25-årige Gustaf forlod datter og højgravid kone for at gå frivilligt i krig - og efterlod kun et brev

Beslutningen blev fatal for den unge digter og maler - og for hans familie.

Maler, digter og familiefar.

Der var umiddelbart masser af gode grunde til at blive hjemme, da 26-årige Gustaf Munch-Petersen meldte sig som frivillig i Den Spanske Borgerkrig.

Uden at fortælle det til nogen forlod han en novembermorgen i 1937 sin højgravide kone og deres lille datter for at drage i krig.

Og han kom aldrig hjem igen.

I det afskedsbrev, han efterlod, forklarede han, hvorfor han følte sig kaldet til at deltage i en krig mod General Francos hær i Spanien, langt væk fra familien og hjemmet på Bornholm.

Han døde tre måneder senere, og hans fatale beslutning endte med at skabe splittelse i familien og efterlade et rungende spørgsmål, som har genlydt i flere generationer: Var han en helt eller en kujon?

Ville gerne vise begge sider

Det satte Gustaf Munch-Petersens barnebarn, Laurits Munch-Petersen, sig for at undersøge mange år senere. I dokumentarfilmen 'Skyggen af en helt' fra 2015 forsøger han at finde ud af, hvorfor hans berømte morfar gjorde, som han gjorde.

- Jeg er vokset op med historien om Gustaf. Fra alle omkring mig har det altid været en positiv heltehistorie, men fra min egen familie har det altid været forbundet med noget trist, siger Laurits Munch-Petersen, som har ønsket at få begge sider af historien med i sin film.

Gennem hele sin barndom og opvækst havde han ingen kontakt til sin mormor, Lisbet Munch-Petersen. Hun ville ikke have noget med hverken ham eller hans mor at gøre. Og han forstod ikke hvorfor.

Som 21-årig opsøgte han hende på Bornholm, og ud fra sine ret detaljerede dagbogsnotater rekonstruerede han besøget til dokumentarfilmen. Mormoren viste ham blandt andet nogle breve fra morfaren - og kort før sin død endte hun med at genoptage kontakten til Laurits Munch-Petersen mor, Ursula.

Se et klip fra 'Skyggen af en helt', hvor mormoren (her spillet af Ruth Brejnholm) læser afskedsbrevet op.

En blanding af had og kærlighed

Flere af Gustaf Munch-Petersens surrealistiske malerier hang i barnebarnets hjem, og hans kunst var noget, de talte en del om.

- Jeg har altid følt en meget tæt forbindelse til ham. Jeg føler på en måde, jeg kender ham gennem hans digte og malerier. Samtidig har der været den her kæmpe sorg og vrede i familien over, at han stak af. Det er en meget sær blanding af had og kærlighed på samme tid.

Ligeså fraværende mormoren var i hans barndom, lige så tilstedeværende følte han til gengæld, at hans afdøde morfar altid har været.

- Det er nærmest som om, han har været der hele tiden. Han har virkelig fyldt meget og nærmest været et levende spøgelse, siger han og fortæller, at hans egne døtre også har hørt en del om deres oldefar.

Gustaf Munch-Petersen voksede op i et overklassehjem i København med forventning om, at han skulle følge i sine akademiske forældres fodspor. Han droppede dog ud af universitetet, rejste til Grønland og rundt i Europa, indtil han i 1935 forelskede sig i Lisbet og flyttede til Bornholm.

I digtet 'Til mine forældre', som den danske rapper Jokeren fortolker i DR1s 'Helt lyrisk' i denne uge, skriver han blandt andet: 'Jeg blev ikke det, I ventede/ Jeg blev alt det, I havde frygtet'.

Levede vildere end unge i dag

- Han var meget intuitiv og arbejdede med det underbevidste - og så var han meget frisindet. Jeg har altid kaldt ham 'den første hippie'. Den der 1960'er-tankegang havde han allerede i 1930'erne. De var virkelig fremme i skoene med fester og stoffer og orgier i hans kreds, og deres liv i Gudhjem var vildere end mange unges i dag, fortæller Laurits Munch-Petersen.

Gustaf Munch-Petersen var en del af en kunstnergruppe, der blev set som radikalt nyskabende og avantgarde. Som en af de første herhjemme eksperimenterede han med surrealismens idéer om at forene drøm og virkelighed i sine værker – og han bliver i dag betragtet som en af de tidlige danske modernister.

Barnebarnet kan godt genkende noget af sig selv i sin morfars digte og malerier.

- Jeg tror, at jeg har arvet det med virkelig at lytte til min underbevidsthed og tage drømme alvorligt, fortæller Laurits Munch-Petersen, som i mange år selv troede, at han skulle være kunstmaler.

For naivt og uplanlagt at gå i krig

De moderne tanker og idéer, som Gustaf Munch-Petersen var drevet af som kunstner, var der ikke ret mange i hans samtid, som satte pris på. Hans digtsamlinger blev ofte sablet ned af anmeldere.

Det var først i årtierne efter hans død, da modernisme slog igennem, at Gustaf Munch-Petersen fik anerkendelse for sine digte - og de bøger, der udkom efter hans død, solgte bedre end de gjorde, mens han levede. Punk-digteren Michael Strunge, som var aktiv i 1970'erne og 1980'erne, var for eksempel stærkt inspireret af hans visionære poesi.

At han sammen med cirka 500 andre danskere i 1937 meldte sig som frivillig i Den Spanske Borgerkrig var heller ikke populært i hans samtid. De blev dengang set som terrorister og først senere, efter nazismens indtog, blev de hyldet som frihedskæmpere.

- Han studerede på et tidspunkt i Berlin, hvor han oplevede nazismen, og jeg tror, at han har følt det som en meget reel trussel, fortæller Laurits Munch-Petersen, som dog mener, at hans morfar kunne have brugt sine kræfter på at bekæmpe nazismen bedre:

- Måske ville han have fået større betydning, hvis han havde arbejdet på at vende befolkningens og politikernes holdning. Dér kunne han have været mere effektiv end i krigen, hvor deres modstand simpelthen var for uplanlagt og naiv.

Til 'Skyggen af en helt' har Laurits Munch-Petersen rekonstrueret flere scener, blandt andet krigsscener fra Spanien. Her spiler han selv sin morfar (th.). (© Doxbio & Frithjof Film)

Har fået vendt det til en positiv historie

I forbindelse med dokumentarfilmen tog Laurits Munch-Petersen også til Spanien for at følge i sin morfars fodspor og for at få større forståelse for det fatale valg, han traf. Men han havde ikke regnet med, at det ville berøre ham så dybt, som det endte med at gøre.

- Det viste sig at blive en spirituel tur, og det slog mig hårdt at se de steder, han havde været; at genopleve det, han havde oplevet, siger han og forklarer, at han derfor har valgt at lade sin film slutte med fødslen af sin egen datter.

Gustaf Munch-Petersen nåede aldrig at opleve sin anden datter blive født.

- Og gud, hvor må han have været ked af det, da han fandt ud af, at det var for sent.

Arbejdet med dokumentarfilmen, at genopleve besøget hos mormoren og at tage til Spanien for at se det sted, hans morfar kæmpede og faldt, har været en måde at 'generobre' historien, forklarer Laurits Munch-Petersen:

- Jeg synes, at jeg har fået vendt det til en positiv historie, og jeg føler, at jeg har fået closure. Nu er det blevet min egen historie, i stedet for at jeg er offer for den.