Breivik-instruktør: Jeg kender længslen efter nazismens orden

Og netop derfor er nationalisme så skræmmende, siger instruktør Christian Lollike, aktuel med nyt stykke.

I stykket, der vises én eneste gang i aften, læser Kirsten Olesen som Dronning Margrethe op som Yahya Hassan. (© Cafeteateret)

Instruktør Christian Lollike er i aften - og kun i aften - aktuel med et stykke, der spilles i tre afsnit samtidigt i Danmark, Norge og Sverige.

Igen er det nationalismens grumme ansigt, der har fascineret den danske instruktør, ikke i form af massemorder Anders Breivik, men den lurende racisme, der ligger i det fællesnordiske selvbillede og som især kommer til udtryk over for vores angst for presset mod Europas sydlige grænser.

- Det er skræmmende, at nationalismen er i så stærk fremgang over hele Europa. Jeg har før beskæftiget mig med Breivik og hans nationalismeforståelse, men denne gang har jeg været mere optaget af Lampedusa. Jeg har prøvet at sætte mig ind, hvordan vi håndterer alle de mennesker, der gerne vil ind i Europa, og hvilken form for racisme det medfører, fortæller han til Skønlitteratur på P1.

Vores alle sammens Hassan

I den danske del af stykket 'Nationalismens apostle - stemmer fra Danmark, Norge og Sverige', der spilles på Caféteatret i aften, møder vi Dronning Margrethe og EU-Kommissionsformand José Manuel Barroso.

Dronning Margrethe i en særlig nytårstale, hvor hun slår over i at tale som Yahya Hassan.

For i Yahya Hassans voldsomme popularitet, ser Christian Lollike danskernes fremmedhad stikke sit hoved frem. Gennem omtale af Yahya Hassans digte, som Lollike finder voldsomt gode, er det blevet legitimt for medierne at sige grimme ting om indvandrere.

- Man synes, at det er enormt spændende og tiltrækkende, at man har en med brun hud, som kritiserer sin familie, og er i stand til at sige, at de alle sammen snyder. Hvis vi skulle prøve at psykologisere over det, kunne man sige, at det næsten er en eller anden form for sublimering af studieværternes egne behov for at leve deres indre svinehund ud, siger han.

Den tiltrækkende nationalisme

Christian Lollike har gjort det til sit varemærke at bearbejde nationalfølelsens bagsider. Det gjorde han f.eks. i stykket "Skakten" og senest i "Manifest 2083", der var en kontroversiel dramatisering af Anders Breiviks manifest.

Igen og igen prøver han at forstå den utryghed, han selv kender i mødet med de fremmede. Hvorfor opstår disse, og hvad man stiller op med dem? Hvorfor kan de nationalistiske følelser være tiltrækkende?

- Jeg kender også til længslen efter orden i samfundet og et fællesskab med værdier, som vi alle kan enes om. Jeg synes ikke, det er svært at forstå, hvorfor folk tilsluttede sig Nazibevægelsen. Jeg kan sagtens se dens skønhed, og nationalismen har en vis appel. Det er skræmmende, siger han.

Mødet med de fremmede

- Følelsen af at opleve de fremmede som meget fremmede og al den paranoia, som det kan sætte i gang, kender jeg. Folk kan virke ekstremt fremmede, og det kan føre til alle mulige former for angst, siger han.

Derfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme på disse følelser og ikke lader vores indre svinehund få overtaget, mener han.

- Det er det, der starter den her racisme, "så skal de bare ud!" Det er så nemt at ryge derover, og det er så svært at fastholde sig selv i nuancerne. Men det er vi nødt til at tvinge os selv til, hvis vi vil være mennesker og ikke kannibaler.

Lampedusa skal ses i det store billede

En anden del af stykket er en monolog af EU-Kommissionsformand José Emmanuel Barroso, der blandt andet taler om den massive indvandring fra Afrika, der sker gennem den syditalienske havneby Lampedusa.

For Christian Lollike er det afgørende, at tragedier som dem ved Lampedusa, hvor illegale immigranter jævnligt omkommer i drukneulykker, ikke afskrives som enkelttilfælde men forstås i en større sammenhæng.

- De fleste kender til at tænde for fjernsynet og se tragedien udspille sig. Vi synes, at det er frygteligt og forfærdeligt, men næste dag har vi glemt det. Og så næste dag er der en ny katastrofe. Vi ser det som afgrænsede katastrofer, der ikke kan sættes ind i en større sammenhæng - som f.eks. ulighed og helt regulær pengemangel i Afrika, siger han.

- Jeg er hele tiden opmærksom på min egen kynisme og prøver at forholde mig til den og åbne den op. Jeg prøver at tvinge mig selv til at tænke i større billeder.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk