Beatles-legender indspiller John Lennons glemte sang: 'Det er rigtig, rigtig stort'

De nulevende Beatles-medlemmer, Paul McCartney og Ringo Starr, genopliver demoversion af Lennon-sang.

De to tidligere Beatles-medlemmer, Ringo Starr og Paul McCartney, ses her sammen til premiereren på dokumentarfilmen 'The Beatles: Eight Days a Week - The Touring Years' i London 2016. REUTERS/Neil Hall (Foto: Neil hall © Scanpix)

En af de sidste sange, John Lennon skrev, inden han blev skudt og dræbt foran sin lejlighed på Manhatten i 1980, var nummeret 'Grow old with me'.

Sangen var oprindeligt tiltænkt albummet 'Double Fantasy', der var det sidste album, som Lennon udgav før sin død, men nummeret blev aldrig til mere end en demoversion.

Nu bliver værket vækket til live, da de to tidligere Beatles-bandkolleger, Ringo Starr og Paul McCartney, har indspillet sangen sammen, skriver musikmagasinet RollingStone.

Det var musikproduceren Jack Douglas, der producerede albummet 'Double Fantasy', som spillede den oprindelige demoversion for Ringo Starr, fortæller den tidligere Beatles-trommeslager.

- Jack spurgte, om jeg havde hørt 'The Bermuda Tapes' - Johns demoer fra den tid, siger Ringo Starr.

Det havde han ikke. Og da han hørte sangen 'Grow old with me', måtte han genindspille den.

- Jeg elskede bare den sang, siger Ringo Starr.

'Man vil høre alt fra hans hjerne'

Anders Bøtter, der er radiovært og musikformidler på P6 Beat, kalder det "rigtig, rigtig stort", at de nulevende Beatles-legender har taget fat på Lennons gamle sang.

- Lennon er så legendarisk, at man gerne vil høre alt fra hans hjerne. Og det er stort, at de går ind og tager noget af Lennon-arven og behandler den seriøst. Det er ikke et demonummer, der udkommer i elendig kvalitet på et bokssæt, fordi koen skal malkes igen og igen - som man ellers ser lidt for ofte i pladebranchen, siger Anders Bøtter.

- De ville ikke gøre det, medmindre det var af lyst. I modsætning til mange andre musikere, har de ikke brug for penge og omtale, tilføjer radioværten.

De fire Beatles-ikoner, Ringo Starr, Paul McCartney, George Harrison og John Lennon, foreviget den 9. august, 1969. (Foto: BRUCE MCBROOM © Scanpix)

Selvom The Beatles blev opløst i 1970, er der stadig varme følelser mellem musikerne.

- Jeg bliver berørt, når jeg tænker på John, og jeg har gjort mit bedste. Vi har gjort vores bedste, siger han og henviser til, at Paul McCartney også medvirker på genindspildningen.

Hilsen til Harrison

McCartney spiller bas og synger sammen med Ringo Starr på nummeret, og de har også sendt en tanke til George Harrison ved at bruge en lille bid af 'Here Comes The Sun', som Harrison skrev.

- Det er ikke et reklamestunt. Det er lige, hvad jeg ønskede. Og hvis du virkelig lytter efter strygerne, som Jack (producer Jack Douglas, red.) har arrangeret på dette nummer, så er der en linje fra fra 'Here Comes The Sun'. Så på en måde er vi alle fire med, siger Ringo Starr.

George Harrison, der var leadguitarist i The Beatles, døde af kræft i november 2001 som 58-årig.

Sangen 'Grow old with me', der er indspillet i Starrs hjemmestudie, er med på albummet 'What's My Name', Beatles-trommeslagerens 20. soloalbum. Det udkommer den 25. oktober i år.