Bøger af amerikansk borgerrettighedsikon stryger til tops efter skænderi med Trump

Demokraten John Lewis kaldte Donald Trump en illegitim præsident. Nu er to af hans bøger udsolgt på Amazon.

John Lewis er demokratisk kongresmedlem og et ikon for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Han har meddelt, at han ikke har tænkt sig at deltage i Trumps indsættelsesceremoni. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

- Jeg ser ikke denne præsident som en legitim præsident.

Sådan sagde det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus John Lewis lørdag til NBC.

Nu er to af hans bøger steget til tops på bestsellerlisten og udsolgt på Amazon. Det skriver Associated Press.

I interviewet med NBC erklærede John Lewis, der anses for en af bannerførerne for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, at han ikke ville deltage i Trumps indsættelsesceremoni. Det er første gang i hans tid som kongresmedlem, at Lewis ikke deltager i indsættelsen af en amerikansk præsident.

- Jeg kan ikke være tilpas med noget, som jeg synes er forkert, sagde han.

Steg til tops på bestsellerliste

Det fik Donald Trump til at tage til genmæle på sit meget yndede medie, Twitter.

- Kongresmedlem John Lewis bør bruge mere tid på at ordne og hjælpe sit distrikt, som er i en forfærdelig tilstand og falder fra hinanden (for ikke at nævne kriminelt befængt) i stedet for på falsk vis at klage over valgresultatet. Alt er snak, snak, snak – ingen handling eller resultater. Trist!, skrev Trump.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/820251730407473153 https://twitter.com/realDonaldTrump/status/820255947956383744

Det udløste en storm af tweets til forsvar for John Lewis, der er forfatter til den grafiske roman ’March’ og erindringsbogen ’Walking With the Wind’.

Blandt andet skrev forfatteren Anne Rice på sin twitterprofil:

- Har lige købt John Lewis’ ’Walking With the Wind’ på Amazon. Lad os gøre det til en bestseller.

https://twitter.com/AnneRiceAuthor/status/820341376357310465

Som sagt, så gjort.

I løbet af kort tid steg begge bøger til tops på Amazons bestsellerliste, og nu er de udsolgt hos nethandelmastodonten.

Som ung førte John Lewis an i flere demonstrationer for borgerrettighedsbevægelsen og blev under stor bevågenhed banket af politiet under en fredelig demonstration i Selma i 1965.

Facebook
Twitter