Anmeldelse: Dyr i rollen som dyriske mennesker

Den finske tegneserie 'Lille fugl' serverer et kendt tema i fantastiske filmiske streger.

Temaet er klassisk. De voksne holder et lille væsen væk fra omverdenen udenfor.

Ofte er det for at kontrollere det lille væsen, ligeså ofte for at beskytte det. Som regel er det to sider af samme sag.

Fra filmverdenen kender vi det fx fra M. Night Shyamalans gyser ’The Village’ og Yorgos Lanthimos ’Dogtooth’.

Nogen banker på derudefra ….

I den henseende er der ikke meget nyt over finske Jaakko og Lauri Ahonens ’Lille fugl’, en lille historie om en fugleunge, der tøffer rundt i et stort hus og tager sig af sin gamle sengeliggende og apatiske mor.

På væggene hænger gamle portrætmalerier af ærværdige familiemedlemmer og stirrer brysk og befalende på den lille fugl. Udenfor lurer ’de onde fugle, der vil hakke øjnene ud på små fugle og deres mødre’, forklarer den gamle mor, og udover moderen har fuglen kun en edderkop at forholde sig til - indtil den en dag fuglen begynder at undre sig over hvorfor der er brædder for alle vinduerne.

Og nogen banker på derudefra ….

En dominerende forælder og et kuet barn

Det er forholdet mellem en dominerende forælder og et kuet barn, kogt ned til essensen og blæst op med effekter.

Ethvert menneske kender fornemmelsen af at noget vokser til farlig trauma-størrelse hvis de kloge, alvidende forældre advarer mod det, uanset om det er biler, fremmede mennesker, hunde eller hippier.

Den lille ensomme fugl er rædselsslagen ved tanken om ethvert væsen, der måtte komme udefra. I stedet for at være et stort eventyr er verden udenfor et uendeligt mareridt.

Temaet i brødrene Ahonens tegneserie er altså set før, men sjældent i så smukt og virtuost tegnet en udgave.

Stregen er nuttet som i en hyggelig børnebog, men Jaako og Lauri Ahonen hygger sig med et lade den lille søde fugl gå angst rundt i store, forvredne og mørke rum som i gamle gotiske gyserfilm fra ensomme huse på en øde bakketop. Og det psykologiske drama bringer klare minder om fx Hitchcocks ’Psycho’ og det ekspressionistiske drama ’Whatever Happened to Baby Jane’.

At hyggebladre i det dystre univers

Beklager at det er filmiske og ikke tegnede referencer, der dukker op i selskab med ’Lille fugl’, men den finske tegneserie er i høj grad skabt filmisk.

Striberne afløser hinanden i sekvenser som når et kamera sniger sig langsomt op ad trappen i en gyserfilm, og ’Lille fugl’ har betydeligt mere tilfælles med film end med klassiske tegneserier.

Selve historien i ’Lille fugl’ byder altså ikke på de store overraskelser. Til gengæld er brødrene Ahonens enkelt farvelagte tegninger en fornøjelse hele vejen igennem – både når man læser albummet og hvis man bare har lyst til at hyggebladre i det dystre univers. Eller hvis man har lyst til at læse historien én gang til og lede efter nye detaljer i den enkle, næsten ordløse fortælling.

Den gotiske gysers tur

Med sine stakkels dyr placeret i menneskets dystre univers minder ’Lille fugl’ om to andre vidunderligt virtuost tegnede serier, belgiske Benoît Sokals serier om anden Inspektør Canardo, der opklarer grusomheder à la menneskekrimier i dyrenes verden, og spanske Canales og Guarnidos hyldest til amerikanske gangsterfilm, ’Blacksad’.

Ovenpå krimi- og gangsterpasticher er det altså den gotiske gysers tur til at bliver overført til et antropomorfistisk serieunivers med dyr i rollen som dyriske mennesker.

Men der er ikke meget efteraber over Ahonens seriestil. Den er helt deres egen.

'Lille fugl' er udkommet på forlaget Cobolt

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve