Bedrag

Natalie Madueño: Hvis nu 'Game of Thrones' ringer...

Skuespilleren bag Claudia Moreno udlever allerede en drøm med sin rolle i dramaserien 'Bedrag', men drømmer også større.

29-årige Natalie Madueño er for alvor slået igennem med sin rolle i DR-dramaserien 'Bedrag'.

På 18 søndage er det lykkedes Natalie Madueño at overbevise DR1's seere om sit skuespiltalent i rollen som Claudia Moreno i dramaserien 'Bedrag'.

Den 29-årige skuespiller har - hvis man skal tro nogle af de seere, der her til aften gik ind på dr.dk for at stille spørgsmål til hende - en stor karriere foran sig.

Roserne tikkede ind efter ottende afsnit af 'Bedrag', og flere dr.dk-brugere satte Natalie Madueño i forbindelse med store roller.

Blandt andre brugeren 'Esben S', som ville vide, om Natalie kunne tænke sig at blive Bond-babe?

- Det, tror jeg, kunne være skide sjovt, lød svaret.

Serieglad

Og Rebecca Grøn bad Natalie pege på en udenlandsk serie, som hun godt kunne tænke sig at medvirke i.

- Uhh der er mange. Som jeg beskrev længere nede, så er jeg ret stor seriefan. I øjeblikket ser jeg 'Westworld' og ELSKER det. 'Mr. Robot', 'Skam', 'The Night Of' og 'House of Cards' er nogle af mine nylige yndlingsserier. Kan ikke vælge én klar favorit. Så en af dem ville jeg enormt gerne medvirke i.

- Hvis nu 'Game of Thrones' ringer, så tror jeg også, jeg er rimelig klar, svarede Natalie Madueño.

Men skuespilleren er allerede i gang med at udleve en drøm.

- At have lavet 'Bedrag' er en af dem. I fremtiden drømmer jeg lige nu bare om at fortsætte med at være så priviligeret at blive ved med at arbejde, udvikle mig og blive stillet overfor interessante opgaver.

Streep og Oscar

En af opgaverne må meget gerne - på et eller andet tidspunkt ud i fremtiden - blive sammen med en særdeles prominent amerikansk kvinde.

- Meryl Streep, tror jeg, ville være en vild oplevelse at arbejde sammen med. Hun transformerer sig virkelig, og det fascinerer mig hver gang.

Den 67-årige skuespiller er en af de personer, der lever op til Natalie Madueños kriterier for at blive et af hendes forbilleder.

- Jeg ser generelt op til de skuespillere, både herhjemme og ude i verden, som bliver ved med at forny sig, rykke sig forskellige steder hen, og som kan blive ved med at overraske mig i deres arbejde. Dem, der formår at transformere sig, og hvor de virkelig er et andet menneske end dem selv, når de spiller.

Men hvor har Natalie Madueño rykket sig hen om 10 år, ville dr.dk-brugeren Lea gerne vide.

- Jeg forsøger faktisk på ikke at tænke så meget på fremtiden, men mere her og nu. Det er måske et lidt kedeligt svar, beklager. Men hvis jeg har modtaget en Oscar for et pisse godt stykke arbejde, ville det være rimelig sejt.