Boghandlere: Yahya Hassan-bog bliver årets julegave

Gyldendal har nu trykt 21.000 eksemplarer af Yahya Hassans digtsamling. Boghandlere forventer, at den bliver årets julegave.

Flere boghandlere mener, at Yahya Hassans digtsamling bliver årets julegave. (Foto: Morten Holtum © Gyldendal)

Yahya Hassans digtsamling fortsætter sin voldsomme fremmarch i så stor stil, at boghandlerne jubler. Selv om flere boghandlere har haft titlen udsolgt over flere dage, så ligger den og kæmper med Dan Browns 'Inferno' om at blive den mest årets mest solgte bog i løbet af den første uge efter lanceringen.

- Ud af de første otte dage har Yahya Hassans digtsamling været udsolgt i fire, men alligevel ligger den tæt på 'Inferno', som vi ikke løb tør for i dens første otte dage på hylderne. Der er ingen tvivl om, at den klart ville matche 'Inferno', hvis vi havde haft den i hele perioden, siger Berit Kjær Larsen, butikschef i Arnold Busck i Købmagergade i København.

Hun siger, at det kun er Jussi Adler-Olsens 'Marco effekten', der formår at slå Yahya Hassan af pinden som den mest solgte bog i år.

Alle køber digtsamlingen

- Det er alle typer, der køber den. Normalt tilhører digtsamlinger det lidt mere højlitterære, men det er alle aldersgrupper, der er interesserede. Og selv om vi ikke har statistik på det, så mener vores medarbejdere, at det har ført til, at der også ryger flere andre digtsamlinger over disken end tidligere, siger Berit Kjær Larsen.

Også i Aarhus er der gang i salget. Det fortæller Rikke Madsen, boghandler i Kristian F. Møller.

- Jeg kan ikke huske en lignende situation for en digtsamling. Salget sker lige nu, og jeg tror, det vil fortsætte frem til jul, hvorefter det vil rende ud, siger hun og tilføjer, at der lige nu står 50 i kø for at købe bogen.

Slår næsten Dan Brown i hovedstaden

I hele Arnold Busck-kæden stormer salget også frem. Andreas Nordkild Poulsen, kommunikationschef i boghandlerkæden, fortæller, at digtsamlingen på landsplan ikke har solgt bedre end Dan Brown, men at den i Storkøbenhavn næsten ligger på niveau med den britiske stjerneforfatter, selv om Yahya Hassans bog har været udsolgt i flere butikker.

- Det er den største danske udgivelse siden 'Marco effekten' - helt uden sammenligning. Vi regner bestemt med, at den bliver årets julegave for rigtig mange mennesker, siger Andreas Nordkild Poulsen, som kun kan peger på Hanne Vibeke Holsts 'Knud, den store', som har mulighed for at true Yahya Hassans plads under juletræerne.

Gyldendal fortalte i går på Twitter, at forlaget har fået trykt 21.000 eksemplarer af bogen, og at den nu har nået sit syvende oplag.

Facebook
Twitter