Berlingske-debattør overvejer at følge fyret kollega

Berlingske Tidende har fyret kommentator Lars Hedegaard fra klummen Groft sagt. Nu overvejer Claes Kastholm at følge ham.

Siden Berlingske Tidende fyrede Lars Hedegaard fra avisens spalter har hans kollega fra klummen Groft sagt, Claes Kastholm, ikke skrevet en linje i avisen.

I stedet tænker Claes Kastholm på at følge sin nu tidligere kollega og smække døren bag sig til Berlingske Tidende og Groft sagt.

- Jeg overvejer i øjeblikket, om jeg vil fortsætte. Jeg er ikke enig i opsigelsen af Lars Hedegaard. Det er forkert. Man kan ikke bare udskifte medarbejderne, uden at det får konsekvenser, siger Claes Kastholm til dr.dk/nyheder.

Spalten er svækket

Lars Hedegaard mener selv, at Berlingske Tidende har fyret ham af politiske årsager, fordi han ofte kritiserede islam. Claes Kastholm har ikke oplevet at Berlingske har censureret hans tekster, og det håber han heller ikke sker.

- Groft sagt skal være fri, men ikke fanatisk. Med Hedegaards fyring er spalten blevet svækket i forhold til det intellektuelle niveau, siger Claes Kastholm

Sammen med Lars Hedegaard byggede Claes Kastholm Groft sagt op i Berlingskes debatsider efter en ide fra den daværende debat- og kronikredaktør Bent Blüdnikow.

Uenig i personalepolitikken

Spalten er en den nyere tid største avissucceser, og flere Berlingske-læsere nyder at læse de til tider kradsbørstige holdninger. Ifølge Claes Kastholm er det endnu et argument imod fyringen af Lars Hedegaard.

- Jeg ville i hvert fald ikke føre en sådan personalepolitik. Hedegaard er begavet, vidende og præcis. Og han ved meget om islam. Ingen vil kunne erstatte ham, mener Claes Kastholm. I over tre uger har han ikke sat så meget som et komma i Groft sagt, og først om 14 dage ved han med sig selv, om han også for fremtiden vil være en del af Groft sagt.

- Jeg holder jo af spalten, og det er en mulighed for at sige noget om samfundet og dets aktører. Samtidig er det sjovt at lave, siger Kastholm.

En devaluering

Hans kollega Michael Jalving ærgrer sig også over Lars Hedegaards fyring. Han vil savne Hedegaards pen i spalterne. Fraværet af Hedegaard vil betyde mindre skarphed, ligesom noget frygtløst vil forsvinde, mener Jalving.

- Groft sagt er devalueret. Det er ærgerligt, at Hedegaard er blevet fyret, fortæller Michael Jalving til dr.dk/nyheder.

Selv om Michael Jalving vil savne Hedegaards selskab i spalterne, ligger det ham ikke på sinde selv at sige op.

- Jeg gør det ikke frivilligt, men hvis de ikke kan lide mig, må de fyre mig, siger han.

Kritik kostede kritikeren jobbet

Lars Hedegaard blev fyret for mere end tre uger siden, og ifølge debattøren selv, kostede kritikken af islam ham jobbet.

- Flere gange har jeg fået besked på, at nu måtte jeg ikke skrive mere om islam. Selv om det har været det allervigtigste politiske emne siden 2001, så har de af en eller anden grund ikke rigtig syntes, at religionskritik var noget, man skulle skrive om. Der må jeg jo så erkende, at jeg har været uartig og ikke efterrettelig, siger Lars Hedegaard til Altinget.dk.

Ikke en politisk fyring

Den forklaring afvises dog blankt af Berlingske Tidendes debatredaktør Kristian Mouritzen. Ifølge ham er ligger der ingen politiske motiver bag fyringen.

- I forbindelse med omlægningen af avisen har vi haft nogle diskussioner om at udskifte både de bloggere, kommentatorer og Groft sagt-skribenter, der har været i avisen i lang tid. Vi har skiftet 8-9 kommentatorer i alt, og det er der overhovedet ikke noget mystisk ved, siger Kristian Mouritzen.

Andre aviser i spil

Om 14 dage ved Groft sagt-læserne, om de også skal undvære Claes Kastholm, der ikke vil afvise, at han og Lars Hedegaard kan fortsætte parløbet andre steder.

- Den hører til i Berlingske, men det vil være muligt at skabe den i en anden morgenavis. Men den er dyr, så spørgsmålet er, om de har plads i budgetterne, siger Claes Kastholm.

Facebook
Twitter