'Alle i parforhold kan huske det første halve år, hvor man knaldede hele tiden. Men skal vi jagte det?'

31-årige Caroline Albertine Minor er klar med sin tredje bog, der balancerer mellem temaer som familie, frihed og parforhold.

(Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

Caroline Albertine Minor er splittet.

Splittet mellem ungdom, familie, frihed, parforhold, karriere og den ubeskrivelige glæde, hendes to børn giver hende. Og så er hun ramt af den dødsangst, der blev født med de to sidstnævnte.

Alt det tager hun livtag med i sin nye roman, 'Hummerens skjold', hvor forfatteren bevæger sig ind i en verden mellem liv og død og undersøger evigt aktuelle spørgsmål for forældre, der forsøger være mere end dét.

Romanen er Caroline Albertine Minors hidtil mindst selvbiografiske bog, men:

- Der er masser af selvbiografisk stof. Det er bare mere gemt. Jeg har spredt det ud over de forskellige karakterer, og jeg har brugt forskellige aspekter af min personlighed til at give dem liv.

- Jeg har haft en masse af de følelser, jeg beskriver. Ellers ville de ikke føles rigtige at skrive om, siger forfatteren.

Få uger efter Caroline Albertine Minor fødte sit andet barn, fik hun konstateret modermærkekræft og sat yderligere skub i sin dødsangst. - I halvanden måned skulle jeg gå og vente på de her tests, fortæller hun. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

En tung og smuk vægt

Så når en af romanens karakterer fortæller om en dødsangst, der blev født samtidig med datteren, så er det ikke ren fiktion.

Samme dødsangst ramte Caroline Albertine Minor, efter hun havde født sit første barn, en søn, for godt syv år siden. Og igen for 15 måneder siden, da datteren kom til verden.

- Dødsangsten kommer så snart, man sætter et barn i verden. Måske findes den også inden, men den bliver fordoblet, fordi der også kommer en angst for, at der skal ske barnet noget. Og hvad gør barnet, hvis der sker dig noget?, spørger forfatteren.

Så hvad nu hvis, jeg bliver kørt over? Eller hvis mine børn bliver det? Eller hvis de bliver stofmisbrugere? Eller…?

- Angstscenarierne kan jo mutere i det uendelige, men det er heldigvis ikke noget, jeg tænker på hele tiden. De tanker bliver også afløst af en helt basal og enorm fysisk glæde ved at have dem tæt på og holde dem, siger Caroline Albertine Minor.

- Særligt om morgenen, hvor de begge kommer ind til mig svedige og nøgne og ligger hos mig. Så føler jeg mig utrolig rig. Lidt som en konge, der sidder i sit slot på toppen af et kæmpe skatkammer.

Men det er, pointerer forfatteren, ikke en gratis glæde.

- Der er en helt umådelig tyngde ved at sætte børn i verden. Det er også en smuk vægt at bære rundt på, men det er en vægt.

- Jeg skulle i narkose for at få fjernet lymfekirtler og vidste ikke, om mit liv ville tage en helt anden drejning, som ville have rigtig meget med hospital at gøre, eller om jeg gik fri, fortæller Caroline Albertine Minor om sin kræftsygdom. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

Friheden før børn

Og det er en vægt, der kan tippe til begge sider.

I 'Hummerens skjold' placerer Caroline Albertine Minor nysgerrigt lodder i begge vægtskåle og stiller nogle af de spørgsmål, man som forælder kan komme til at skamme sig lidt over at stille.

Men var det hele ikke lidt federe, inden børnene kom?

Dengang man kunne rejse, gå i byen og i det hele taget opføre sig, som ens eget behov dikterede?

- Tror du ikke, at alle forældre indimellem længes efter den frihed? Problemet for mig er bare, at jeg slet ikke kan administrere den, når jeg så får den, siger Caroline Albertine Minor.

Den længsel bliver udforsket via samme karakter, der rammes af dødsangst, og den er blevet testet af forfatteren i den virkelige verden. I flere omgange.

Senest med en tur på fire dage til Holland, da datteren var seks måneder, hvor Caroline Albertine Minor med egne ord "havde glædet sig helt vidt, men slet ikke kunne være i det", da hun først kom afsted.

- Man længes væk for at få en pause, men så snart, man får den pause, så kan man ikke udnytte den, fordi man hele tiden tænker på børnene, siger hun.

For et par år siden blev den længsel dyr, da forfatteren var på researchtur i USA.

- Efter seks dage blev jeg så desperat, at jeg ringede til flyselskabet og brugte en hel masse penge på at få lavet billetten om, så jeg kunne komme hjem til min søn et døgn tidligere. Da jeg ikke nåede flyet i Paris og derfor ikke kom hjem, inden han skulle puttes, begyndte jeg bare at stortude, siger Caroline Albertine Minor.

- Det er jo ikke rationelt, men der opstod et fysisk ubehag ved at være så langt væk.

- Jeg gik og ventede på svar, om kræften havde spredt sig. Det var ret voldsomt, fordi jeg også lige havde født min datter, fortæller Caroline Albertine Minor. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

Har mor og far været kærester?

Den 31-årige forfatter og mor lægger ikke skjul på, at hun er splittet mellem rollen som mor, længslen efter ungdommens frihed, karrieren og kampen for at holde fast i historien om far og mor, inden børnene kom.

Altså som kærester og to individer, der også eksisterer uden børn.

For der er et liv før børn. Det blev Caroline Albertine Minor selv opmærksom på, da hun blev mor.

