60 år efter hendes død kommer der ny film om Karen Blixen: Her er 6 bøger, der viser, hvorfor hun er en verdensstjerne

Hun blev kendt i hele verden for at være en fantastisk historiefortæller, og siden hendes død er fortællingerne om Karen Blixen ikke blevet færre.

Torsdag den 5. august har Bille Augusts film 'Pagten' om Karen Blixen premiere i de danske biografer. (Foto: Ivar Faurskov Myrhøj © Ritzau Scanpix)

Hun døde for næsten 60 år siden, men fortællingen om hende stopper ikke der.

Som årene er gået, siden hun som 77-årig gik bort i barndomsbyen Rungsted i 1962, har forfattere, instruktører og digtere næsten stået i kø for at fortælle om Karen Blixen og hendes forfatterskab.

Og nu kommer endnu en fortælling om Karen Blixens liv til samlingen.

Denne gang er det filmen 'Pagten' af den danske filminstruktør Bille August, der har premiere den 5. august, som handler om mødet mellem den unge digter Thorkild Bjørnvig og den aldrende verdensstjerne Karen Blixen.

Birthe Neumann spiller Karen Blixen i den nye film 'Pagten'. (Foto: BAX LINDHARDT © Ritzau Scanpix)

Og selvom Karen Blixen måske mest af alt får dine tanker hen på litteraturlisten, du fik udleveret i folkeskolen, så er der ikke mange grunde til at sammenligne hende med tvangslæsning og danskstile.

Nej, for Karen Blixen var nemlig helt unik og minder egentlig ret meget om nutidens foregangskvinde.

I hvert fald hvis du spørger Elisabeth Nøjgaard, som er direktør for Karen Blixen Museum i Rungsted.

- Karen Blixen er bare i en liga for sig. Ikke nok med at hun er den største danske forfatter i nyere tid, så var hun et så interessant menneske, at folk ofte blev slået helt omkuld af indtryk efter at have tilbragt et par timer i hendes selskab. Hun er jo berømt i hele verden, og det bliver man kun som forfatter, hvis man har noget ekstraordinært at fortælle i sin kunst, fortæller Elisabeth Nøjgaard og fortsætter:

- Og så var hun bare forud for sin tid.

Karen Blixen var for næsten 100 år siden optaget af den uafhængige kvinde, flydende grænser mellem køn og identitet og biodiversitet, som er mange af de emner, vi især taler om i dag.

Hun blev selv en stærk rollemodel, da hun som 30-årig tog til Afrika og ledte en kaffefarm i Kenya uden det, som andre måske ville kalde en relevant uddannelse.

Men ikke kun hun som person er tidløs. Det er hendes forfatterskab også, mener Elisabeth Nøjgaard.

- Hendes fortællinger er tidløse. Hun var optaget af mennesker, handlinger og udfordringer, som alle møder i livet. Hun viste, hvordan det er at være menneske i en stor verden, og hvordan man kan få noget ud af livet trods store nedture, som Karen Blixen også selv gennemgik.

Elisabeth Nøjgaard husker, hvordan hun som ung selv sad og læste Blixens værker, og hvordan det har sat spor i hendes liv.

- Jeg har lært, at man skal holde op med at tro, at man kan alt. Men man må sætte et mål for det, man kan gøre med sit liv og sine evner. Giv den gas og se fremad, og få noget ud af det liv, man har. Og man må sige, at Karen Blixen fik noget ud af sit liv.

En anden, der heller ikke har kunnet lade den afdøde forfatterstjerne gå sin næse forbi, er Anette Leonora Andersen, som står bag bogbloggen 'anetteslitteratursalon' på Instagram, hvor hun blandt andet netop dykker ned i Karen Blixens bøger.

- Som 20-årig læste jeg 'Babettes gæstebud' af Karen Blixen for første gang, og siden da har jeg været forelsket i både hende og hendes forfatterskab. Hun var et vanvittig interessant menneske og en stærk kvindefigur, fortæller Anette Leonora Andersen.

I tilfælde af, du måske ikke kender Karen Blixens fascinerende historie så godt, har vi bedt Elisabeth Nøjgaard og Anette Leonora Andersen om at pege på seks bøger - både skrevet om og af Karen Blixen - der har gjort størst indtryk på dem, og hvor du kan blive klogere på den danske forfatter.

