ANMELDELSE Kan en superheltinde virkelig redde Syrien?

Dansk tegneserie fortæller smukt og poetisk om Syriens realiteter - ikke mindst til børn.

Amina undervejs i Middelhavet - men hvorhen?

Hvad er der mere at sige om Syrien?

Eller, mere præcist: Hvad er der at sige om borgerkrigen i Syrien som ikke allerede er sagt?

Eller om igen: Hvad er der mere at sige om Syrien som ikke allerede er sagt uden at det hjulpet hverken syrerne eller vi vesterlændinge, der gerne vil forstå hvad der foregår i Mellemøsten i de her år?

En af vor tids store tragedier

Den slags overvejelser drønede rundt i hovedet på den her anmelder, mens den bladrede i forfatter Morten Dürr og tegner Lars Hornemans lille graphic novel, ’Zenobia’.

Hvad kan sådan en lille størrelse på 97 sider, endda med meget lidt tekst, og med store børnevenlige tegninger, dog gøre ved en af vor tids store tragedier?

Dermed ikke antydet, at Horneman og Dürr overhovedet prætenderer at ’Zenobia’ kan redde Syrien. De har formentlig tænkt det, mange andre kunstnere tænker i de her år: Det nytter måske ikke alverden for syrerne, men det nytter i hvert fald slet ikke noget for syrerne, ikke at gøre noget.

Børnebøger om tilværelsens alvor

Armbevægelserne er små. Dürr, forfatter til en lang række børnebøger om tilværelsens alvor og tillige filmanmelder på Dagbladet Børsen, vælger at se problematikken i Syrien nedefra, fra en ganske almindelig pige, 8-9-årige Amina.

Henover de første sider af ’Zenobia’ ser vi hende ryge over bord fra en kæntret båd og falde nedad i Middelhavets dybder.

I flashback fortæller Dürr og Horneman om de dage, da hun legede med sin mor, indtil krigen rykkede tæt på og hun måtte flygte med sin onkel.

Verdens smukkeste kvinde

Mens de nærmer sig Middelhavet fortæller onklen opmuntrende historier om verdens smukkeste kvinde, Dronning Zenobia, der i 300-tallet slog romerne tilbage og skabte et rige fra Ankara til Alexandria.

Dronning Zenobia er ånden i Aminas flugt, en tro og et håb på at elendigheden kan få en ende hvis bare man viser styrke.

’Du er snart en kvinde, Amina. Kvinder kan klare alt’, lød de ligeså opmuntrende ord fra Aminas mor – inden hun forsvandt.

Drømmen om en superheltedronning er skrøbelig

Slutningen i ’Zenobia’ skal selvfølgelig ikke afsløres, men lad os slå fast, at håbet og drømmen om en smuk superheltedronning er skrøbelig.

Det viser Dürr og Horneman både overraskende, elegant og med smerteligt effektivt punch.

’Zenobia’ er rettet til børn, men har den store kvalitet, at den kan læses af alle, og vil kunne fungere som et udgangspunkt for en god samtale for alle, måske endda også for dem, der ikke gider høre mere om flygtninge - og dem er der tilsyneladende nogle stykker af.

Uden at redde noget som helst er ’Zenobia’ et enkelt, men velpointeret og veltegnet blik på krisen i Syrien.

'Zenobia' er netop udkommet på forlaget Cobolt

Facebook
Twitter