Bibliotekerne er en god forretning

En analyse viser, at biblioteket årligt tjener milliarder til samfundet.

Uafhængige økonomer har vurderet de samfundsøkonomiske virkninger af biblioteksvæsenet. (© Colourbox)

For første gang har økonomer sat tal på den værdi, som de danske folkebiblioteker tilfører samfundet. En analyse fra konsulenthuset Copenhagen Economics viser, at bibliotekerne årligt øger det danske bruttonationalprodukt med 2 mia. kr.

Det skriver Politiken tirsdag.

Forklaringen på den positive økonomiske effekt er, at bibliotekerne er en af hovedkræfterne, når børns læsefærdigheder stimuleres uden for skoletiden.

- Samfundsgevinsten kunne endda være endnu større, hvis bibliotekerne videreudviklede tilbuddene, så sigtet var at stimulere læselysten og børns læsefærdigheder mest muligt. Derfor ser vi også vores analyse som et indspark til bibliotekerne om, at det kunne være et område, hvor de skulle fokusere indsatsen, siger Christian Jervelund, som er økonom og partner i Copenhagen Economics, til Politiken.

Biblioteker ses som udgifter

Formanden for Danmark Biblioteksforening, Steen B. Andersen, er meget tilfreds med den nye analyse, fordi det er uafhængige økonomer, der har vurderet de samfundsøkonomiske virkninger af biblioteksvæsenet.

- Vi er normalt gode til at måle os på, hvordan det går med udlånet af bøger, men vi har ikke kunnet sætte ord på, hvad effekten af bibliotekerne i øvrigt er. Ude i kommunerne er der en tendens til at se bibliotekerne som nogle udgifter, der skal skæres ned. Nu må det også med i kalkulen, at det har en effekt på samfundet, om man skærer ned på bibliotekerne, eller man ruster op«, siger Steen B. Andersen til Politiken.

Det koster i dag omkring 2,5 mia. kr. at holde de danske folkebiblioteker kørende hvert år.

DR Nyheder

Facebook
Twitter