Arabisk forår forløste opgør med hård kristen barndom

Mens de dræbte hinanden på Tahrir-pladsen, fik Elisabeth Flensted-Jensen sat ord på sin opvækst i kristen sekt.

(© Tiderne Skifter)

Hun havde skrevet på bogen i mange år, men først da hun på nærmeste hold blev vidne til revolutionen i Kairo, kunne Elisabeth Flensted-Jensen få hul ind til opvæksten i en dansk kristen sekt i 1950'erne.

Hun er nu aktuel med romanen Kystsanatoriet, der skildrer det lille barns følelser og erindringer.

- Det at blive konfronteret med en muslimsk kultur, hvor der er konservative og radikaliserede elementer, der kommer meget tæt på, det har nok aktualiseret forestillingerne om, hvordan barndommen egentligt var, siger hun til Skønlitteratur på P1.

Hun bor for tiden i Kairo sammen med sin mand, der er direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut.

- Nogen gange har jeg været meget overrasket over mig selv. Jeg er stået op om morgenen og har sat mig ned og skrevet om noget, der overhovedet ikke havde med sagen at gøre, mens de har slået hinanden ihjel på Tahrir-pladsen tæt på. Det har jeg selv syntes var mærkeligt og næsten lidt suspekt.

Autoritær børneopdragelse

Selvom Tahrir-pladsen, revolution i Egypten og det arabiske forår kan virke som modsætninger til erindringsstoffet, skete der alligevel noget i mødet med den fundamentalistiske ånd, som vakte barndommen og minderne om autoritære opdragelsesprincipper til live.

- Som barn i en søndagsskole hører man jo de store fortællinger. Jeg har haft historierne om korsfæstelsen, opstandelsen, profeterne og Egyptens syv plager meget konkret inde på kroppen, da jeg har fået dem udpenslet i søndagsskolen. Det er en meget autoritær måde, man bliver opdraget på.

- Det er ikke onde mennesker, der vil én det ondt. Men det er meget engagerede mennesker, som er meget stærke i deres egen tro, og den stærke tro trækker de ned over hovederne på børnene, fortæller hun.

En fiktionaliseret opvæksthistorie

Selvom Kystsanatoriet er baseret på minder fra Elisabeth Flensted-Jensens egen opvækst, har det ikke været hendes hensigt at gengive miljøet, præcis som hun husker det. Det er uvæsentligt, mener hun.

I stedet har hun fokuseret på at give oplevelsen af barndommen et samlet udtryk og at gøre historien relevant for flere mennesker.

- Men det er klart, at de væsentlige ting, de ting der slår læseren mest, er dem, der bunder i mine egne følelsesmæssige oplevelser.

Forløsning

Elisabeth Flensted-Jensen mener ikke, at hun ville have kunnet skrive den samme bog for 20-30 år siden. Der ville hun stadig have været alt for vred, og i stedet for en sensitiv bog om en lille piges sansninger ville der være kommet et rasende manifest ud af det.

- Men siden da er vreden blevet transformeret til noget andet. Det plager mig ikke længere. Det er mange år siden, at jeg har lagt det bag mig, fortæller hun.

- Nu har jeg været optaget af at skrive en historie, der er nuanceret og afbalanceret. Jeg har prøvet at hæve mig lidt op og give udtryk for både det positive og det negative, at skabe en fortælling, hvor ambivalenserne står frem.