Berlingske siger nej til nyheder fra Ritzau

Berlingske ønsker ikke længere at få leveret nyheder fra Ritzau fordi deres produkter er utidssvarende, siger koncernchef Lisbeth Knudsen

En af Ritzaus allerstørste kunde, Berlingske Media, meddeler nu, at de ønsker, at opsige samarbejdet med nyhedsbureauet.

Det fortæller Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen, til DR Kultur.

Aftale udløber 1. januar

- Det er rigtigt, at vi har opsagt den nuværende aftale. Vi ønsker en genforhandling, men der skal ske nogle markante ændringer i både Ritzaus produkter, og i den pris som de tager for det, siger Lisbeth Knudsen til DR Kultur.

Berlingske Medias kontrakt med Ritzau udløber den 1. januar 2012, hvis ikke det lykkedes at finde en nu aftale inden. Lisbeth Knudsen vil ikke udtale sig om, hvad der skal ske med den daglige nyhedsdækning i koncernens mange aviser, hvis ikke en ny aftale kommer på plads.

Brug for et smallere Ritzau

- Foreløbig satser vi på, at en ny aftale kommer på plads, så det kan jeg ikke sige noget om, udtaler Lisbeth Knudsen.

Hun føler sig overbevist om, at også andre kunder ønsker mange af de samme ændringer hos Ritzau, som Berlingske efterspørger.

- Ritzau leverer ikke et produkt, der er tidssvarende, i forhold til det mediebillede vi har i dag, og jeg håber jo, der er andre end mig, som mener, der er brug for et smallere og billigere Ritzau, siger Lisbeth Knudsen til DR Kultur.

Ritzau: Vores stof bruges som aldrig før

Direktør for Ritzau Lars Vesterløkke forstår ikke opsigelsen.

- Opsigelsen kom som en overraskelse, for vi kan se, at vores kunder bruger vores stof mere end nogensinde før. Det gælder også Berlingske, og hverken de eller andre er kommet med kritiske røster før opsigelsen, siger Lars Vesterløkke til Dr Kultur.

Han er dog fortrøstningsfuld med hensyn til det fremtidige samarbejde med Berlingske.

Knudsen selv med i Ritzaus bestyrelse

- Det er jo ikke første gang, en kunde siger op med henblik på at genforhandle sin aftale. Det gjorde DR også, da selvsamme Lisbeth Knudsen var nyhedsdirektør for nogle år siden, siger Lars Vesterløkke, der ikke vil gå ind i en diskussion om hvorvidt Ritzaus produkter er tidsvarende nok.

- Vi følger den strategi, som bestyrelsen har lagt. En bestyrelse som Lisbeth Knudsen selv sidder med i, understreger Lars Vesterløkke.