Berygtet mafiaboss omsatte for 50 millioner kroner - om ugen: I dag er han forfatter og youtuber

Michael Franzese var en del af New Yorks mafia i 25 år. Næste år besøger han Danmark.

(© Getty Images)

- Jeg er vant til udfordringer. Sådan er livet. Og det eneste, du kan gøre, er bare at deale med det.

Hvis Michael Franzese har et mantra, så må det være det. I hvert fald er det sætningen, han flere gange sådan halvkøligt svarer sammen med et skuldertræk, når han skal forklare, det han har været igennem i sit snart 70 år lange liv.

Et liv, der på ingen måde kan kaldes almindeligt, og som gjorde ham til en af de rigeste og mest indflydelsesrige mafiamedlemmer i New York, hvor han kunne tage sit eget privatfly til et af sine feriehuse, men dagen efter kunne risikere at blive slået ihjel.

Mens han sidder og taler ind i kameraet over Zoom på sin computer, ligner han ellers en fin, rolig amerikansk businessmand.

Håret er mørkt og friseret tilbage. Han sidder på sin kontorstol i hjemmekontoret lidt uden for Los Angeles' sydlige forstæder, hvor han holder sig indendørs ligesom alle andre på grund af corona. Det eneste, der umiddelbart røber hans voldomme historie, er de tre filmplakater bag ham. En af dem er fra 'Godfather'.

Historien om Michael Franzese begynder i den helt anden ende af USA. Nemlig i Brooklyn i New York i 1951. Her blev han født ind i en familie, som han dengang mente, var en "helt normal familie", selvom faren var en del af den berygtede mafia i New York.

- Min far var en meget højtprofileret figur og var mål for politiet, myndighederne og medierne. Det var hårdt for familien. Alle vidste, hvem vi var. Selv i skolen, hvor jeg gik. Men du kommer igennem det. For sådan er livet, og det skal du bare acceptere, fortæller han.

Mens Michael Franzese var barn, blev hans far ofte arresteret. Egentlig var det meningen, at Michael Franzese skulle læse til læge, men da politiet endelig fik held med at få ram på faren i begyndelsen af medicinstudiet, droppede han uddannelsen og blev en del af Colombo-mafian, som hans far selv var en del af. Dengang var han 21 år.

- Min far fik en dom på 50 års fængsel. Så jeg mistede interessen for universitetet og ville i stedet hjælpe min far, fordi det praktisk talt var en dødsdom, han havde fået. Dengang hadede jeg politiet og myndighederne, fordi de var min fars og min families fjende, siger han.

Tina Franzese og Michael Franzese i retten i Brooklyn i 1973, da Michael Franzeses fars sag bliver behandlet. (© Getty Images)

Blev en af rigeste - med eget fly og helikopter

Michael Franzese er den type, man kalder en good earner i mafiabranchen. I stedet for at være den, der bliver bedt om at tage sig af det helt beskidte arbejde, tjente han penge. Og det var han god til. Så god, at det amerikanske businessmagasin Fortune Magazine placerede ham på en 18. plads over de rigeste og mest indflydelsesrige medlemmer af mafiaen i USA.

Han indgik en ed beseglet med blod med mafiaen, blev udnævnt som såkaldt caporegime, der er en slags kaptajn, og fik omkring 300 såkaldte soldater stillet til rådighed. En af de største indtægtskilder var svindel med benzin. Her solgte de millioner af liter benzin, men snød staten for skatter og afgifter.

Michael Franzese lånte penge til andre, som bankerne ikke turde røre ved. Han lavede ulovlige spil på sport og havde "ret god kontrol" over fagforeningen for tjenere, bartendere og dørmænd. Samtidig havde han adgang til deres opsparede pensionsmidler gennem deres fagforening og fik betaling af arbejdsgiverne for at modarbejde lønstigning blandt medlemmerne.

Alt det kunne omsætte for millioner – bare på en uge. Nogle gange fem. Andre gange op til 50.

John "Sonny" Franzese (tv.) var Michael Franzeses far. Har ses han i 1985 med sin kone, Tina, da de forlader en af de retsmøder, som Michael Franzese var involveret i. Til trods for sin lange dom blev John Franzese prøveløsladt. (© Getty Images)

- Alt det røg jo ikke ned i mine lommer alene, og det kostede jo også penge at få det hele til at køre. Men jeg fik en god andel af det. Så jeg brokkede mig ikke. Livet var godt til tider. Jeg havde mit eget fly, en helikopter og forskellige hjem rundt om i landet. Så jeg nød det gode liv, selvom det var meget mere end et fuldtidsjob, fortæller han.

Ligesom sin far blev Michael Franzese også et prestigefyldt jagtbytte for politiet og myndighederne. Han fortæller, at han blev anholdt knap 20 gange, han nåede at blive tiltalt flere gange og var i retten i fem sager. Alligevel lykkedes det ham at slippe for straf.

- Jeg var heldig, fortæller han.

- Men jeg kæmpede også hårdt for at undgå det. For jeg vidste, hvad der var sket med min far. Så jeg betalte gode advokater og spillede en aktiv rolle i mit forsvar, så vi vandt sagerne.

Vold var en del af mafialivet

Man kan se på Michael Franzese, at han er vant til at tale om sin fortid, og at han ikke selv ser det som vildt opsigtvækkende. Det virker, som om det er et hvilket som helst kontorarbejde, han sidder og taler om.

