Berømt og gnaven internet-kat er død

’Grumpy Cat’ var en god forretning for sine ejere, der har tjent millioner af kroner på den.

Det var den nedadvendte mund og det uimponerede udtryk i det lille pelsede ansigt, der tog internettet med storm.

’Verdens mest gnavne kat’ kaldes den på sin Instagram-profil, hvor den i skrivende stund har 2,4 millioner følgere.

Men nu er det slut, for katten er død. Syv år gammel.

- Trods behandling fra topprofessionelle, såvel som hendes meget kærlige familie, fik ’Grumpy’ komplikationer fra en urinvejsinfektion, der desværre blev for svære for hende at overkomme, skriver kattens ejere på Instagram.

'Grumpy Cat' med sin ejer Tabatha Bundesen til MTV Movie Awards i Los Angeles i Californien. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

At en kat bliver berømt på sit udtryk, kan nok få de fleste til at trække på smilebåndet, men kattens berømmelse har faktisk skabt en millionforretning. Kattens ejere har tjent millioner af kroner på den, og den har blandt andet sin egen parfume.

En af de første 'petfluencere'

Katten, hvis rigtige navn er Tardar Sauce, var ifølge The Guardian en af de første ’petfluencere’, altså en kæledyrsudgave af det ellers kendte ’influencer’.

'Petfluencere' hiver ifølge mediet Vox titusindvis af amerikanske dollars hjem til sine ejere ved at lave reklame for selskaber rundt om i verden. Og det er ikke kun hunde- eller kattemad, dyrene reklamerer for.

Store tøjmærker som eksempelvis Ralph Lauren og hotelkæder har betalt for, at de kan bruge de små firbenede kræ i deres reklamer, skriver Vox.

'Grumpy Cat' er også på magasinet Times liste over de ti bedste instagram-sider for dyr at følge på Instagram.

Flere har efterfølgende fulgt kattens fodspor. En af de mest berømte dyr på internettet er den lille hund Jiffpom, der har ni millioner følgere på Instagram, og har poseret med kendte som Ariana Grande.

Den internetberømte Jiffpom bliver her kørt ind på scene til en Facebook-konference i USA. (Foto: STEPHEN LAM © Scanpix)

Men det er ikke kun hunde og katte, der dominerer blandt berømte dyr.

For eksempel blev anden Trevor kendt som verdens mest ensomme and, da anden var den eneste af sin slags på øen Niue, som nu er helt uden ænder, da Trevor døde tidligere i år.

Facebook
Twitter