Blev benådet af Obama: Nu kommer spionagedømt aktivist til Roskilde Festival

Chelsea Manning, der blev idømt 35 års fængsel for spionage i USA, skal tale om aktivisme på festivalen.

Den spionagedømte eks-soldat Chelsea Manning, skal blandt andet tale om aktivisme og om at skabe forandringer i verden på festivalen. (Foto: Thos Robinson © 2017 Getty Images)

Hvis ikke den daværende præsident Barack Obama i 11. time havde benådet Chelsea Manning, så havde den spionagedømte kvinde haft lange udsigter til at rejse over Atlanten.

I 2013 blev den tidligere soldat, der dengang gik under navnet Bradley Manning, idømt 35 års fængsel for at have lækket fortrolige dokumenter om USA’s krigsførelse til WikiLeaks. Dagen efter domfældelsen sprang Manning ud som kvinde og ændrede fornavn til Chelsea.

Straffen blev dog sat ned til i alt syv år af Obama, og Chelsea Manning blev derfor løsladt i maj 2017, efter at have siddet fængslet siden arresten i 2010.

Derfor kan den spionagedømte ekssoldat nu frit rejse rundt i verden og det bringer hende blandt andet til sommerens Roskilde Festival, hvor hun skal tale om aktivisme og om at skabe forandringer i verden.

Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse og tilføjer at, det bliver Chelsea Manning første europæiske besøg, siden hun blev benådet.

Bradley Manning ses her efter at have modtaget sin dom i 2013. Siden har den tidligere soldat taget navneforandring til Chelsea Manning og identificerer sig nu som kvinde. (Foto: MARK WILSON © 2013 Getty Images)

Noget af en dramatisk personlig fortælling

Hos festivalen glæder man sig til besøget.

- Chelsea Manning bærer om nogen på en dramatisk personlig fortælling, som er både vedkommende og aktuel i verden anno 2018, siger Roskilde Festivals chefkurator Mette Woller og fortsætter:

- Det er især hendes vilje til at tage livsændrende beslutninger og efterfølgende håndtere de vidtrækkende konsekvenser af sine handlinger, som vi tror vil optage og bevæge festivalens deltagere til sommer. Samtidig lægger vi op til en åben samtale, så deltagerne også har mulighed for selv at være med og stille spørgsmål undervejs.

Det er ikke første gang, at festivalen får besøg af en whistleblower.

For to år siden kunne festivalgæsterne lytte til og udspørge den verdenskendte amerikaner Edward Snowden, der talte via en Skype-forbindelse fra Rusland, hvor han har fået midlertidig asyl.

Chelsea Manning er derimod fri til at rejse og dukker derfor selv op på festivalen torsdag den 5. juli.

Udover den spionagedømte aktivist har festivalen også netop tilføjet en række musikalske navne på plakaten, heriblandt norske Sigrid, britiske Stefflon Don og franske The Blaze. Derudover kan man også opleve de to street art-kunstnere Maismenos og Bankslave.

Facebook
Twitter