Daily Mail havde lov til at vise uddrag af Puk Damsgård-bog

Britisk forlag havde givet Daily Mail lov til at publicere dele af Puk Damsgårds bog ’Ser du Månen, Daniel’. Alligevel kalder JP/Politikens Forlag sagen for stærkt kritisabel.

Puk Damsgårds har skrevet bogen 'Ser du Månen, Daniel', som Daily Mail har udgivet uddrag af i weekenden. (Foto: Jeppe Bøje Nielsen © Scanpix)

Den britiske avis Daily Mail havde alligevel ret til at publicere uddrag af Puk Damsgårds bestsellerbog ’Ser du Månen, Daniel’.

Det fortæller Kim Hundevadt, der er forlagschef på JP/Politikens Forlag til DR Kultur.

- Daily Mail havde fået tilladelse af det engelske forlag, som har rettighederne i Storbritannien. Men der har været alvorlige misforståelser, og det engelske forlag har ikke kommunikeret godt nok, siger han.

Da Daily Mail i weekenden udgav dele af bogen, som er skrevet af DR’s mellemøstkorrespondent, blev tabloidavisen kritiseret af Puk Damsgård. Hun fortalte i går til dr.dk, at hun ikke var bekendt med, at avisen havde taget dele af bogen, og at det kun var de mest morbide dele af bogen, der var kommet med.

Derfor krævede hun, at artiklen blev fjernet.

Men efter JP/Politikens Forlag har undersøgt sagen med blandt andet det britiske forlag Atlantic Books, har det vist sig, at avisen mod betaling havde fået lov til at udgive dele fra bogen.

Forfatter skulle have tjekket uddrag

- Det britiske forlag har valgt at alliere sig med tabloidavisen, som klipper elementer fra bogen sammen, så det fremstår mere sensationelt, end det er.

- Puk Damsgård og Daniel Rye har understreget, at det ikke skulle være det tabloide indhold, sådanne uddrag skal vinkles på. Uddraget burde have været sendt til tjek hos Puk Damsgård. Derfor er det stærkt kritisabelt, siger Kim Hundevadt.

Puk Damsgård har efterfølgende fået lov til at ændre i Daily Mails artikel, så den vil fremstå mindre sensationel. Men artiklen er tirsdag middag endnu ikke blevet opdateret på avisens hjemmeside.

JP/Politikens Forlag vil nu lave en juridisk vurdering af, om Atlantic Books har overholdt de kontraktlige vilkår.

Facebook
Twitter