4 anmeldere uenige om ny Harry Potter-bog: trækkes eventyret i langdrag, eller er det lige til at spise?

'Indviklet', 'højtravende' og 'fængende'. Flere anmeldere er lunkne overfor det nyeste skud på Harry Potter-stammen, mens andre lader sig begejstre af den snørklede fortælling.

Den ottende bog om Harry Potter har netop set dagens lys. Anmelderne er dog ikke enige om, hvorvidt den er i stand til at løfte den tunge arv fra forgængerne. (Foto: ARUN SANKAR © Scanpix)

Syv bøger er det blevet til om Harry Potter, hans venner, Hogwarts og mørkets kræfter.

Og nu er tiden kommet til den ottende bog i rækken, 'Harry Potter og Det Forbandede Barn' (på engelsk ’Harry Potter and The Cursed Child’).

'Harry Potter og Det Forbandede Barn' er en udgivelse af manuskriptet til et teaterstykke, som for nyligt havde premiere i London. Et stykke, der blev taget vel imod af anmelderne.

Bogen - og teaterstykket - er skrevet af Jack Thorne, men baseret på en historie, der er blevet til i et samarbejde mellem J.K. Rowling, John Tiffany og Jack Thorne.

Bogen tager ikke længere udgangspunkt i Harry - dog hænger navnene Potter, Granger, Weasley og Malfoy ved.

‘Harry Potter og Det Forbandede Barn’ handler nemlig om en ny generation af hekse og troldmænd; børnene til Harry, Ron, Hermione og Draco, som vi fulgte i de første otte bøger.

Men hvor anmelderne, der så teaterstykket i London, var enige om, at Potter stadig er magisk, er anmeldere, der har læst bogen, ikke helt så enige.

1.“Det er en virkelig god historie”

Independent har valgt at bringe den anmeldelse, der så dagens lys som den allerførste – blot en time efter bogens udgivelse.

Det er den 10-årige Toby L’Estrange, der står bag - han er en såkaldt speed-reader og læser med en hastighed på 1000 ord i minuttet.

- Det er en virkelig god historie. Det er en virkelig indviklet historie, er Toby L’Estranges umiddelbare indtryk. Han fortsætter:

- Den foregår i forskellige tider, så det hjælper, hvis du kender alle de andre bøger og karaktererne ret godt (det gør jeg – og det gør enhver anden, ægte Harry Potter-fan også), skriver han.

Toby L’Estrange, der læste bogen på 59 minutter, giver bogen karakteren seks på en skala fra et til ti.

2. Højtravende og lang

Helt så begejstret er anmelderen hos The Hollywood Reporter ikke - i hvert fald var læsningen en anelse mere træg end den, som unge L'Estrange lagde for dagen.

En gennemgående kritik i anmeldelsen er den flittige brug af tidsrejser, som J. K. Rowling ellers har forsøgt at holde på et minimum i sine værker.

- En del af mig ville ønske, at denne bog hed ’Harry Potter: Den Næste Generation’, og at historien virkelig svælgede i hverdagslivet på Hogwarts på samme måde som den originale bog, ’Harry Potter og De Vises Sten’, skriver anmelderen og fortsætter:

- I stedet bliver ’Det Forbandede Barn’ til et højtravende tidsrejse-eventyr, der ærlig talt trækkes lidt i langdrag.

3. Bliv-oppe-hele-natten-læsning

Hos The New York Times er anmelderen mere begejstret. For selvom bogens manuskript-form ikke folder den legesyge og fantasifulde verden ud på samme måde som J. K. Rowlings bøger gør det, er den stadig tro mod universets regler, mener anmelderen.

Og fordi JK Rowling var grundig, da hun beskrev universet i sine bøger, hænger billederne fast i fantasien, når man læser det mere skrabede manuskript.

- Selvom den (bogen, red.) mangler skuespillets meget omtalte special effects, er det fængende, bliv-oppe-hele-natten-læsning, skriver anmelderen.

4. Problematisk tidsrejse

Tidligere nævnte tidsrejse det største problem ved bogen, hvis man spørger The Atlantics anmelder.

For selvom manuskriptet er læsevenligt og overraskende stemningsfyldt, så har J.K Rowling før udtalt sig skeptisk i forhold til tidsrejser og de problemer, de kan skabe i fortællingernes plot. Det undrer anmelderen:

- Selvom Rowling har været med til at skrive historien, er manuskriptet skrevet af Jack Thorne, og plottet hægter sig på tidsrejser i så høj grad, at man kan tvivle på, hvor meget Harrys skaber var involveret.

Facebook
Twitter