10 år med Millennium-bøgerne: Det har de betydet for den nordiske krimi

​Stieg Larssons Millennium-trilogi har haft enorm betydning for skandinavisk krimilitteratur. Snart kommer den fjerde bog.

Millennium-bøgerne er blevet solgt i mange millioner eksemplarer og har sat den nordiske krimi på verdenskortet. (Foto: Knut Koivisto)

80 millioner solgte bøger, flere filmatiseringer og en tv-serie. Det er blot nogle af de overskrifter, der kan sættes på Stieg Larssons tre bestsellere om hackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist.

Bøgernes succes har banet vejen for andre skandinaviske krimiforfattere, fortæller Gunhild Agger, der er professor i mediehistorie ved Aalborg Universitet og har stået i spidsen for forskningsprojektet ’Krimi og kriminaljournalistik i Skandinavien’.

- Forfattere som Jussi Adler Olsen og norske Jo Nesbø begyndte selvfølgelig begge at skrive, før Stieg Larsson slog igennem, men Larsson-bølgen har helt sikkert været med til at booste dem, fortæller hun til DR Kultur.

Udover at påvirke andre skandinaviske krimier, har eventyret om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist ifølge Gunhild Agger også været med til at sætte den nordiske krimi på verdenskortet.

Skandinavisk stil når ud over Norden

Millennium-bøgerne fik næsten øjeblikkelig succes i Skandinavien og med lidt forsinkelse brød bøgerne igennem i udlandet, fortæller Gunhild Agger.

- Millennium-bøgerne var med til at åbne det skandinaviske marked især til England og USA, og på den måde har de haft stor betydning for gennembruddet af krimigenrerne scandic crime og nordic noir. Succesen kan også ses på baggrund af filmatiseringerne, der fulgte rimelig hurtigt efter. Også i USA, hvor instruktøren David Fincher tog bolden videre. Det viser lidt om gennemslagskraften, for ellers ville der nok ikke være lavet et amerikansk remake, forklarer hun.

Ifølge Henrik Palle, der er anmelder hos Politiken, er karakteren Lisbeth Salander i høj grad medvirkende til bog-seriens popularitet i udlandet såvel som i Skandinavien.

- Hendes person har gjort en del for bøgerne. I den amerikanske filmatisering, ’The Girl With The Dragon Tattoo, blev Salander hovedpersonen, og hun slog igennem derovre. Og det er vel også i højere grad hende, man interesserer sig for end Blomkvist, siger han til DR Kultur og fortsætter:

- De har produceret en ny helt ny type krimihelt i Salander. Hun er en opdateret og moderne, anarkistisk Pippi Langstrømpe. Hun er umyndiggjort og utilpasset, men hun viser sig at være sejere end de fleste, fordi hun har en højtudviklet retfærdighedssans og så er hun superbegavet, forklarer Henrik Palle.

Spænding er opskriften på succes

Ifølge Gunhild Agger har Stieg Larsson været med til at ændre lidt på krimigenren, der også får thrillerelementer. Og samtidigt har Larsson også gjort brug af et godt gammelt krimitrick med det umage par som fokus.

- Vi kender det umage par helt tilbage fra krimiens barndom. FoR eksempel Sherlock Holmes og Dr. Watson. Her har vi en, der er en klog og en, der er lidt dummere. Det er lidt samme konstellation hos Larsson. Lisbeth Salander er den kloge, Mikael Blomkvist er lidt mere almindelig, der repræsenterer os alle sammen, fortæller hun.

Gunhild Agger forklarer, at Stieg Larssons sprog ikke nødvendigvis noget, man nyder, og baggrunden til bøgernes succes skal derfor findes i den meget simple grund, at de har en række spændende plots.

- Larssons sprog er fuld af klicheer såsom, at ”øjnene lyner” og ”folk bliver røde i hovedet af vrede”. Det er ikke for sproget, men for plottet, man læser bøgerne. Det er spændingsmomentet og den her selvforglemmende oplevelse, der fanger, fortæller hun.

En betragtning som Henrik Palle er enig i.

- De er røvspændende. Det er ikke sværere end det. De er meget underholdene, og vi kommer på et eventyr med nogle personer, der bliver udsat for nogle fantastiske prøvelser og må gå så grueligt meget igennem. Det er en eventyrverden, der samtidigt ligner vores egen verden utrolig meget, forklarer han.

Den fjerde Millenium-bog

Har man ikke fået nok af Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, kan man glæde sig til den 27. august, hvor der udkommer en fjerde bog i serien. Bogen er dog ikke skrevet af Stieg Larsson selv, men af en anden svensk forfatter David Lagercrantz, der også har stået bag biografien om fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic.

Og ifølge Henrik Palle kan den fritstående efterfølger sagtens gå hen og blive en succes uden Larsson. Han forklarer, at det er ligesom, at vi fortsat læser Batman, Superman og James Bond, selvom det ikke er de originale forfattere.

- David Lagercrantz er en fremragende forfatter. Jeg kan ikke andet end forestille mig, at det nok skal blive godt. Men selvfølgelig vil der altid være en lille fornemmelse af, at det her er ikke det rigtige. Men vi har aldrig læst Stieg Larsson, fordi han var en vild skribent. Men har var i stand til at skabe et spændende univers med nogle gode handlinger. Det handler om, hvad Lagercrantz kan gøre med universet, fortæller han.

Du kan høre mere om Millennium-trilogien og den nye bog i serien i dagens P1 Eftermiddag.