Bogbranchen banket på plads: Frie priser er godt for bogmarkedet

De frie bogpriser har givet forbrugerne massivt billigere bøger, viser ny rapport. Samtidig skaber rapporten tvivl om bogbranchens påstande om, at de frie priser skader udbuddet af bøger.

Der er kommet flere udsalgssteder, og udvalget er litteratur er blevet større, i takt med at bogpriserne er blevet frie. Det konkluderer en rapport.

De frie bogpriser giver læserne færre muligheder for at læse den smalle litteratur, og det får alt for mange boghandlere til at lukke. Sådan har kritikken lydt fra både forlag og boghandlere, som i foråret bad kulturminister Marianne Jelved (R) om at genindføre faste priser for bøger.

Men en rapport, som Konkurrencestyrelsen offentliggør i dag, viser, at bogmarkedet har det bedre end tidligere, og at forbrugerne har sparet millioner af kroner på grund af de frie priser.

Flere butikker, ingen boghandlerkrise og større udbud

Rapporten viser, at de danske forbrugere alene i 2012 fik en gevinst på 319 millioner kroner på grund af de frie priser.

Samtidig viser den, at flere butikker sælger bøger, at antallet af lukninger blandt traditionelle boghandlere ikke overstiger butikslukninger blandt den øvrige detailhandel, og at knap halvdelen af forbrugerne mener, at udvalget af bøger er blevet større. Derimod mener kun 8 procent, at udvalget er blevet mindre inden for de seneste tre til fem år.

Dermed skyder rapporten altså hul i de argumenter, som bogbranchen har brugt for at få genindført de faste bogpriser.

Konkurrencestyrelsen: Klar konklusion

- Konklusionen er meget klar. De frie priser er en kæmpe gevinst for forbrugerne. Det har givet prisfald, der er kommet flere bøger, og de er blevet mere tilgængelige, siger Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Vil det så sige, at bogbranchen overreagerer, når de peger på de negative følger, de frie priser har haft?

- Vi kan i hvert fald ikke se det. Det er ikke det samme som at sige, at det er forkert, men vi kan ikke konstatere det. Nyudgivelser er steget markant, og forbrugerne mener ikke, at udvalget af interessante bøger er blevet mindre. Vi kan ikke måle på kvaliteten i litteraturen, men det er blevet lettere at udgive den smalle litteratur, fordi internettet gør det nemmere at udgive bøger, siger Agnete Gersing.

Bogbranchen er stadig bekymret

I bogbranchen er der ikke stor begejstring for rapporten. Både Boghandlerforeningen og foreningen De Skønlitterære Forfattere er stadig bekymrede for dansk litteratur.

- Vores forfattere siger, at der kommer flere afslag fra forlagene, og det betyder altså ikke, at de bare bliver selvudgivere. Det bliver på sigt et problem, fordi det er mellemlaget af forfatterne, det går ud over, og mellemlaget er en del af det reelle vækstlag, siger Inge Lise Hornemann, formand i De Skønlitterære Forfattere.

Men rapporten siger, at udbuddet er større, og boghandlerne ikke er hårdere ramt end andre i detailbranchen. Er det ikke jer, der ser spøgelser?

- Det vil jeg ønske, men titler bliver sorteret væk i supermarkederne, og når en boghandler lukker, så er det ikke det samme som, når en isenkræmmer lukker. Det er et kulturpolitisk problem, fordi boghandlerne er kulturbærende, og det kan ikke fejes væk af nogle forbrugerpolitiske tendenser, siger Inge Lise Hornemann.

Mangler fokus på litteraturens udvikling

Olaf Winsløw, der er direktør i Boghandlerforeningen, er enig i, at rapporten ikke gør ham mindre bekymret for dansk professionel litteratur.

- Der er to problemstillinger: En om detailhandlens udvikling og en om litteraturens udvikling. Som Konkurrencestyrelsen plejer, så ser den nye rapport bort fra det sidste, siger han og afviser samtidig, at boghandlernes ønske om en tidsbegrænset fastprisordning, skyldes, at boghandlerne ikke følger med udviklingen.

Jelved: Rapport underbygger beslutning

Kulturminister Marianne Jelved siger i forbindelse med rapporten, at den giver endnu et bidrag til det samlede billede af bogmarkedet.

- Rapporten underbygger fint den politiske beslutning om ikke at rulle de frie priser tilbage, som partierne bag aftalen om fuld liberalisering af bogmarkedet traf tidligere på året, siger hun.

Staten støtter ifølge Kulturministeriet litteraturen med en kvart milliard kroner om året.

Facebook
Twitter