Amerikansk forfatter forsvarer kendt dansk debattør

Den amerikanske forfatter Chris Kraus er med sin bog ’I love dick’ blevet et ikon for mange unge feminister. Hun besøger lige nu Danmark og har i den forbindelse skrevet et debatindlæg, hvori hun forsvarer den danske debattør og feminist Emma Holten.

(Foto: Nic Amato & Kenneth Nguyen)

- Jeg får ofte nogle ret naive spørgsmål til min bog. Men Emma var virkelig velforberedt og klar til at have en dybdegående samtale om de ideer, der er i bogen. Det var jeg meget taknemmelig for, fortæller amerikanske Chris Kraus.

Hun henviser til et scenearrangement, som hun fredag deltog i på litteraturfestivalen Louisiana Literature sammen med debattør og feminist Emma Holten.

Valget af Emma Holten som interviewer blev forleden kritiseret i Berlingske Tidende af litterat Mette Høeg, som for et par år siden også gjorde sig bemærket med et debatindlæg i Weekendavisen.

I indledningen til sin anmeldelse af Chris Kraus’ senest bog skriver Mette Høeg blandt andet, at hun 'græmmes' ved valget af Emma Holten, som hun ikke mener kan matche Chris Kraus’ ’vægtige intellekt’.

Læs Mette Høegs anmeldelse.

Den kritik er Chris Kraus langt fra enig i, og hun har derfor skrevet et modsvar, som hun håber avisen vil bringe.

Det fortæller hun, da DR møder hende på et hotel i Rungsted nord for København lørdag formiddag. Hotellobbyen er i anledningen af festivalen omdannet til mødecentral for kulturpressen og store internationale forfatterstjerne.

Feministisk hovedværk

Udgangspunktet for interviewet er Chris Kraus’ selvbiografiske bog ’I love dick’, der udkom i 1997 og som senere er blevet genudgivet og hyldet som kultklassiker og ’feministisk hovedværk’. I år er den for første gang udgivet i dansk oversættelse - og en amerikansk tv-serie af samme navn er det også blevet til.

’I love dick’ handler kort fortalt om Chris Kraus' egen forelskelse/erotiske besættelse af kunstneren Dick, som hun lærte at kende gennem sin daværende mand. Via essays, brevudvekslinger og teoretisk afsnit udforsker hun, hvad det vil sige at være kvinde i en mandsdomineret kunstverden. Kritikken af Emma Holten viser sig at være en oplagt anledning til at komme ind på, hvorfor den tyve år gamle bog med det opsigtsvækkende navn stadig er relevant. - En del af min bog handler om teori og filosofi, men der er også en del, som handler om almenmenneskelige spørgsmål. På den måde er der flere indgang til bogen, siger Chris Kraus, som afviser at hendes bog skal læses som et rent akademisk værk.

En helt ny læserskare

’I love dick’ er ifølge Chris Kraus selv et forsøg på at vise, at personlige overvejelser omkring seksualitet og manglende selvtillid, som traditionel har været forbundet med ’det feminine’, er almenmenneskelige – og også hænger sammen med store politiske og teoretiske spørgsmål. Det ene udelukker ikke det andet, mener hun.

- Hvis der er noget, jeg har lært af den her fornyede interesse for min bog, så er det, at der i dag findes mange forskellige måder at være feminist på. Bogens primære publikum er i dag unge kvinder, som læser den af forskellige årsager - og ingen af de årsager bør nedgøres. - Jeg er selvfølgelig glad for, at min bog har fået en hel ny læserskare, men jeg er mindre glad for, at nogle af de problemstillinger, som jeg beskriver i bogen stadig bliver behandlet i dag.

Chris Kraus bemærker, at spørgsmål omkring køn og seksualitet i dag bliver debatteret og diskuteret på en anden måde end for tyve år siden.

- Køn er ikke længere noget, man kun beskæftiger sig med i snævre, feministiske og akademiske kredse, siger hun og påpeger, at kunstverdenen i dag har langt flere fremtrædende kvindeskikkelser end dengang bogen kom frem.

Fra undergrund til mainstream

Blogs og sociale medier har også været med til at udbrede kendskabet til ’I love dick’, hvor unge kvinder gennem længere tid har delt billeder af og omtalt bogen.

- Hvis min bog ikke havde fået de her nye tilhængere fra et undergrundsmiljø, som har været med til at promovere den, så ville den aldrig være blevet en del af mainstreamkulturen, siger hun og henviser blandt andet til tv-serien, der kan ses på Amazon med den amerikanske skuespiller Kevin Bacon i rollen som kunstnertypen Dick.

I 1997 tiltrak ’I love dick’ sig en del opmærksomhed, fordi den byggede på Chris Kraus’ eget liv, og mange begyndte at spekulere i, hvem den virkelige Dick mon var. Men her tyve år efter er den interesse døet ud.

- Skandalen omkring bogen og hele det her med ’ hvem er Dick?’, det var så latterligt. Jeg er virkelig glad for, at alle de dumme og ligegyldige spørgsmål ikke længere er en del af debatten omkring bogen, siger hun og ser ud under skyggen på sin sorte kasket, hvor der med hvide bogstaver står: ’No regrets’.

Chris Kraus optræder igen søndag den 27. august kl. 14 på Louisiana Literature.

Facebook
Twitter