BBC idømt millionbøde for at have krænket Cliff Richards privatliv

BBC skal betale knap 1,8 millioner kroner til sangeren Cliff Richard, efter at tv-kanalen i 2014 krænkede hans privatliv.

Cliff Richard uden for den britiske højesteret inden dagens afgørelse. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Den 77-årige sanger Sir Cliff Richard vinder en sag ved den britiske højesteret i London over BBC, der transmitterede en ransagning af hans hjem på tv.

Han er blevet tildelt 210.000 britiske pund i erstatning, skriver BBC. Det svarer til en erstatning på lidt over 1,76 millioner danske kroner.

Retten vurderede, at rocksangerens privatliv var blevet krænket af de videoklip, der blev vist på kanalen.

Beskyldt for overgreb

Richard lagde sag an mod tv-kanalen for dens dækning af en ransagning i 2014, da politiet undersøgte påståede seksuelle lovovertrædelser. Sangeren blev aldrig anholdt eller sigtet for nogen forbrydelse.

Efter ransagningen besluttede den britiske anklagemyndighed, at der ikke var beviser nok til at rejse sigtelse mod sangeren.

Cliff Richard blev beskyldt for at være involveret i et overgreb, der skulle være sket 20 år tilbage mod en dreng, der dengang var 16 år.

I søgsmålet lægger han vægt på, at episoden har forholdt 'stor' skade til hans ry. Han har sagt, at han oplevede en 'følelse af panik og magtesløshed', da han så, at BBC transmitterede fra en helikopter over hans hjem.

/ritzau/

Facebook
Twitter