Bog om vred kvinde føltes helt forkert for forfatteren: Den gider jeg ikke skrive færdig, mand!!

Kathrine Marie Guldagers nye roman var egentlig alt det, hun ikke kan lide...

Katrine Marie Guldager er især kendt for sine lange slægtsromaner. Hendes seneste er en helt anden historie. (Foto: Les Kaner © Gyldendal)

-Det var slet ikke meningen, at jeg skulle skrive denne her bog, siger forfatter Katrine Marie Guldager om 'Bjørnen'.

Bogen, som udkom for nylig, handler om en frustreret, midaldrende kvinde, der flygter op i familiens afsidesliggende hus i Sverige.

Historien kom til Katrine Marie Guldager, mens hun egentlig forsøgte at skrive en helt anden roman.

- Jeg har skrevet de her lange romaner, som sætter individet ind i en større sammenhæng. Men lige pludselig kunne jeg bare mærke, at motoren var gået i stå, siger Katrine Marie Guldager, der især er kendt for ’Køge-krøniken’, en slægtshistorie over seks romaner.

- Jeg var frustreret over, at jeg ikke kunne komme videre med den rigtige bog. Og så sad jeg og forestillede mig, at jeg var en desperat kvinde - hvad jeg jo sådan set også var – og at man bare tog afsted fra det hele, fortæller hun.

Virkelig meget modstand

Hovedpersonen Vibeke, kaldet ’Vibse’, i ’Bjørnen’ har brug for at komme væk, langt væk. Hun er lige blevet fyret fra sit job som gymnasielærer, hendes datter er flyttet hjemmefra – og hendes mand Lars, som hun konsekvent kalder ’Bent’, går hende voldsomt på nerverne. Han er simpelthen for forstående.

Men den type historie er ikke noget, Katrine Marie Guldager normalt ville interesse sig for, fortæller hun:

- I starten tænkte jeg: ’åh, hvor er den latterlig den roman, den gør jo alt det, jeg ikke kan lide’. Det er sådan her og nu og en kvinde - hvad tænker hun, og hvad føler hun og hvad spiser hun til aftensmad. Det er meget nært. Og jeg tænkte bare, at den gider jeg ikke skrive færdig, mand! Jeg havde virkelig meget modstand.

En lille sjov parentes

Fordi hun oplevede så stor indre modstand mod den historie, hun var begyndt på, viste Katrine Marie Guldager sit udkast til en bekendt. Og hun kom med en masse kommentarer, der ændrede hendes oplevelse af historien.

- Så kunne jeg se, at hun (Vibse, red.) egentlig var lidt sjov hende her i al sin afmagt og given los. Der er jo ikke noget, hun ikke tillader sig selv at føle. Og så synes jeg lige pludselig, det var sjovt. Men det var stadig en lille overspringshandling, en lille sjov parentes, siger Katrine Marie Guldager, som endte med at skrive historien færdig.

’Bjørnen’ udspiller sig over 11 dage, hvor den midtvejskriseramte og generelt rasende Vibse, forsøger at klare sig i en svensk skov efter, at strømmen er gået i huset. Og en dag står hun pludselig ansigt til ansigt med en stor brunbjørn.

Hvad er en bjørn?

Ligesom Katrine Marie Guldager ikke havde drømt om, at hun skulle skrive en kort roman om en rasende kvinde og hendes følelsesliv, så havde hun overhovedet heller ikke forestillet sig, at der skulle indgå en bjørn.

- Jeg følte ikke selv, at jeg havde noget forhold til bjørne. Jeg havde ikke lige set, at der skulle komme en bjørn - og derfor følte jeg, at jeg måtte undersøge, hvad bjørnen egentlig er. Hvad er det for en figur i litteraturen? Hvad føler mennesket egentlig, når vi møder en bjørn? siger hun og fortæller, at hun i sin research nåede frem til, at bjørnen er en ret kompleks figur:

- De er både farlige, men også dem, vi giver til vores børn som små bløde bamser. Den er både smuk og elegant, men også lidt klodset.

Som en del af sin bjørneresearch tog Katrine Marie Guldager tog på bjørnesafari i Sverige for at finde ud af, hvordan hun selv ville reagere ved synet af det enorme dyr.

- Det føltes anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg var egentlig ikke så bange. Det var smukt at sidde ude i naturen, men ikke det store sus, forklarer hun.

At være den man er

I historien har Vibse og bjørnen den stærke moderbinding til fælles. Og Vibse er lidt som en vred bjørnemor, der vil beskytte sin unge mod verden.

- Hun har egentlig godt vist allerede da hun kom hjem fra hospitalet med det barn, at en dag ville det rejse videre. Og det har hun det svært med. Hun har det svært med at skilles, siger hun om sin hovedperson, som hun beskriver som både vred og bitter men også stærk, sjov og kærlig.

Selvom Katrine Marie Guldagers egne børn er små og endnu ikke er flyttet hjemmefra ligesom Vibses datter, så kan hun godt genkende træk fra sig selv og det sted, hun står i livet:

- Jeg er selv blevet 50 - og den følelse man kan have, at når man bliver 50 er, at nu gider man egentlig ikke forstille sig mere. Nu gider man egentlig ikke spille efter alle mulige andres regler. Nu har jeg så og så meget tid tilbage, så nu spiller jeg efter mine egne regler. Det er lidt sådan, Vibse har det. Fra nu af vil hun bare have lov til at være den, hun er og mene det, hun nu har lyst til.

Katrine Marie Guldager anbefaler

  • Katrine Marie Guldager kan godt selv lide at læse korte, skarpe romaner. Hun anbefaler to af sine yndlingsromaner her:

  • ’Perlen’ af John Steinbeck - Den er også en kort, centreret, eksistentiel roman. Jeg elsker John Steinbeck. Hans romaner skifter også. De er mere eller mindre med det store samfund omkring og mere eller mindre eksistentielle og skrabede. Det er det samme med Hemmingway. Det er ufatteligt enkelt og alligevel et kæmpe drama.

  • ’Fuglene’ af Tarjei Vesaas Fuglene - Det er også et meget stort drama, selvom der ikke sker ret meget. I ’Fuglene’ føler han sig fuldstændigt ind i denne her unge mand, som godt ved, at han aldrig får et normalt liv. Og den der følelse af at være udenfor og aldrig få det liv, som alle de andre får. Det er jo eviggyldigt - og det er fantastisk flot, uden at der er alt det her larm fra samfundet.

Facebook
Twitter