Beboer i 8tallet: Hver dag en ny oplevelse

Byggeriet 8tallet, som i går vandt prisen for verdens bedste boligbyggeri, er ikke bare en arkitekturperle. Der er også rart at bo, fortæller en beboer.

Det er ikke altid, at der er overensstemmelse mellem, hvad arkitekter synes, er flot, og hvad dem, der skal bo i husene, ønsker sig. Men noget tyder på, at det ikke er situationen i byggeriet 8tallet i Ørestad på Amager.

- Det er fantastisk at bo herude. Hver eneste dag er en ny oplevelse. Vi har en fantastisk udsigt ud over det, som vi kalder savannen med de store åbne vidder og masser af dyr og fugle, siger Claus Pihlkjær, som bor i 8tallet.

Han er i hvert fald stærkt tilfreds med at bo i det særprægede byggeri. Og nu har arkitekt Bjarke Ingels' boligbyggeri vundet en pris for bedste boligbyggeri.

Italiensk bjerglandsby

Prisen blev uddelt torsdag aften i Barcelona på World Architecture Festival, hvor 700 færdige byggerier og fremtidsprojekter fra 66 lande konkurrerer i en række kategorier.

8tallet er Københavns største boligbyggeri og ligger med udsigt over Kalvebod Fælled. Det utraditionelle byggeri, hvor man for eksempel kan cykle fra bunden og op til øverste etage langs byhusene, har allerede vundet en række priser.

- Man skulle gerne have en følelse af at befinde sig i en blanding af italiensk bjerglandsby og københavnsk boligkarré, har arkitekt Bjarke Ingels sagt om sit boligbyggeri 8tallet i Ørestad Syd.

Og det med landsbystemningen kan Claus Pihlkjær godt nikke genkendende til:

- Dem, der bor herude, er utrolig positive og glade. Vi har aldrig haft så meget at gøre med naboerne, som efter vi flyttede herud. Her er både madklub, løbeklub, yogaklub, og så videre.

Det er anden gang, at et boligbyggeri af Bjarke Ingels vinder førsteprisen på WAF. I 2008 blev VM Bjerget, der ligeledes ligger i Ørestad, også kåret som verdens bedste boligbyggeri.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5327047ea11f9d1b2c78ad95

Facebook
Twitter