Bedrag

Nu smider Esben Smed fra ’Bedrag’ parykken

PORTRÆT: - Jeg har det ikke godt med at blive genkendt, siger skuespilleren, der står overfor sit folkelige gennembrud takket være rollen som Nicky i DR's nye dramaserie.

Esben Smed har ganske vist denne klovneparyk på i afsnit to, men derudover er der ikke meget at gemme sig bag for den unge skuespiller. (Foto: Jonas Alarik © Type 1)

Det er egentlig ikke fordi, skuespiller Esben Smed har gået og gemt sig.

Tværtimod. For den 31-årige skuespiller har blandt andet spillet med i en af efterårets store danske biografhit, EM-filmen ’Sommeren ’92’.

Alligevel har han formået ikke at blive genkendt af fodbold- eller filmfans på gaden. Måske fordi han i rollen som EM-helten John ’Faxe’ Jensen var iført krøllet paryk og overskæg.

Men nu har Esben Smed smidt parykken og kastet sig direkte ind i rigtig mange danskeres hjem – og så endda lige midt i aftenskaffen.

I aftes kunne seerne på DR1 nemlig for anden gang på bare en weekend, se Esben Smed spille den tidligere kriminelle fyr Nicky i DR’s nye, store dramaserie ’Bedrag’.

- Jeg har heldigvis været forskånet for at blive genkendt på gaden, fordi jeg i ’Sommeren ’92’ havde paryk på og overskæg. Det har været dejligt befriende, siger Esben Smed.

Håber at holde privatlivet i fred

Men det kan meget vel være slut nu takket være hans første store tv-rolle som Nicky, der modsat ’Faxe’ har hættetrøje på, en tæt klipning og et par markante tatoveringer.

Altså kan Esben Smed ikke længere gemme sig bag overskægget, og det har han det ærligt talt lidt ambivalent med.

- Jeg har det rigtig godt med, at der forhåbentlig er mange, som kommer til at se ’Bedrag’, men jeg har det ikke særligt godt med at blive genkendt, siger skuespilleren, der blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2013.

Han vil gerne have sit privatliv i fred, forklarer han.

Derudover har opmærksomheden været svær at forestille sig, for arbejdet med ’Bedrag’ har stået på langt tid før premieren på DR.

Esben Smed som krøltop i rollen som John 'Faxe' Jensen. Her sidder han sammen med Mikkel Boe Følsgaard, der spiller Kim Vilfort i 'Sommeren '92'. (Foto: Claus bech © Scanpix)

"Sindssygt nervøs i de første afsnit"

Faktisk er Esben Smed og hans kolleger som Thomas Bo Larsen, Nikolaj Lie Kaas og Natalie Madueño i gang med at filme anden sæson om forskellige menneskers jagt på rigdom.

Derudover er det efterhånden to år siden, at Esben Smed fik rollen som Nicky, og tiden med ’Bedrag’ har givet ham en ny faglig selvtillid.

- Jeg har fået lov til at udvikle på Nicky i så lang tid, at jeg hviler mere i nogle ting nu, end jeg gjorde i starten. Jeg var sindssygt nervøs i starten, og det synes jeg også, at man kan se i de første par afsnit.

Esben Smed havde ellers gjort et grundigt forarbejde og har endda haft sin gang blandt vragdele og afpillede biler.

Karakteren Nicky, der prøver at få lidt ro på med kæresten og deres fælles barn efter en fængselsdom, arbejder nemlig som bilmekaniker på svigerfars autoværksted.

- Jeg researchede helt vildt. Jeg var på et autoværksted for at arbejde et stykke tid, og lærte meget om at stjæle biler.

Lucas Hansen og Esben Smed som arbejdskammeraterne Bimse og Nicky, der tjener penge ved at arbejde på et autoværksted. Når de altså ikke lige lader sig lokke af "nemme" penge. (Foto: Christian Geisnæs)

Bimse og Nicky kører deres eget løb

Han har også lært meget af sine mere erfarne kolleger fra ’Bedrag’, siger Esben Smed, selvom der ikke har været så mange fælles scener med de andre.

- Man lærer jo vildt meget ved at se og tale med de andre, så det har været dejligt at kunne læne sig op ad det. Men Nickys historie har kørt parallelt med de andres, og på vores hold er vi mange nye, forklarer Esben Smed.

I stedet har han mange scener med sine unge kolleger Lucas Hansen, der spiller mekanikeren Bimse, og Julie Grundtvig Wester, der spiller Nickys kæreste Lina.

Lucas Hansen, Julie Grundtvig Wester og Esben Smed foreviget ved pressemødet for 'Bedrag' i december. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Udlandet har fået øje på 'Bedrag'

Tidligere på året blev de første afsnit af ’Bedrag’, der på engelsk har fået titlen ’Follow The Money’, vist på Berlin Filmfestival.

Seriens første afsnit blev i den forbindelse anmeldt i blandt andet The Hollywood Reporter, der ud fra de to første afsnit vurderede 'Bedrag' til at være velproduceret og -spillet, men også en anelse karikeret.

Og som med så mange andre DR-dramaserier er der flere lande, der allerede har købt serien. Et amerikansk produktionsselskab har endda købt rettigheder til en genindspilning.

Drømmen om job i udenlandske produktioner er dog endnu ikke noget, der fylder så meget i Esben Smeds hoved.

- Jeg er ret sikker på, at hvis jeg ringede til nogle tv-folk i udlandet, så ville de havde hørt om serien, for der er en del hype omkring den. Men jeg ved ikke helt, hvordan sådan noget foregår, siger Esben Smed og fortsætter:

- Lige nu hygger jeg mig bare med mit arbejde.

'Bedrag' kan ses på DR1 hver søndag klokken 20. Serien kan også ses løbende på dr.dk/tv.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter