Blod, gru og brutale fortællinger. 4 bøger for dig, der vil dykke ned i krigens væsen

Forfatter Jesper Bugge Kold deler her sine favoritter inden for den blodrøde genre.  

Jesper Bugge Kold anbefaler blandt andet bogen 'De velvillige' af Jonathan Littell. BIlledet her viser russiske soldater, der kæmper ved Østfronten mod de tyske tropper (Arkivfoto). (Foto: ukendt © Scanpix)

- Krige er fulde af dramaer, og al facade er skrællet af. Det handler om at overleve, og mere enkelt bliver livet ikke, siger Jesper Bugge Kold, der selv har skrevet tre romaner, hvor krig spiller en central rolle.

Hans seneste roman, ’Krigsturisten’, som udkom i januar i år, handler om den midaldrende Niels, hvis liv pludselig bliver vendt op og ned, da han får mulighed for at besøge en række krigshærgede områder.

Sammenlignet med Niels' trivielle tilværelse som gymnasielærer i Danmark, giver krigszonerne ham en ny følelse af at være i live - og han er hooket.

- Jeg tror ikke på heltefortællinger, og jeg tror ikke på forestillingen om, at verden kan opdeles i gode og dårlige mennesker, og krig er i høj grad med til at udstille menneskets begrænsninger, siger Jesper Kold Bugge, som debuterede som forfatter i 2014.

Hør ham fortælle mere om sin seneste roman ’Krigsturisten’ i Bogselskabet:

Som en del af sin research til ’Krigsturisten’ var Jesper Bugge Kold blandt andet en tur i Beirut. Selvom han som skønlitterær forfatter kan digte frit, så lægger han alligevel stor vægt på historisk korrekthed i sine bøger, og han bruger ofte meget tid på researchfasen.

- Jeg gør det, fordi jeg elsker den del af processen, hvor jeg fylder mit hoved med viden om det emne, den næste bog skal handle om. Det er ofte gennem min research, at jeg får nye ideer til historier, personer og vinkler, jeg kan tage med.

Jesper Bugge Kold fortæller, at han med sin research gerne vil berige sine læsere og gøre dem klogere. - De romaner, der gennem tiden har betydet mest for mig, er dem, der er blevet hængende efter endt læsning, og som har fået mig til at stoppe op og tænke i stedet for bare at kaste mig over en ny bog, siger Jesper Bugge Kold, som selv holder af at læse bøger om krig.

Han deler her fire bøger om emnet, som har fascineret og inspireret ham:

Alan Huffman: Here I am

- I forbindelse med min research til ’Krigsturisten’ læste jeg en del bøger om det seneste tiårs krige, og her stødte jeg på den engelske krigsfotograf Tim Hetherington.

Han mistede livet i forbindelse med et mortérangreb i Misrata i Libyen i 2011, og et år efter udkom Alan Huffmans biografi med titlen ’Here I am’.

- Bogen er et enestående indblik i en krigsfotografs liv, og gennem fortællingen får man en fornemmelse af, hvor vanvittigt, farligt og dødbringende det erhverv kan være.

- Huffman følger Hetheringtons liv fra ranglet teenager med et billigt kamera om halsen til rutineret krigsfotograf ved fronten. Indimellem kan bogen måske virke rodet og lidt ustruktureret, men stilen passer godt til emnet.

Curzio Malaparte: Kaput

- Den kan ikke beskrives, men skal opleves på egen krop. Den er frastødende, indsmigrende, grotesk, makaber og smuk på én og samme tid, siger Jesper Bugge Kold om italienske Curzio Malapartes roman ’Kaput’ fra 1944.

Romanen er en skildring af forfatterens oplevelser under 2. Verdenskrig, hvor han rejste som krigsreporter og diplomat i blandt andet Polen, Ukraine, Hviderusland og Sovjetunionen.

- Sproget, sætningerne og rytmen er på så højt plan, at det kan få enhver forfatter til at opgive karrieren. Selvom den stadig er forholdsvis ukendt, og udgivelsesdatoen ligger mere end 70 år tilbage, står den som en af de største krigsromaner nogensinde.

Jesper Kold Bugge fremhæver også forordet til bogen, hvor Curzio Malaparte beskriver omgivelserne i den ukrainske landsby, hvorfra han i 1941 begyndte at skrive bogen.

Hver morgen satte jeg mig under et akacietræ i køkkenhaven og gav mig til at arbejde, mens bonden sad på jorden i nærheden af svinestien og hvæssede segl eller snittede rødbeder og kål til grisene. Jeg skrev videre på Kaput under mit ophold i Polen og ved Smolenskfronten i 1942’, lyder det.

Jonathan Littell: De velvillige

’De velvillige’ er endnu en brutal fortælling fra Østfronten, fortalt via SS-officeren Max Aue, som Jesper Bugge Kold karakteriserer som ’en dannet mand’.

- Han fortryder intet, men anser sig selv for at være observatør eller voyeur, selvom han er med til massehenrettelser af jøder - og det er noget af det, der gør læsningen så skræmmende: At denne kultiverede og filosofielskende mand ikke angrer sine handlinger. At bødlen faktisk er et menneske og ikke en psykopat.

Fransk-Amerikanske Jonathan Littells roman udkom på fransk i 2006, hvor den blev hædret med flere priser i Frankrig.

- Romanen er et dyk ned i de dybeste afkroge af mennesket. Den er fuldstændig kompromisløs og indimellem direkte ondskabsfuld i sine forsøg på at smide læseren af. Er man sart eller til feel good historier, skal man holde sig langt væk, siger Jesper Bugge Kold, som oplevede, at romanens malende beskrivelser af blod og brækkede lemmer ’sneg sig ind’ på ham.

- Flere steder hader man som læser romanen, andre steder elsker man den for kort efter at væmmes ved den igen. Der lefles absolut ikke for nogen, og efter endt læsning sidder man tilbage med en følelse af selv at har været i krig.

Thomas Harder: Besættelsen i billeder

I 2015 udkom journalist og forfatter Thomas Harders fotobog ’Besættelsen i billeder’, som er en omfattende fotodokumentation af Danmark i årene 1940-45.

Bogen indeholder mere end 500 fotos og plakater fra tiden, hvoraf en del er hentet fra private samlinger og tyske arkiver.

- ’Besættelsen i billeder’ er ikke en fuldstændig gennemgang af besættelsen fra A-Z, men den viser centrale, udvalgte begivenheder som Augustoprøreret, Folkestrejken, bombningen af Den Fransk Skole med mere, fortalt gennem billeder med tilhørende billedtekster.

- De enkelte afsnit indledes med længere tekststykker, men det er de mange flotte fotografier, der bærer bogen, som er et smukt visuelt værk, siger Jesper Bugge Kold.

Facebook
Twitter