrig efter brexit.

(Foto: MYCHELE DANIAU © sCANPIX)

På vægtæppet er hele historien bag Slaget ved Hastings i 1066 genfortalt og illustreret. Kunstværket menes at være fremstillet kort tid efter kampen.

Udlånet til Storbritannien vil formentlig vare i fem år. Forud for det vil der blive foretaget test på Bayeux Museum, hvor vægtæppet befinder sig nu, for at sikre, at det kan flyttes, uden at det bliver beskadiget.

Det er uvist, hvor tæppet vil blive udstillet, når det kommer til Storbritannien.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve