Amalie på 26 har skrevet sin første bog: 'Det er eddermame noget sentimentalt lort'

Hun blev headhuntet til at skrive sin roste roman, mens hun var studerende.

I sommeren 2017 skrev Amalie Langballe en aviskronik om et seksuelt overfald, hun havde været udsat for. Den var så god, mente flere forlag, at de tog kontakt til den dengang 25-årige journaliststuderende.

- Jeg har altid fået at vide, at jeg var god til at skrive, men jeg har aldrig tillagt det særligt stor betydning, fortæller Amalie Langballe, som mødtes med en hel del forlagsredaktører den sommer.

Hun havde egentlig aldrig drømt om at skrive en roman. Men pludselig stod hun med en bogkontrakt, samtidig med at hun var ved at afslutte sin journalistuddannelse.

Amalie Langballes debutroman 'Forsvindingsnumre' udkom for nylig. Den handler om Agnes, der har mistet sin mor og som generelt har svært ved at holde fast på ting - også virkeligheden.

Den har allerede fået en del flotte anmeldelser, men der skal gå lidt tid, før hun selv er klar til at læse den:

- Når jeg læser i den nu, tænker jeg: Det er eddermame noget sentimentalt lort. Og der er ingen grund til at opelske den følelse i mig selv. Jeg tænker, jeg skal læse den om et års tid.

  • Amalie Langballe skulle i starten sende fem sider om ugen til sit forlag, Lindhardt & Ringhof, indtil hun havde skrevet 35 sider, og de var klar til at give hende en kontrakt. Sidste sommer, da bogen var ved at være færdig, tog hun ofte ned til vandet i københavnerbydelen Nordhavn, tæt på hvor hun bor, for at bade og redigere teksten. (Foto: Kasper Månsson)
    1 / 8
  • Ligesom sin hovedperson, Agnes, mistede Amalie Langballe selv sin mor for snart tre år siden. Selvom hun allerede havde skrevet en kronik om sorgen over at miste, var det noget andet at skrive om i bogform. – Med bogen er det det lange seje træk. Og så er det bare hårdt stof at skrive om. Det er forsvindende få passager af bogen, som jeg synes har været sjove at skrive. Jeg synes, det har været svært hele vejen igennem. (Foto: Kasper Månsson)
    2 / 8
  • Til at begynde med havde Amalie Langballe ikke en færdig ide til romanens handling, men sorg var et emne, der trængte sig på: - Jeg ville gerne undersøge det der underlige spektrum mellem følelsesløshed og vanvid, som sorgen er. Hvor du hele tiden forsøger at komme tilbage til virkeligheden, men du er ligesom fanget i en boble. (Foto: Kasper Månsson)
    3 / 8
  • - Mange bøger om sorg handler kun om sorg. Men når du sørger, skal du også hele tiden prøve at agere i en virkelighed. Det synes jeg, at jeg manglede lidt i de bøger om sorg, jeg havde læst. Og hele den der vanvidsfølelse havde jeg heller ikke set beskrevet. (Foto: Kasper Månsson)
    4 / 8
  • Romanen er fiktion og ikke 100 procent identisk med Amalie Langballes eget liv, men ved at bruge nogle ting fra virkeligheden fik hun alligevel mulighed for at se på dem på en ny måde: - Der var mange ting, som jeg ikke vidste, at jeg havde tænkt over, før jeg skrev dem. Det kapitel, hvor Agnes oplister morens medicin, er skrevet på hukommelsen. Da jeg havde skrevet det, tænkte jeg: Hvor har det været en integreret del af mit liv; mor var meget syg, og hun tog meget medicin. (Foto: Kasper Månsson)
    5 / 8
  • - Og sådan var der flere gange, jeg ligesom fik hevet noget ned fra en hylde, som jeg ikke vidste, var der. 'Mathias-forholdet' (kærlighedsforhold) erindrerede jeg egentlig også som en ok fin relation i virkeligheden. Men da jeg skulle skrive om det, gik det op for mig, at det var meget svært at gøre ham sympatisk, hvis jeg kun skulle trække på det, der var. På den måde følte jeg, at jeg så tingene mere realistisk ved at skrive om dem. (Foto: Kasper Månsson)
    6 / 8
  • Omslaget til bogen har Amalie Langballe været med til at udvikle sammen med forlaget, grafikerne og fotografen Mathias Løvgreen Bojesen, som også er en god ven. - Vi var alle sammen enige om, at det var svært at ramme den balance mellem fest og sorg, som er i bogen. (Foto: Kasper Månsson)
    7 / 8
  • Forlaget har spillet en altafgørende rolle for, at Amalie Langballe i dag kan kalde sig romanforfatter. - Jeg tror slet ikke, at jeg har turdet tænke, at jeg kunne skrive en bog. Så det har været ret essentielt for mig at have nogle personer fra forlaget, der har sagt: 'Det her kan du godt'. (Foto: Kasper Månsson)
    8 / 8
Facebook
Twitter