Bliver heftigt kritiseret for billeder af USA's kommende vicepræsident: Nu svarer modemagasin igen

Vogues kommende forside med Kamala Harris i et par sneakers viser, hvilken tid vi lever i, siger redaktør Anna Wintour.

Anna Wintour mener, at det kommede forsidebillede af Kamala Harris i sneakers viser, hvilken tid vi befinder os i. (© Getty Images)

Februars udgave af det amerikanske Vogue har i de seneste dage fået voldsom kritik fra flere sider, allerede inden magasinet har ramt butikkernes hylder.

Vogue offentliggjorde forsidebilledet for den kommende udgave i søndags. Her kunne man se den kommende amerikanske vicepræsident, Kamala Harris, stå i et par Converse-sneakers, en hvid t-shirt og blazer og et par sorte jeans.

Vogue havde valgt det billede fremfor et andet, hvor vicepræsidenten stod i et lyseblå Michael Kors-sæt, som for mange virkede mere foreneligt med de forsidebilleder, man normalt ser i den månedlige glittet modebibel.

Det fik flere til at skælde ud på Vogue på de sociale medier. Modemagasinet og Anna Wintour blev beskyldt for ikke at vise respekt nok for den kommende vicepræsident. Blandt andet ved at vælge det mere afslappede billede, men også for lyssætningen, som ifølge kritikerne fik Kamala Harris til at se mere lys ud, end hun er.

Men der er intet galt med forsidebilledet. Det mener chefredaktøren for Vogue, Anna Wintour, der er i en podcast fra New York Times forsvarer valget.

- Da de to billeder ankom til Vogue, havde vi alle en meget, meget stærk følelse af, at det mindre formelle portræt af den kommende vicepræsident reflekterede det øjeblik, vi lever i, hvor vi alle er midt i en rædselsfuld pandemi, der tager liv hvert eneste minut, siger Anna Wintour.

Hun siger, at Vogue ville forsøge at vise det tragiske øjeblik i verdenshistorien med et mindre formelt billede.

- Noget, der var meget, meget tilgængeligt, imødekommende og reelt, og som i virkeligheden viser, hvad Biden-Harris-kampagnen står for, og hvad de sammen forsøger, og som, jeg tror, de vil fuldføre, siger chefredaktøren.

Anna Wintour: Der var ingen formel aftale om billede

Samtidig siger hun også, at Vogue selvfølgelig har hørt, men også forstår reaktionerne, men hun understreger, at det ikke har været formålet af nedgøre vicepræsidenten.

Flere amerikanske medier – blandt andet Associated Press – har i de seneste dage beskrevet, at Kamala Harris' stab har kritiseret forsiden. Her siger en kilde ifølge medierne fra staben, at der var en aftale med Vogue om, at billedet i Michael Kors-sættet skulle bruges som forsidebillede. Dog har Kamala Harris' stab ikke ønsket at stille op til interview med Associated Press.

Det afviser Anna Wintour dog i podcasten.

- Der var ingen formel aftale om valget af forsidebillede, siger chefredaktøren for Vogue.

Kritikken om lyssætningen, der i nogles øjne har fået Kamala Harris til at se lysere ud, bliver Anna Wintour ikke spurgt ind til. Vogue er ellers blevet kritiseret for det samme i august sidste år, da den farvede gymnast Simone Biles var på forsiden.

Herhjemme har der også været undren over Vogues valg.

- De ser dødssyge ud, begge to. Jeg forstår dem ikke. De ligner noget, der skal i et forretningsmagasin, som ikke har noget fascinerede ved sig, som de burde have. Det ligner ikke noget, som Vogue normalt står bag, sagde modefotografen Henrik Bülow.

Vogue har dog valgt at bruge de mere formelle billeder af Kamala Harris på magasinets hjemmeside.

New York Times' podcast med Anna Wintour blev oprindeligt lavet inden balladen om forsidebilledet opstod. Dog har holdet bag podcasten fået Anna Wintours kommenterer til kritikken.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter