Anton på 23 følte sig mobbet i Livgarden: 'Fuck, nu skal jeg ydmyges foran alle igen og føle, at jeg er den største idiot'

Mobning bliver brugt som ledelsesinstrument i Livgarden, mener Anton Skriver Olesen.

Det dirrede i min krop, da jeg mødte ind på kasernen første dag. Det gør det altid, når jeg starter et nyt sted. Jeg rystede lidt, men forsøgte at skjule det, mens sergenterne inddelte os i kompagni og deling.

Jeg havde søgt ind i Livgarden i håb om at blive bedre til struktur og mere disciplineret. Og fordi jeg forestillede mig, at der var stærkt fællesskab. Det kunne jeg godt tænke mig at opleve.

Vi kom ud på vores seksmandsstuer og fik vores første opgave. Vi skulle pakke vores rygsække og arrangere vores udstyr på en bestemt måde på kort tid. Jeg var dårlig til det og sakkede bagud.

Jeg fumlede med min taske og forsøgte at spænde nogle ting fast udenpå den. En af de andre rekrutter råbte ad mig, at jeg skulle tage mig sammen, og der bredte sig allerede en stemning af, at jeg var en klods om benet. Sergenten, som holdt øje med os, råbte også ad mig og skrev mit navn ned i en notesbog.

Derefter skulle vi lære at tiltale de overordnede på en bestemt måde. For eksempel: "Hr. Sergent, Rekrut Olesen beder om tilladelse til at gøre sådan og sådan". Det lyder måske simpelt, men det faldt mig vildt unaturligt, så jeg kom til at klokke i det igen og igen.

Det fik jeg mange hug for. Sergenterne skældte mig ud, og de andre rekrutter gjorde grin med mig. Og jo mere, de gjorde nar, jo sværere blev det for mig at få de der ord ud af halsen.

- Når vi havde eksercits, skulle støvlesnuderne være så blanke, at vi kunne spejle vores ure i dem. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Folk havde intet tilovers for dig, hvis du ikke kunne levere på samme niveau som dem selv. Det eneste, du blev bedømt på, var, om du kunne stryge skjorter perfekt, have påklædningen i orden og tiltale de overordnede korrekt. Så jeg, der ikke var god til de ting, skulle fatte, at jeg ikke var en skid værd.

Sergenterne sagde det til mit ansigt. De kaldte mig for eksempel "dræn", som er militærslang for en uduelig rekrut. De andre rekrutter var mere indirekte omkring det, men man kunne tydeligt mærke, om man var inde i varmen eller udstødt.

Det kom blandt andet til udtryk under øvelserne. For eksempel under vores nærkampstræning, hvor vi skulle stå på to lange rækker. Vi løb på skift mellem de to rækker, mens de andre rekrutter stod og slog løs på os fra begge sider. Her kunne man tydeligt se, hvem, der blev slået venskabeligt, og hvem der blev slået for at få dem ned med nakken. Der var nogen, der fik en virkelig hård omgang.

Omvendt blev de dygtige rekrutter hurtigt gode venner med sergenterne. Sammen bagtalte de os "dårlige" rekrutter. Jeg overhørte det selv engang, jeg kom ind i kantinen, mens de var i gang med at tale om "Drænklubben" - en klub, de puttede en i, hvis man var dårlig nok.

Mit selvværd var ved at blive nedbrudt, og jeg havde det elendigt. Det var en forfærdelig følelse konstant at få at vide, at jeg ikke var god nok. For ikke at tale om bagtaleriet og udstødelsen.

Åbenbaring i nederste køje

Jeg var lidt over halvvejs igennem min værnepligt, da jeg fik en idé.

Efter fire måneder havde vi skiftet kompagni. Nu skulle vi lære at gå postgang, så vi kunne bevogte for eksempel Amalienborg. Det var hårdt, og var der bare én, der ikke gjorde det perfekt, blev vi alle straffet med ekstratræning. Jeg var en af dem, der holdt os tilbage.

Hver dag stod jeg op og tænkte "Fuck, nu skal jeg ydmyges foran alle igen og føle, at jeg er den største idiot."

- Der er nogle mekanismer i Livgarden, som gør, at man bliver låst fast i sin rolle. Så snart en sergent har set sig ond på en, er det virkelig svært at komme ud af det igen. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

En morgen vågnede jeg før mine værelseskammerater. Jeg lå i den nederste køje, og havde det ad helvede til. Men så slog det mig.

"Jeg skal skrive en bog om det her!", tænkte jeg. Jeg har forsøgt at skrive lidt tidligere, men jeg er altid kørt død i det. Men denne gang var drivkraften enorm. Der var ingen tvivl om, at det var det her, jeg skulle.

Så jeg begyndte at skrive. Vi havde ingen mobiler og computere, så jeg skrev episoderne ned i notesbøger. Og når jeg gik postgang foran Amalienborg, kunne jeg gå i flere timer og filosofere over bogen iført fuld uniform. Særligt på nattevagterne mellem to og fire, hvor der ikke skete en skid.

Skriveriet blev lidt som en ventil for mine frustrationer. Det var befriende at få aflad for mine tanker. Så jeg skrev på bogen resten af tiden i Livgarden, og pludselig følte jeg, at det hele gav mening, for nu havde jeg et formål med at være der.

'Jeg følte mig reduceret til ingenting'

Jeg gennemførte Livgarden. Jeg dumpede godt nok midtvejsprøven, men jeg bestod ved afslutningen, så jeg fik mit tjenestebevis. I modsætning til flere af de andre mobbeofre.