- Det gik op for mig, at mine forældre har haft deres hemmelige verden, mens vi var en familie. Når vi var lagt i seng, talte de om voksne ting, siger forfatteren.

Derfor har hun skabt karaktererne 'Troels' og 'Charlotte', de afdøde forældre til de tre hovedroller i bogen.

- Det interessante ved dem er, at de i bogen taler rigtig meget om deres egen relation. Om deres eget første møde og deres ungdom. Det var ikke et bevidst valg. Det skete bare, da jeg begyndte at skrive karaktererne ud. Jeg lod dem gøre det, siger forfatteren.

For selvfølgelig har forældre et liv, inden de bliver netop det; men skal de holde fast i det, de engang havde sammen uden børn?

Og er det overhovedet muligt som forældre?

Det var nogle af de spørgsmål, Caroline Albertine Minor satte sig for at undersøge, da hun begyndte arbejdet med 'Hummerens skjold' for mere end tre år siden.

Hvad er du så kommet frem til?

- Jeg skriver ikke nødvendigvis for at besvare mine spørgsmål, og der er ikke dukket nogle svar op endnu, men det kan være, at de kommer, siger Caroline Albertine Minor.

Caroline Albertine Minor bevæger sig i 'Hummerens skjold' via en clairvoyant karakter frem og tilbage mellem de levende og dødes rige. - Jeg havde skrevet cirka halvdelen af bogen, da jeg fik konstateret kræft, og præmissen var lagt ud, men sygdommen betød nok, at jeg aldrig kom til slippe det spor, fortæller forfatteren. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

Hverken finere eller bedre, men…

Det kan godt være, at der ikke er en konklusion i 'Hummerens skjold' eller i forfatterens efterrationalisering, og det ville måske også være lige lovlig meget at forlange, selv om Caroline Albertine Minor allerede har høstet store roser og flere prisnomineringer for sit forfatterskab.

Men hun er klar til at dele nogle af de tanker, der er investeret i og kommet ud af arbejdet med den nye roman.

Nogle af de tanker, der kredser om den tid, hun selv befinder sig i, hvor børn, kæreste, karriere og længslen efter den uforpligtende ungdom flår i hver deres retning.

- Man bliver aldrig fri og spontan på samme måde, som man var, inden man fik børn, men friheden bliver erstattet af noget andet, som hverken er finere eller bedre, men kvalitativt er helt anderledes, når man har skabt et barn sammen, siger Caroline Albertine Minor.

Og i forhold til det at være både forældre og kærester på samme tid, så:

- Kan alle, der har været i et længere parforhold, nok huske det første halve år, hvor man knaldede hele tiden og slet ikke kunne lade være med at tænke på hinanden. Er det den tid, man skal jage? Det tror jeg måske ikke. Man skal nok prøve at genopfinde relationen, og det kommer man formentlig til at gøre mange gange, hvis man vil prøve at holde hele vejen, siger forfatteren.

- Det var en meget intens ventetid, men det viste sig, at kræften ikke havde spredt sig. Men man bliver bevidst om, at det kan ske, når det kommer så tæt på, siger Caroline Albertine Minor. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

Med andre ord, så skal man ifølge Caroline Albertine Minor være villig til at opgive det ideal om forelskelse, der startede parforholdet.

- Men det er nemmere sagt end gjort, og jeg er ikke nødvendigvis selv supergod til det. Jeg kan godt selv blive helt desperat over, at man ikke kan opleve de første måneder igen med det samme menneske. Det kan komme i glimt, men den første tid får man aldrig igen. Det skal man kunne leve med.

Savnet vil altid være der

Ligesom du – hvis du altså er forælder eller har planer om at blive det – må leve med den splittelse, der følger med.

I hvert fald for nogle.

- Det kan godt være, at jeg føler mig splittet, men det er jo ikke alle, der gør det. Nogle forældre kan godt være i det og befinder sig godt i at dedikere sig til det ret intense småbørnsliv, som det er i starten. Og så behøver det jo heller ikke at være en farlig eller dårlig ting at føle sig splittet, siger Caroline Albertine Minor.

Selv længtes forfatteren efter ro til at tænke og tid til sig selv, da hun gik hjemme med sit første barn. Hun glædede sig til, at sønnen skulle starte i vuggestue.

For når Caroline Albertine Minor var sammen med ham, og når hun nu er sammen med begge sine børn, så er hun ikke splittet. Så fokuserer hun på dem og kan – som hun selv formulerer det – ikke se resten af verden.

Og så udebliver de idéer, der skal skabe hendes arbejde.

- Jeg har brug for pauser fra børnene for at skrive, selv om mine bøger handler meget om børn. For de er også mit materiale og genererer samtidig meget af mit materiale. Så jeg har samtidig svært ved at forestille mig at skrive de her bøger uden børn, siger Caroline Albertine Minor.

Men længslen er der. For eksempel efter et par måneder i Rom. Alene. I gader der emmer af historie med en bærbar computer og friheden til bare at skrive.

- Det er jo en virkelig ting, som er mulig, men samtidig fuldstændig umulig, for jeg vil aldrig opnå den følelse, jeg drømmer om. Jeg ville ikke kunne føle friheden for ansvar, og savnet ville jo blande sig i Rom. Sådan vil det være for altid, siger Caroline Albertine Minor.

- Jeg vil aldrig kunne gå i det rum, jeg gik i, før jeg havde børn. Og det er jo trist på en måde, men samtidig er det også sådan, det skal være.

FacebookTwitter