1

'Babettes gæstebud' (1950)

'Babettes gæstebud' blev i 1987 filmatiseret af den danske instruktør Gabriel Axel. Filmen er baseret på Karen Blixens fortælling trykt i 'Skæbne-anekdoter', som var hendes sidste store samling af fortællinger. (Foto: PANORAMA FILM/DET DANSKE FILMINS © Ritzau Scanpix)

Den første på listen er måske en, du allerede kender fra skolebænken. Nemlig 'Babettes gæstebud' af Karen Blixen, der første gang blev trykt i damebladet Ladies Home Journal i USA i 1950.

Elisabeth Nøjgaard læste den for første gang som helt ung, og der var hun allerede solgt.

- Det er en både gribende og morsom fortælling. Det giver en troen på, at hvis du er åben, tør gribe chancen og bruge din kreativitet, skal det nok gå, selvom du er landet selv det mørkeste sted, fortæller direktøren for Karen Blixen Museum.

Fortællingen, som både har novelle- og romantræk, handler om en kvinde, Babette, der vinder en stor lotteripræmie, som hun ønsker at bruge på ét eneste ypperligt måltid.

Elisabeth Nøjgaard kalder det en sand klassiker, der altid vil være relevant.

2

'En lille bog om Blixen' (2012)

Karen Blixen var en populær dame i sin levetid. Men efter sin død har hun heller aldrig helt kunnet hvile i fred. I hvert fald er der blevet skrevet mange sider om den verdenskendte forfatter. Og det har Sune de Souza Schmidt-Madsen også gjort med bogen 'En lille bog om Blixen'. Han er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab med speciale i Karen Blixen. (Foto: UKENDT)

Men hvis ikke det er de store værker, du skal hive med i strandtasken, anbefaler Elisabeth Nøjgaard en bog, som er en "allround fortælling" om, hvem Karen Blixen var.

Der er nemlig bogen 'En lille bog om Blixen', der er skrevet af forfatter Sune de Souza Schmidt-Madsen.

- Den er meget tilgængelig og formår i en kort bog at fortælle om Karen Blixen i et samlet værk. Han skriver både om hendes liv, ophav, familieliv og forfatterskab og binder hele Karen Blixens historie sammen.

Bogen er indledt med ordene: "Denne bog er skrevet på baggrund af en stor kærlighed til Karen Blixen." Forfatteren Sune de Souza Schmidt-Madsen har nemlig beskæftiget sig med Karen Blixen i mange år både i sin uddannelse i litteraturvidenskab med speciale i Karen Blixen og i sit tidligere arbejde på Karen Blixen Museum.

Men hvis du er en stor Blixen-kender, er det nok ikke denne bog, du skal kaste dig over, mener Elisabeth Nøjgaard.

- Det er til læseren, som ikke kender meget til hende i forevejen. Men hvis du vil have hele Karen Blixens historie samlet i én bog, som er meget velskrevet, så vil jeg klart anbefale denne.

3

'Gengældelsens veje' (1944)

Karen Blixen udgav bøger under mange navne. Isak Dinesen, Peter Lawless, Pierre Andrézel, Karen Blixen-Finecke, Tania Blixen og Osceola var nogle af pseudonymerne, hun udgav under. (© Ritzau Scanpix)

Den næste på listen over læseværdige bøger af Karen Blixen er lidt speciel.

For faktisk regnede Karen Blixen ikke romanen 'Gengældelsens veje' for en del af sit seriøse forfatterskab. Den udkom nemlig under pseudonymet Pierre Andrézel under Anden Verdenskrig.

Men det gør ikke bogen mindre god, hvis du spørger Elisabeth Nøjgaard.

- Det er en form for krimi og handler om det gode og det onde og kampen om retfærdighed. Man følger en dramatisk historie om handlen med unge kvinder, som trækker spor til det, man i dag kender som menneskehandel. Det er en meget spændende fortælling, som på trods af at have en næsten komisk happy ending har en krimidel, der både er makaber og fascinerende.

Men der er også en sjov historie forbundet med denne bog.

For Karen Blixen ville i mange år faktisk slet ikke stå ved bogen, selvom den modtog anmelderroser og fine priser.

- Det er jo egentlig virkelig mærkeligt, at hun i lang tid påstod, hun ikke havde skrevet den, for den blev rost i hele verden. Men til sidst gav hun sig, fortæller Elisabeth Nøjgaard.