Man kunne se, hvordan de rekrutter, som blevet mobbet allermest, blev mere syge og ugidelige gennem forløbet. Og til sidst fik de så dumpekarakter af de selv samme sergenter, som var med til at mobbe dem. Rekrutterne gik både knækkede og tomhændede derfra, og jeg syntes, det var drønuretfærdigt.

- Jeg har en god ven, som også har været i Livgarden. Han klarede sig strålende, og havde det kanonfedt. Men han kunne godt se, at der foregik mobning, og at dem, som fik en dårlig start, aldrig blev bedre. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Jeg følte mig tom indeni, da jeg pakkede mine ting og forlod kasernen. Jeg havde forventet at vokse som menneske under min værnepligt, men i stedet følte jeg mig reduceret til ingenting.

'Nu skal jeg give dem'

Efter Livgarden begyndte jeg at skrive alle episoderne fra notesbøgerne ind på min computer. I starten var det vrede, som drev værket. Jeg havde sådan en følelse af: "Nu skal jeg fandeme give dem - nu vil jeg ændre på tingene."

Det blev til bogen 'DRÆN', som er baseret 90 procent på virkelige hændelser, men med fiktive elementer og opdigtede navne.

Bogen handler om det hårde miljø, som er i Livgarden. Og den belyser, hvordan Livgarden har en kultur, som nærmest er bygget på mobning, ligesom sergenterne bruger mobning som ledelsesredskab.

Som tiden gik, gled vreden i baggrunden. Nu er motivationen mere at forsøge at ændre tingene.

- Det er som om, kulturen derinde reproducerer sig selv. Meget tidligt sagde folk: 'Jeg glæder mig til at blive sergent, så kan jeg bare hundse med de nye rekrutter!' (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Jeg synes, ledelsen skal gå forrest og sige, at mobning ikke er noget, de finder sig i. Lige nu virker det som om, tingene står fuldstændig stille i Livgarden – og har gjort det længe. Som om ledelsen i virkeligheden ikke er interesseret i at stoppe mobbekulturen.

Og så håber jeg, at det bliver acceptabelt at sige, hvordan man har det. Lige nu bliver man sablet ned, hvis man viser sårbarhed. Og jeg forstår godt, at vi skal være soldater, og at det ikke skal være en terapigruppe.

Men du kan jo godt være operativ, kynisk og hård, når du skal løse en opgave – og så tale om tingene, når du er færdig med arbejdet. Der skal være plads til både at være totalt professionelle, men også at kunne sige, hvad der gør ondt, og hvordan man har det. Det, synes jeg, kunne være en fed kultur.

'Du kommer 100 procent på Livgarden Memes'

Jeg er lidt nervøs for, hvad reaktionerne på bogen bliver. Jeg snakkede med nogle af dem fra Livgarden den anden dag.

"Du kommer 100 procent på Livgarden Memes!", sagde de. Livgarden Memes er en Facebook-side, hvor man udstiller folk, der gør noget dumt.

Der fik jeg en lille klump i halsen. Men det er stadig worth it. Og som tiden går, bliver jeg mindre og mindre nervøs.

- Jeg håber, at folk, som læser min bog, vil få en større forståelse for konsekvenserne af mobning i Livgarden. At de vil få et stærkere indtryk af, hvor ondt, det gør. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

For jeg er godt tilfreds med bogen. Og grundlæggende har jeg en følelse af, at folk godt kan lide det, jeg gør. De fleste, jeg snakker med, synes, det er fedt.

Mit største ønske er, at bogen kan være en stemme for alle dem, der ligesom jeg er blevet uretfærdigt behandlet i Livgarden. Det ultimative ville være, hvis jeg en dag åbner min Facebook og ser en besked, hvor nogen skriver: "Jeg har lige læst din bog – kæft, jeg havde det på samme måde i Livgarden. Fedt at du skriver om det!"

'Vi er kede af den oplevelse, Anton har haft'

  • Torben Egidiussen er oberstløjtnant i Den Kongelige Livgarde og chef for Livgardens uddannelsesbataljon. Han kan ikke genkende, at der er et miljø med mobning og bagtaleri i Livgarden. Her er hans svar på kritikken:

  • - Hvis jeg hørte om den slags, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne, for at få det stoppet.

  • - Enhver form for mobning og anden krænkende adfærd er skadelig for vores uddannelse, vores opgaveløsninger og ikke mindst vores evne til at rekruttere og fastholde gode folk. Derfor er det i vores største interesse at gøre alt, hvad vi kan for at forebygge og standse krænkende adfærd.

  • - Vi er vanvittigt kede af den oplevelse, Anton har haft, og vi er kede af, at vi ikke er lykkedes med at give ham en god oplevelse.

  • - Vi uddanner hvert år 1.200 værnepligtige, og det er vores oplevelse, at langt de fleste har en rigtig god og værdiskabende oplevelse af at være her. Jeg kan ikke genkende, at der er et miljø med mobning og bagtaleri. Men det ændrer ikke ved, at vi er ærgerlige over, at Anton har haft den oplevelse, han har haft.

  • - Det er selvsagt, at denne bog og medieomtale har givet anledning til selvransagelse. Vi har kigget hinanden i øjnene og sagt: "Er der noget, vi kan gøre bedre?" Hvordan kunne det lade sig gøre, at han kunne gennemføre en hel værnepligt og have det på denne måde? Der har vi på en eller anden måde fejlet.

  • - Vi laver løbende undersøgelser af arbejdsmiljøet – nu også blandt de værnepligtige. Og jeg har direkte beordret alle mine gardere til at deltage i en ny undersøgelse. Hvis der er noget som helst at komme efter, griber vi ind og gør alt, hvad vi kan, for at få det stoppet.