ANMELDELSE De vidunderlige, fortumlede, ækle, ulidelige frie, og fantastiske syv år

Tegneserie 'SuperMutant Magic Academy' fanger stemningen af livet som teenager.

Dansende Kevin - så længe det varer

De kan noget særligt, de to canadiske kusiner, Jillian og Mariko Tamaki.

Som få andre formår de at indfange en stemning af at være teenager. De sælger ikke deres tegneserier som ’historier for unge’ à la Skam. De har ingen skarpe moraler eller brugsanvisninger på de svære år som stort barn og lille voksen.

De rammer netop en stemning, en følelse. Og det er – paradoksalt nok – sandsynligt at teenagere vil opfatte Tamakiernes beskrivelse af teenagelivet som underligt og abstrakt. Man skal ud på den anden side for at være med.

Midt mellem barn og voksen

I ’Den her sommer’, der udkom på dansk sidste år, beskrev Jillian og Mariko Tamaki en sommerferie som den så ud med en 13-årig piges øjne.

Forældrene skændtes om de særeste ting, de store teenagere udførte mystiske ritualer om aftenen nede ved kiosken, drengene var tiltrækkende men alligevel også underlige – al den slags, der virker så spændende, men også verdensfjernt når man befinder sig midt mellem barn og voksen.

Den stemning ramte ’Den her sommer’ imponerende rent.

Jillian Tamakis soloprojekt, ’SuperMutant Magic Academy’, er en noget mere flippet og uregerlig størrelse – men den kan noget af det samme særlige.

Oprindeligt skabte Tamaki serien som en lille internet-spøg med Harry Potters vidunderlige univers. Hun fjernede Voldemoort og andre stort opsatte dramaer og skabte i stedet en ungdomsskole, hvor mutanter og andre unge med særlige evner kunne rode med deres tanker om tilværelsen, kærligheden, de sociale medier, fremtiden osv.

En pendant til Charles Schulz’ klassiske Radiserne, bare blandt unge mutanter på en skole.

Lige lovlig løs i kanten

Set med normale danske forlæggerøjne er ’SuperMutant Magic Academy’ nok lige lovlig løs i kanten. Ikke alle de unge mutanter er lige klart beskrevet og Tamaki forbeholder sig retten til at drøne ud af en skæv tangent, hvis hun lige føler sig inspireret til det.

Fx veksler tegnestilen undervejs, fra at være stramt skåret som klassiske avisstriber til meget løse skitseagtige striber.

Formatet varierer også. De fleste sider er en enkeltstående striber med afsluttende punchlines, og pludselig hænger de sammen i et forløb, som da kynikeren Marsha, der roder med det lesbiske, endelig får taget sig sammen til at fortælle smukke og tjekkede Wendy, at hun er lun på hende.

Og så finder Tamaki pludselig også på at fortælle en længere historie, en ren parodi på Harry Potter-universet, da Marsha og sportshunken Cheddar dropper promfesten og møder hinanden i en stor grotte og Marshas medbragte wi-fi-hotspot udløser ældgamle energier.

Her ligger Kevin – han elskede at danse

De varierende formater ligner sjusk, men det er mere formålstjenstligt at opfatte dem som et resultat af den frie ånd i amerikanske independent-tegneserier.

Det er i hvert fald når Tamaki stikker af fra rammen, at ’SuperMutant Magic Academy’ er mest velfungerende, som i de to ovenstående eksempler, eller i en stribe hvor vi i fem billeder ser en ung fyr danse ubekymret med musik i ørerne mens han smører sig en mad. Og i sidste, sjette, stribe ser vi hans gravsten med ordlyden ’Her ligger Kevin – han elskede at danse’.

Typisk nok ser vi intet til Kevin før eller siden. Men ungdommens sårbare forgængelighed bliver ihvertfald sat i relief i knastør, morbid komik i den stribe.

Det livssyn er i øvrigt typisk for Tamakis striber.

Et andet eksempel er striben hvor to fyre får stukket Oscar Wildes klassiske ’Billedet af Dorian Gray’ i hånden af læreren. ’Århvad, det er sådan en homobog, er det ikke?’ udbryder den ene. Og over de følgende fire billeder læser de bogen, går i bad sammen, bliver ægtemænd, inden de tilsidst ligger begravet ved siden af hinanden.

Sådan kan livets tilfældigheder opsummeres med rammende humor.

Spiddende billeder af livet som teenager

Det er tvivlsomt om teenagere vil opfatte komikken og Tamakis spiddende billeder af livet som teenager. Ligesom ’Den her sommer’ er ’SuperMutant Magic Academy’ en tegneserie, der i tilbageblik mindes stemningen af det særlige vidunderlige, fortumlede, ækle, ulidelige, frie, fantastiske og rædselsfulde teenageliv.

Nogen gange rammer Tamaki helt ved siden af i ’SuperMutant Magic Academy’. Men oftere rammer hun så rent, at man som halvgammel stodder kan huske præcis hvordan det var at cykle hjem fra gymnasiet …

'SuperMutant Magic Academy' er udkommet på forlaget Aben Maler