Og hvis man har læst Karen Blixens bøger og kender til hende, er det måske heller ikke mærkeligt, at det er hende, der står bag netop denne bog.

- Bogen rummer det, som hun også selv rummer: både det lyse og mørke, og at tingene sjældent er, som det ser ud.

4

'Løvinden' (2019)

Her er Karen Blixen på næsehornsjagt. Udover at drive kaffefarmen i Afrika var hun nemlig også både jæger, fisker og holdt af at sanke mad i naturen. (Foto: Fotografisk Atelier. DKB. © Det kongelige biblioteks kort- og billedsamling)

Hvis du er særligt interesseret i Karen Blixens tid i Afrika, er næste bog noget for dig.

Den er skrevet af historiker og forfatter Tom Buk-Swienty og handler nemlig om Karen Blixens liv i Afrika fra 1914-1931 som leder af kaffefarmen i Kenya.

Og selvom det er en moppedreng af en bog, så er den perfekt, hvis man vil lære noget om den afdøde forfatter på en let tilgængelig måde, mener Anette Leonora Andersen, der blogger om bøger på Instagram.

- Den handler ikke kun om hendes tid i Afrika, men Tom Buk-Swieny går bag om og fortæller, hvordan det egentlig var i Afrika i den tid. Man føler, man læser en roman og en biografi på samme tid, og det fænger en med det samme.

Hun ved godt, at det er en lang bog på næsten 800 sider, men man skal ikke lade sig skræmme af det, forsikrer hun.

- Den er tyk, men man kan sagtens springe i den, for ikke nok med, at den viser den stærke kvinde, Karen Blixen var, så er det også en historisk bog om tiden under Første Verdenskrig i Afrika.

Og samtidig kan du glæde dig over, at læsningen bliver brudt af mange billeder, som faktisk ikke har været publiceret, før bogen udkom.

5

'Breve fra Afrika' (1996)

Karen Blixen boede i Britisk Østafrika fra 1914 til 1931. Området dækkede nogenlunde det landområde, der i dag udgør Kenya. (© Ukendt)

Hvis du gerne vil have den autentiske version af stjerneforfatterens tid i det østafrikanske land, skal du have fat i 'Breve fra Afrika', som er en samling af Karen Blixens egne breve, hun skrev til sine kære i tiden som leder af kaffeplantagen.

- Det er efter min mening en af de bøger, hvor man kommer tættest på Karen Blixen og får et meget ærligt billede af hende, fortæller Anette Leonora Andersen.

- Her får man virkelig den stærke kvinde at se. Hun skulle stå igennem meget som forretningskvinde i Kenya - både økonomisk og kulturmæssigt - og så var hun ofte meget syg. Det er helt vanvittigt at tænke på, hvor meget hun var igennem.

Og det er en lidt anden side, man ser af Karen Blixen i denne brevsamling, siger bogbloggeren.

- Til forskel fra mange af hendes andre bøger, hvor man får den stærke kvinde at se, finder man i denne brevsamling ud af, hvor skrøbelig hun også var. Og så virker hun i brevene som det kærligste og rareste menneske, som man meget gerne vil være sammen med - og den side ser man ikke i mange af hendes andre værker.

6

'Vinter-eventyr' (1942)

Karen Blixen døde i 1962 som 77-årig efter en årelang kamp med kønssygdommen syfilis. Hun er begravet i skoven i Rungstedlund, hvor Karen Blixen Museum også ligger. (Foto: UKENDT © Ritzau Scanpix)

- Det er nogle fantastiske fortællinger.

Sådan beskriver Anette Leonora Andersen sin sidste anbefaling, 'Vinter-eventyr', som hun er meget begejstret for.

- Karen Blixen blev jo kendt for sit første værk, 'Syv fantastiske fortællinger', men den synes jeg er meget svær at læse. 'Vinter-eventyr' er efter min mening lettere tilgængelig, og man kan selv plukke af de forskellige fortællinger, der handler om menneskeskæbner og om relationer, og hvor Karen Blixens personlighed - herunder hendes spiritualitet og pagt med djævelen - kommer frem gennem de fiktive fortællinger.

- Den er meget interessant og meget læseværdig, afslutter bogbloggeren.

Facebook
Twitter