Adopteret: Angstfuld rejse til rødder i Nordkorea

Eva Tind rejste til Nordkorea for at søge sit fædrende ophav. Det blev en kold oplevelse.

Eva Tind rejste til et vinterkoldt Nordkorea for at lede efter sin fars rødder. Det er der kommet en roman ud af. (Foto: Kajsa Gullberg © Gyldendal)

"Skænk aldrig for dig selv, lad andre gøre det.

Vend håndfladen nedad, når du vinker. Vend aldrig fingrene opad, vink altid mod dig selv.

Et smil er udtryk for, at du føler dig usikker eller forlegen eller at du har smerter."

Ovenstående er nogle af de retningslinjer, der møder den rejsende forud for rejser til Nordkorea.

Samtidig er de en del af forfatter Eva Tinds roman 'Han', der handler om en kvinde, der er adopteret til Danmark og som tager til Nordkorea for at opsøge sine biologiske rødder.

Angsten for ikke at overholde regler

Eva Tind er opvokset i Danmark hos en adoptivfamilie, men hendes biologiske mor er sydkoreansk og hendes biologiske far er nordkoreansk.

I vinteren 2012 rejste hun til Nordkorea, for at komme i en form for dialog med sin afdøde far, som hun har mødt, men ikke har nået at få stillet en masse spørgsmål.

Og allerede inden afrejsen, skabte de tilsendte retningslinjer en trykket stemning, fortæller Eva Tind til Skønlitteratur på P1.

- De skabte en usikkerhed i forhold til, om man kunne overholde dem. Det kan være svært i praksis at huske f.eks. at vende håndfladerne nedad og vinke på den rigtige måde. Det skabte en form for sitrende uro, fortæller hun.

"Medbring ikke bøger, artikler eller andet materiale om DPRK.

Fold, krøl eller riv aldrig et billede af lederen itu. Et billede af Lederen er lederen.

Du er inviteret til at invitere DPRK. Spørgsmål om hvad der er rigtigt eller forkert, sandt eller falsk bør glemmes."

Som seks dages teaterstykke

Da hun kom hjem, begyndte hun på romanen, som er skrevet i dagbogsform og som ifølge Skønlitteraturs Nanna Mogensen var så hård, at hun kun kunne læse små bidder ad gangen - og bestemt ikke inden sengetid.

På turen var Eva Tind og de andre rejsende under strengt opsyn og alt var planlagt for dem. De så de samme monumenter og statuer som alle andre turister.

- Det er et meget angstfyldt rum. Man er hele tiden bange for at træde forkert, og uvisheden over for det, man møder og ser, gør, at man aldrig er i stand til at vurdere, om det man står overfor er virkelige mennesker eller blot noget iscenesat, fortæller hun.

- Det opleves som at være i et seks dage langt teaterstykke, hvor man ligesom i teateret ikke bare kan gå på toilettet, når man vil og ikke bare må sidde og snakke.

'Han' er faren og Korea

"Sig aldrig Nordkorea. Sig DPRK eller Democratic people's Republic of Korea.

Ja betyder, at nogen har hørt, hvad du siger, det betyder ikke nødvendigvis ja.

Du skal bukke, når du står foran en statue af Kim Il-sung. Vil du ikke det, anbefaler vi dig ikke at besøge landet."

'Han' kan både udtales på dansk og henvise til ham, faren. Og så kan det udtales med et dybere a og henvise til det koreanske ord, der lige som 'hygge' skaber udfordringer, når det skal forklares.

Det betyder noget med 'folkets storhed' og er samtidig et begreb i koreansk kultur, der rummer en kollektiv følelse af smerte, længsel og håb, men også alt det uretfærdige, der er for en i livet, forklarer Eva Tind.

- Nogen siger også, at det er dét, der binder livet og døden sammen. På den måde bliver det essensen af livet, siger hun.

Anstrengende at genopleve landet i skrivningen

"Der kan kun foretages opkald fra mønttelefon på hotellet. Samtaler skal foregå på engelsk.

Der kan kun afsendes e-mails fra kommunikationscenteret på hotellet. E-mails skal skrives på engelsk.

Der kan kun sendes postkort fra kommunikationscenteret på hotellet."

For Eva Tind var 'Han' en utroligt anstrengende roman at skrive. Under skrivningen var hun nemlig nødt til at igen i tankerne at opholde sig i det Nordkorea, hun havde haft det så ubehageligt med.

Rummer både det åbne og det lukkede land

Men lige som rejsen var nødvendig for hende, for at finde en til den del af hende selv, der stammer fra Nordkorea, så blev romanen også vigtig at skrive, fordi hun var nødt til at prøve at bygge bro mellem de to verdner, der lever i hende.

Den ene, den hun lever i til dagligt, den anden den, der lige som Nordkorea, er et mere lukket land for hende.

- Jeg blev nødt til at skrive den bog, for det er jeg den eneste, der kan gøre. Jeg har problemstillingen i mig, jeg har både Nordkorea og Sydkorea. Med lige præcis den konstellation følte jeg mig faktisk forpligtet til at gøre det, selv om jeg ikke havde lyst til at være mere i Nordkorea.

Facebook
Twitter