Bedrag

Bimse efter aftenens afsnit af 'Bedrag': Vi brugte spaghetti som stikvåben

Lucas Hansen, der spiller Bimse i ’Bedrag’, svarede på brugernes spørgsmål. Advarsel: Artiklen indeholder spoilers for det seneste afsnit.

(Foto: Frederik Højfeldt © (c) DR)

Flere af dem, der følger med i DR1’s dramaserie ’Bedrag’ fik sig et chok søndag aften.

For karakteren Bimse med den jyske dialekt og den lidt for tætte forbindelse til den kriminelle finansverden kom på dybt vand i aftenens afsnit, hvilket endte med at koste ham dyrt.

Og det er så nu, at du skal stoppe med at læse denne artikel, hvis du endnu ikke har set søndagens afsnit.

For meget peger i retning af, at Bimse har sagt den sidste nordjyske frase for denne omgang i ’Bedrag’. Søndagens afsnit sluttede nemlig med, at han fik en skruetrækker placeret solidt i brystet, hvorefter blodet flød ud over hans t-shirt.

Brugte spaghetti som skruetrækker

Efter afsnittet kunne brugerne af dr.dk chatte med den 37-årige Lucas Hansen, som spiller Bimse. Flere ville høre mere om, hvordan den makabre optagelse blev indspillet.

- Vi brugte spaghetti i stedet for skruetrækkeren, indtil den (optagelsen, red.) sad i skabet, fortalte Lucas Hansen.

- De havde også en dukke, de stak med den rigtige skruetrækker plus en masse falskt blod. Den var fed at lave.

Svenskeren er god nok i virkeligheden

Det var den mystiske svenske karakter P, der endte med at føre skruetrækkeren ind i Bimses bryst. Derfor ville flere brugere vide, hvordan ham den onde svensker, som bliver spillet af Claes Ljungmark, i virkeligheden er.

- Svenskeren er ovenud sød og sjov. Herlig person og smadderdygtig, fortalte Lucas Hansen.

Den danske skuespiller fortalte også, at det selv kom helt bag på ham, at Bimse skulle lide den voldsomme skæbne, da han læste manuskriptet første gang.

Faktisk synes han, at Bimse er en så herlig karakter, og at alle burde have en ven som Bimse, fortalte han en af brugerne, som også ville vide, om der var noget i Bimse, han kunne genkende hos sig selv.

- Jeg er vel også lidt impulsiv ligesom Bimmer, skrev han.

Udover den voldsomme afslutning var der også mange brugere, som spurgte ind til den mærkelige Bimse-dialekt, som har kendetegnet karakteren.

Og faktisk er det en dialekt, som Lucas Hansen selv har et nært forhold til. Bimse taler nemlig samme dialekt som Lucas Hansen selv bruger derhjemme i Strandby lidt uden for Frederikshavn. Det fortalte han, da en bruger ville vide, om dialekten var ægte eller blot noget, han havde tilegnet sig i forbindelse med rollen.

- Den er naturlig – med ekstra smør på, lød det fra Lucas Hansen.

Du kan se sidste afsnit af ’Bedrag’ næste søndag kl. 20 på DR1.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk