30 år efter tragisk dødsfald: Nu får berømt punk-digter nyt liv

Det unge støjband Rigmor skriver sange, der er inspireret af Michael Strunges tekster.

Bandet Rigmor består af (fra venstre) Victor Sousa, Sarah Wichmann, Oliver Stewart og Lasse Lykke. (Foto: Peer Jon Ørsted)

Han døde længe før, nogen af dem blev født.

Men de fire bandmedlemmer i aarhusianske Rigmor har alligevel fundet stor inspiration i den afdøde digter Michael Strunges tekster.

- Ligesom mange andre stødte jeg på ham for første gang i folkeskolen. Og jeg syntes bare, at han var vanvittigt sej. Efterhånden, som jeg er blevet ældre, er jeg også begyndt at forstå det, han skriver, fortæller gruppens bassist, 23-årige Victor Sousa, som er ophavsmand til ideen om at sætte musik til Michael Strunges tekster.

Rigmor har indtil videre skrevet otte sange, der på forskellig vis er inspireret af Michael Strunges digte. Deres første single, 'Træ', er udkommet fredag.

Lyt til Rigmors debutsingle her:

0:00

Det er kun lidt mere end et år siden, at de gik i gang med at sætte lyd til Michael Strunges tekstunivers. Forsanger Sarah Wichmann kalder det en 'magisk oplevelse' og en mulighed for at 'få afløb for nogle frustrationer'.

- Det er en frustration, der handler om, at tilværelsen kan virke så meningsløs. Og jeg fandt samme frustration i Strunges tekster, siger hun og uddyber:

- Første gang, vi gav koncert, blev jeg helt vildt ked af det, fordi der var så meget sandhed i hans tekster, og det ramte mig virkelig dybt.

Han gør op med normerne

Michael Strunge tog sit eget liv i en alder af bare 27 år, men i løbet af sit korte liv nåede han alligevel at udgive 11 digtsamlinger. Via disse blev han en slags talsmand for datidens punkgeneration.

De frustrationer, som Michael Strunge for mere end 30 år siden satte ord på, giver stadig god mening i dag, mener de fire bandmedlemmer, som alle er mellem 23-25 år gamle

- Jeg kan nikke genkendende til mange ting. Den der stilstand og ligegyldighed, som han skriver om, er også noget, der fylder vildt meget i dag. Der er mange unge, der bare følger samfundets norm, siger Victor Sousa.

Debutsinglen 'Træ' udspringer ikke - som flere af Rigmors andre sange - af et konkret Strunge-digt, men mere af den meningsløshed, som de unge musikere finder i hans tekster. (© Grafik: Oliver Seppo Rasmussen)

I Michael Strunge har han og de andre medlemmer i Rigmor fundet en stemme, der tør være en outsider og bryde med normerne.

- Jeg synes, han prøver at gøre op med samfundet. Han tør stå udenfor. Jeg føler, han står og råber og skriger, at folk skal vågne op – og der er ingen der lytter. Sådan har jeg det også lidt som kunstner, siger Victor Sousa.

Vildt fed stemning at sætte musik til

Netop skriget har Rigmor taget meget bogstaveligt. Bandets koncerter kulminerer med sangen 'Rebel', som Sarah Wichmann slutter med et langt, højt skrig.

Og det fremkalder ofte tårer hos publikum.

- Jeg er en lille pige med pæn stemme. Pludselig står jeg der og skriger, og det er helt smadret. Når jeg gør det, er jeg tit selv ved at græde. Jeg lægger så mange følelser i det, fortæller Sarah Wichmann.

Skriget er i det hele taget en god metafor for noget utæmmet og vildt, som Michael Strunge også repræsenterer for bandet.

- Når vi spiller hele settet, er der en tilbageholdenhed indtil det der skrig til sidst. Jeg tror, det er lidt en mavepuster for folk, siger Victor Sousa.

- Det er bare så visuelt. Man kan forestille sig den afmagt at stå alene med. Og den stemning er vildt fed at sætte musik til, siger guitarist Oliver Stewart om Michael Strunges digt 'Rebel', som teksten her stammer fra. (Foto: Peer Jon Ørsted © Grafik: Oliver Seppo Rasmussen)

Den stemning, som Rigmor forsøger at indfange fra Michael Strunge i deres musikalske univers, er det melankolske og dystre, som bliver til en blanding af noget råt og støjende.

- Vores musik er et modsvar på poleret pop, hvor alt skal være så perfekt og ordentligt, siger Victor Sousa.

Og guitarist Oliver Stewart er enig:

- Det skal ikke være perfekt, det skal være ærligt.

Selvom Michael Strunge levede i en helt anden samtid end de fire unge musikere, så bliver han ved med at tale til ungdommen. Måske fordi han aldrig selv nåede at blive en gammel mand.

- Han skriver for eksempel om det her med at slå tiden ihjel. Sådan har jeg også selv har haft det. Der er ting, jeg har gjort og begivet mig ud i for at få tiden til at gå, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre, fortæller trommeslager Lasse Lykke.

Michael Strunge var maniodepressiv, en diagnose som i dag hedder bipolar lidelse - og han var flere gange indlagt. Rigmor udsendte tidligere i år en liveindspilning af nummeret 'Det er ved at komme igen', som er baseret på et digt, der viser digterens til tider mørke sind.

- Vi har virkelig prøvet at forblive meget tro mod hans tekster og den stemning, han har sat. Det er ret vigtigt for os, at vi ikke fucker op, siger forsanger Sarah Wichmann. (Foto: Peer Jon Ørsted © Grafik: Oliver Seppo Rasmussen)

Håber at kunne åbne andres øjne for Strunge

Det er ikke alle tekster i Rigmors sange, som er hentet direkte fra den afdøde firserdigter. Nogle af sangene er mere inspireret af hans univers og de tematikker, han skriver om.

Og Rigmor, der kan opleves live på den københavnske Uhørt Festival i næste uge, er på ingen måde færdige med Michael Strunge.

- Det ville være svært at give slip på den inspiration, vi har fundet. Det gik så hurtigt med at få skabt en retning for vores musik. Netop på grund af ham, siger Sarah Wichmann.

Hvis de ligefrem kan være med til at åbne andre unges øjne for Michael Strunges digte, så er det kun godt, fortæller Victor Sousa:

- Jeg tror nogle gange, at man skræmmer de unge i skolen ved at proppe ting ned i halsen på dem. Men hvis de hører noget musik, som nogle andre unge selv har valgt, så kan det måske gøre dem interesserede.

Rigmor debut-ep 'Menneske' udkommer til februar næste år.

FacebookTwitter