Breiviks far skriver bog om forholdet til sin terrordømte søn

Faren til Anders Behring Breivik udkommer til oktober med en stærkt selvkritisk bog, hvor han fortæller om sit forhold til sønnen. Forlægger siger, at bogen vil korrigerer fejl i beskrivelsen af Breiviks opvækst.

Jens Breivik er stærkt selvkritisk om sin egen rolle i bogen 'Min skyld? En fars historie', som udkommer i Norge til oktober. Det fortæller forlægger Arve Juritzen. (© NRK)

- Jeg føler skyld. Og jeg føler ansvar: Hva om jeg hadde vært en bedre far? Ville Anders gjort det han gjorde da?

Sådan skriver Jens Breivik, far til den terrordømte Anders Behring Breivik, blandt andet i bogen 'Min skyld? En fars historie', der udkommer i Norge til oktober.

Bogen er Jens Breiviks fortælling om sønnens opvækst, og farens eget syn på sagen, fortæller forlægger Arve Juritzen fra det norske forlag Juritzen.

- Jens er her i Norge blevet fremstillet som en dårlig person, som havde skyld i, at sønnen blev, som han blev. Bogen er hans fortælling om, hvordan han ser sagen - og han er den stærkeste kritiker af sin egen rolle som far, siger Arve Juritzen til DR Kultur.

Vigtigt at få dokumentation fra alle sider

Han fortæller, at forlaget nøje har vurderet, om bogen skulle udgives af hensyn til de efterladte efter terrorangrebet den 22. juli i 2011. Men han siger, at flere berørte i sagen har ytret ønsker om, at alle oplysninger kommer frem.

- Vi synes, det er vigtigt, at hændelsen bliver belyst fra så mange sider som muligt, så der findes dokumentation for sagen for de kommende generationer, siger forlæggeren.

Ifølge Arve Juritzen bringer bogen nye oplysninger om Anders Behring Breiviks opvækst, som korrigerer de beskrivelser, der tidligere har været fremme. Blandt andet har det været gengivet, at der stort set ikke var kontakt mellem Anders Behring Breivik og faren, efter forældrene blev skilt. Men det siger Arve Juritzen ikke var tilfældet.

Han ønsker dog ikke at komme ind på, hvilke nye detaljer der kommer frem i bogen.

- Men den kommer med et mere korrigeret billede af Anders Behring Breiviks opvækst, siger Arve Juritzen.

Flere Breivik-bøger har fået kritik

Der er i de seneste år udgivet flere bøger om Breiviks opvækst. Blandt andre har Marit Christensen skrevet bogen 'Moren. Historien om Wenche Behring Breivik', hvori hun har interviewet Breiviks mor. På grund af bogens indhold og dens metoder skabte udgivelsen stor debat og blev en sag for det norske pressenævn.

Også den kendte journalist og forfatter Åsne Seierstads bog 'En af os' fik kritik. Det førte til, at den norske forfatter undskyldte over for parret, som fungerede som aflastningsforældre for Anders Behring Breivik.

Jens Breivik ønsker ifølge det norske forlag ikke at udtale sig, før bogen er udkommet.

Jens Breivik har kontaktet flere forlag for at få udgivet bogen, og Juritzen har efterfølgende fået en professionel forfatter til at gennemskrive manuskriptet sammen med Jens Breivik. Den pågældende medforfatter vil ikke stå frem, da han endnu ikke er færdig med at gennemskrive bogen, fortæller Arve Juritzen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter