Anmelderne stærkt kritiske overfor Prins Henriks nye digte

I dag udkommer prinsgemalens syvende digtsamling på forlaget Lindhardt og Ringhof, og anmelderne er ikke begejstrede.

Prins Henrik udkommer i dag med sin syvende digtsamling, 'I mine lykkelige nætter'.

Prins Henrik udkommer i dag med sin syvende digtsamling 'I mine lykkelige nætter' - på fransk 'Dans mes nuits sereines'.

Bogen er på 160 sider, hvor prinsgemalens franske digte står side om side med Niels Lyngsøes danske oversættelser af samme. Og så har Dronning Margrethe stået for illustrationer i form af farvefulde akvareller.

Men anmelderne er hårde ved Prins Henriks nyeste digtudgivelse, der udkommer som en del af markeringen af prinsgemalens 80-års fødselsdag den 11. juni. Specielt får Niels Lyngsøes danske oversættelser hårde ord med på vejen i anmeldernes vurderinger af værket.

Pudret bulder

Weekendavisens Lars Bukdahl kritiserer under rubrikken 'Prins til rens' specielt det faktum, at Niels Lyngsøe har valgt at oversætte Prins Henriks digte rimløst, selvom digtenes rim fylder meget på originalsproget.

- … Uden rimenes klangfulde pointeringer falder denne sært utidige poesi og al dens pudrede bulder temmelig tungt til jorden, skriver Lars Bukdahl i sin anmeldelse.

Bukdahl peger desuden på, at Prins Henrik gerne rimer mange gange på samme ord, som en original rapper, og at rimene er digtenes primære drivkraft - og derfor i Bukdahls øjne digtenes eneste eksistensberettigelse. Denne går ifølge anmelderen tabt, når digtene ikke rimer i den danske oversættelse.

Som en abe, der drejer håndtaget på en lirekasse

Også Jyllands Postens anmelder, Lars Skinnebach, er kritisk overfor prinsens seneste lyriske epos.

Under rubrikken 'Gammel vin på nye flasker' giver han således 'I mine lykkelige nætter' en enkelt stjerne. Anmelderen roser dog Prins Henriks ukomplicerede forhold til digtning og kunst, som kommer til udtryk i prinsens store og overstrømmende glæde ved rim, og Skinnebach finder letheden "smittende".

- Derfor er det heller ikke svært at forestille sig, at en recitation af digtene ville gøre lykke i et privat aftenselskab, uanset at Prins Henriks bidrag til kunsten ikke er mere originalt, end når en abe drejer håndtaget på en lirekasse, for at blive i digterens egen kulørte billedverden, skriver Lars Skinnebach i sin anmeldelse i Jyllands Posten.

Ingen digterkonge

Heller ikke Ekstra Bladets Frank Sebastian Hansen er fan af prinsens seneste digtudgivelse. Han kalder udgivelsen for "en samling parfumerede digte" og skriver videre, at Dronning Margrethes illustrationer "rummer mere poesi end samtlige bogens digte tilsammen".

Ekstra Bladets anmelder roser dog de "få" steder, hvor prinsen sætter sig selv i spil.

- Følgende billede fra digtet 'Gensyn' er også ganske rørende - om end svært at få af nethinden igen: 'Kom og knug dig henrykt/ i mit fuldt udsprungne favntag'. Prinsgemalen skriver bedre digte, end han producerer vin, men nogen digterkonge - det bliver han aldrig, skriver Frank Sebastian Hansen.

En passende fødselsdagsudgivelse

En af de mere positive anmeldelser af Prins Henriks digtudgivelse finder man i Berlingske, hvor anmelder Jørgen Johansen drysser tre stjerner ud over den royale udgivelse.

- Glæden ved ordmusikken og den indlysende invitation til deklamation er et afgørende element i Prins Henriks poesi, og 'I mine lykkelige nætter' er endnu en fornemt udstyret digtsamling, hvor den franske og den danske tekst står side om side og indbyder til sammenligninger mellem ordene, som de falder på fransk og i Niels Lyngsøs gendigtninger, skriver Jørgen Johansen i Berlingske.

Jørgen Johansen er desuden mere positivt stemt overfor Niels Lyngsøes danske oversættelse, end hans kolleger er det.

- At Niels Lyngsø gør det glimrende og i fin samklang med for eksempel de erotiske motiver i digtsamlingen er med til at gøre 'I mine lykkelige nætter' til en passende fødselsdagsudgivelse, og at digtene ledsages af en håndfuld af Dronning Margrethes akvareller, understreger bogens dimension af fejring.

Facebook
Twitter