Sorte er dovne, føjelige og mindrebegavede.
Sådan fremstiller den belgiske forfatter Hergé i hvert fald de congolesere, som tegneseriehelten Tintin møder på sin vej i tegneserien 'Tintin i Congo' fra 1931.
Tintin og Terry er racister
Og det er "racistisk og fremmedfjendsk", mener Bienvenu Mbutu Mondondo, som selv er født i det afrikanske land, som nu hedder den Demokratiske Republik Congo.
- Det kan ikke være rigtigt, at Tintin råber ad en gruppe indfødte, som er tvunget til at bygge en jernbane, eller at hans hund Terry kalder dem dovne, har hans argument lydt.
Bliver på hylderne
I løbet af de sidste fem år har Mondondo ført retssag mod værkets udgiver, og forsøgt at få den belgiske stat til at forbyde det.
Men nu er hans kamp slut. Domstolen i den belgiske hovedstad Bruxelles har afgjort, at tegneserien får lov til at blive på hylderne i landets boghandler - den er ikke racistisk.
Billede på tiden
Begrundelsen lyder ifølge belgiske medier, at loven i Belgien kun ville kunne bruges til at forbyde tegneserien, hvis der var tale om en decideret hensigt til at diskriminere.
Tager man tidsperioden i betragtning, kan man ikke beskylde Hergé for det, mener domstolen.
En advokat for den belgiske udgiver sagde i oktober:
- Hergé er et billede på tiden. Det var en tid med den såkaldte "Negerrevy", med den sorte danserinde Josephine Baker og med koloniudstilling i Paris.
Aldrig rejst hjemmefra
Den belgiske forfatter til Tintin-serien var i 1931 en ung mand på 25 år, som aldrig havde været uden for sin hjemby, Bruxelles. Hergé har før sin død selv forklaret, at han opdigtede Tintin i Congo på baggrund af beskrivelser i pressen og fra missionærer.
Congo var fra 1908 til 1960 en belgisk koloni.