Hvad får man, hvis man blander Cirkus Sowalskaja i Sankt Petersborg med et hus på Amager og en kæmpestor flodhest?

Jo, så får man faktisk romanen 'Højsangen fra Palermovej', der er skrevet af altmuligkvinden Annette Bjergfeldt og indstillet til Bogforums Debutantpris. (Det med altmuligkvinden vender vi tilbage til).

For 'Højsangen fra Palermovej' er, på trods af sit ærkeamagerkanske udgangspunkt, allerede blevet til en international succes for forfatteren. Bogen, der bliver beskrevet som "en saga fra Amager om tre generationer, der lever under samme tag", er allerede solgt til udgivelse i ti lande.

- Det er så skørt og fantastisk, at den allerede er solgt til ti lande. Det er nogle gange næsten lidt uvirkeligt, fortæller Annette Bjergfeldt.

Og ikke nok med det; 'Højsangen fra Palermovej' er også indstillet til Bogforums Debutantpris på 50.000 kroner.

'Handler rigtig meget om min egen familie'

Selvom romanen nu er indstillet til den fornemme debutantpris, har den faktisk været undervejs, siden Annette Bjergfeldt var en ganske lille pige.

- Jeg har nok arbejdet på bogen, siden jeg var syv år gammel. Jeg prøvede altid at få noget ind om min egen familie, når jeg skrev stil i skolen, og så fik jeg den tilbage med røde streger og en kommentar med "misforstået emne", siger forfatteren og uddyber:

- Den er ikke selvbiografisk, men handler rigtig meget om min egen familie. Det kan være lidt tørt at skrive om alt det, man vidste i forvejen, så det er en blanding af mennesker, jeg kender rigtig godt, og ting der er kommet til mig, mens jeg har skrevet, så jeg er blevet en opdagelsesrejsende i min egen roman.

I 'Højsangen fra Palermovej' følger man den indelukkede maler, Esther, hvis morfar køber et hus på Palermovej på Amager i 1921.

Han ønsker han sig et hjem fyldt med opera, bohemer og spandevis af kærlighed, mens hans udkårne, den russiske Varinka, der engang slog sine folder i Cirkus Sowalskaja, hellere vil spille på greyhounds ude på Tårnbybanen.

Og mormoren er vigtig for historien, forklarer Annette Bjergfeldt:

- Hele afsættet for historien er mormoren fra en falleret cirkusslægt i Sankt Petersborg, hvis ungdoms store kærlighed blev slugt af en flodhest. Hun er meget inspireret af min egen mormor. Hun var fra Vordingborg, men kunne lige så godt have været en hårdkogt russer.

Den makabre flodhestehistorie har Annette Bjergfeldt kækt brugt som metafor for livets skuffelser i romanen. For hvad gør man egentlig, når livet giver én en flodhest?

- Vi har alle sammen store drømme, som ikke bliver indfriet. Hvad skal vi så gøre med alle de skuffelser – eller flodheste – vi møder på vores vej gennem livet?

Har selv boet på Amager

Selvom bogen ikke er direkte selvbiografisk, er det dog ikke kun mormoren, der er beskrevet med afsæt i virkeligheden. Det er bogens hovedpersoner, Esther og tvillingesøsteren Olga, også. De minder nemlig begge om Annette Bjergfeldt selv.

- Bogens hovedpersoner, Esther og Olga, er mig på den ene eller den anden dag. Jeg er sådan én, der altid ender med foden i kattebakken, lidt som den klodsede Esther. Men jeg har også solet mig i succesen, lidt som den divaagtige Olga.

- De er begge to rigtig meget mig. Det er min egen historie, det er det helt sikkert.

Ja, faktisk er beskrivelserne af Amager også hentet fra Annette Bjergfeldts eget liv. Hun har selv boet ti år på øen, som hun elsker højt på grund af dens kontraster.

- Halvdelen af min familie er opvokset på Grækenlandsvej, lige om hjørnet fra Palermovej. Så jeg kender hele det hood og har selv en stor kærlighed til øen, selvom den er lidt ramsaltet og måske mest er blevet opfattet som "Lorteøen" og noget med Olsen-banden og affald.

Et andet af bogens store temaer er kærligheden. Især den kærlighed, der måske ikke ser ud, som den gør i romantiske komedier og mere traditionelle kærlighedsromaner.

- Bogens emne er jagten på århundredets kærlighed, samt hvordan vi nogle gange kommer til at slå os på vores kærlighedsdrømme og forventningerne til den. Det er en rød tråd i bogen, at kærligheden har mange ansigter.

Lys for enden af tunnelen

Selv om 'Højsangen fra Palermovej' ifølge anmelderne oser af "livskraft og højt humør" og er "vild, fabulerende og velskrevet", så har det ikke været en dans på roser at skrive den, indrømmer Annette Bjergfeldt.

- Det er også svært og hårdt og kedeligt at skrive en bog, men når jeg har fået fat og er begyndt at drømme om personerne om natten, så ved jeg, jeg har været på rette spor, siger hun og uddyber:

- Det geniale ved at skabe er, at alle kan gøre det. Det at skabe er en underlig drømmetilstand, der er stor og fantastisk på samme tid.

Og det med at skabe bringer os på passende vis tilbage til starten af denne artikel. Her blev Annette Bjergfeldt nemlig introduceret som altmuligkvinde. Og den titel er på ingen måde en underdrivelse.

Udover at være debuterende romanforfatter kan hun nemlig også skrive sanger, sangskriver, maler og foredragsholder på sit omfangsrige cv. På tværs af sine mange professioner har hun lært, at det, man tit skammer sig lidt over, nogle gange viser sig at være ens største styrke.

- Så selvom der er meget sorg og humor i bogen, handler den også om, at der næsten altid er et lys for enden af tunnelen, siger hun og slutter:

- Jeg har en alder nu, der gør, at jeg har prøvet mange ting. Jeg vil stadig gerne undgå flodhestene, men jeg er ikke så bange for dem mere.