Selv da jeg spørger, om han har slået nogen ihjel eller kidnappet nogen - og hurtigt undskylder det lidt voldsomme spørgsmål med, at jeg altså aldrig – så vidt jeg ved – har interviewet en mafiatype før, reagerer han helt køligt, men svarer lidt kryptisk.

Michael Franzese anbefaler film, som kommer så tæt på virkelighedens mafialiv:

  • 'Goodfellas' er en rigtig god portrættering af det liv. Og mit navn er endda med i filmen, fordi én spiller Mikey Franzese. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor mit navn er med, men den rammer i hvert fald miljøet meget godt.

  • 'Donnie Brasco', hvor en FBI-agent infiltrerer en mafiafamilie, rammer også godt.

  • Og så er der 'Gotti'. Ikke den, der kom ud for nylig med John Travolta, men den fra 1996 med Armand Assante. Den er virkelig god og fanger essensen i det liv.

- Husk på, at der er en anden side af det liv. Selvfølgelig er vold en del af det, og hvis du er blevet meget involveret i det, så ser du meget forskellige dele af det. Heldigvis var jeg en earner, som de ville beskytte, fordi jeg kunne skabe indtægter. Der var bundlinje i det. Det er nok en af grundene til, at jeg overlevede. Men jeg har også haft op- og nedture og har også været involveret i mange dele af mafiaen, siger han.

Michael Franzese er med i Netflix-dokumentarserien 'Fear City: New York vs the Mafia'. Den handler om, hvordan New Yorks statsadvokater fik ram på mafiaen i den amerikanske storby. (© Netflix)

Da jeg spørger ham om en af de begivenheder, der har gjort ham mest nervøs, fortæller han om en tur, han tog med en ven ned i et kælderrum. Eller nervøs og nervøs. For Michael Franzese nedtoner ordet nervøs og fortæller det lidt, som om det bare var en normal fodboldkamp med en skumbold i skolegården.

I takt med at millionerne hoppede ind og ud af hans mafiaforretning, begyndte folk at snakke. Millioner blev til milliarder, når historien blev viderefortalt, og hans mafiaboss fik nys om det og forsøgte at finde ud af, om Michael Franzese snød ham for selv at tage en større andel af indtjeningen.

- Hvis du klarer dig godt, så har andre det med at blive misundelige. Eller du kan begå en fejl, og så kan du blive taget med ned i et kælderrum af en af dine bedste venner, hvor du ikke ved, om du kommer levende op igen.

- Sådan havde jeg det, da jeg gik ud af min bil engang, og hvor jeg tænkte, at jeg meget vel kunne få en kugle gennem hovedet, når kælderdøren lukkede bag mig. Men jeg er her stadig. Det er nok det hårdeste ved det liv, men det er også noget, du ikke kan komme udenom, hvis du er en del af det, siger han.

Siden Michael Franzese har forladt mafiaen, har han blandt andet skrevet bøger om emnet. (© Orange County Register/Getty Images)

Fik det dig aldrig til at overveje et helt almindeligt job, hvor du kunne gå hjem klokken 17?

- Det tænkte jeg aldrig over. Det var først, da jeg fandt min kone, som jeg har været gift med i 35 år, at jeg overvejede at droppe mafiaen, siger han.

Retssager og kone blev et farvel til mafiaen

1980'erne var på mange måder et vendepunkt for både Michael Franzese og for mafiaen i New York. Mens Michael Franzese blev gift, gik statsadvokaten Rudy Giuliani, som nu er advokat for Donald Trump, til angreb på mafiaen. Og i takt med at flere i mafiaen blev informanter for politiet eller ligefrem døde, gik det op for ham, at fremtiden for ham ikke var blandt mafiaen.

- Nogle fik 100 år i fængsel, og jeg vidste, at myndighederne ville have mig ned med nakken. Så jeg endte med at tilstå, betalte 15 millioner dollar til staten og fik en dom på ti år.

På grund af god opførsel kom Michael Franzese ud af fængslet efter otte år, meldte sig officielt ud af mafiaen og flyttede til Californien.

- Min boss var meget irriteret over, at jeg forlod dem, og alle troede, at jeg var et af politiets helt store vidner, hvilket jeg ikke var. Det eneste, jeg ville, var at få et normalt liv, men der var masser af udfordringer ved det. Jeg vidste, at de var ude efter mig, og jeg ved, at der blev sendt et hold af sted, som angiveligt ville dræbe mig, så det var ikke nogle lette år.

Gør det ikke noget ved én, at man står i den situation?

- Jeg har da været forsigtig, men jeg lever ikke i frygt. Hvilket liv er det så, man har? Jeg er jo vokset op med et liv, hvor min familie var i fare, og hvor man i avisen kunne læse, at min far havde slået 40 mennesker ihjel. Det hører bare med til mit liv. Det har bare altid været sådan.

Er der noget, du fortryder?

- Der er flere ting, jeg fortryder. Jeg har mistet en masse gode venner. Mange af dem har jeg mistet af de forkerte årsager, og mange er blevet kede af ting, jeg har gjort. Men jeg var ikke en del af mafiaen for at være morder, men for at skabe indtægter.

Udover at holde foredrag om sit liv har Michael Franzese skrevet flere bøger om mafiabranchen, han har en YouTube-kanal, har endda lavet en musical, og er i gang med at udvikle en serie om sit liv med et amerikansk produktionsselskab – og måske også et med en dansk producent, fortæller han.

Siden Michael Franzese blev gift, trak han sig fra mafiaen, fortæller han. (© pr-billede)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk