Danmarks krimikonge synes, der er noget helt galt med vores moral: 'Så hold dog op for helvede'

Næstsidste bind om Carl Mørck handler om moral, etik – og salt.

(Foto: Stine Bidstrup © RITZAU/SCANPIX)

- Den sidste sætning er god. Bare god. Og det er en cliffhanger af rang. Så kære venner, lad være med at læse den, før I er nået dertil, siger Jussi Adler-Olsen om sin nye bog.

Han ved, hvordan man holder suspense i en krimi, og han er tydeligvis tilfreds med sit arbejde i sit næstsidste bind om Carl Mørck og Afdeling Q.

I de seneste dage har han på skift inviteret pressen på besøg i sin nyistandsatte Hørsholm-villa beliggende i et af Danmarks dyreste postnumre. I går var ugebladet Hjemmet forbi. Det er derfor, han lidt modvilligt allerede har fået julepyntet i den fnugfri og blankpolerede stue.

Tidligere på dagen var det kameraerne fra TV2, der rullede forbi. Nu er det min tur.

Han virker vant til de her interviews. Afslappet og smilende – og med det ene ben svunget op over armlænet på den velpolstrede lænestol, han sidder i. Men det er også niende gang, at han udgiver ny bog i succeskrimiserien.

Dette bind har fået navnet 'Natrium Chlorid' – eller blot Q-9, som han indimellem kalder den. Egentlig betyder det bare salt, men det var der så meget, der hed, når man googlede det. Derfor blev titlen i stedet det kemiske navn for krydderiet.

- Det hedder den, fordi hele bogen er gennemsyret af symbolikken i salt. Salt har jo været det vildeste guld igennem hele verdenshistorien – og i gamle dage blev man henrettet, hvis man stjal det, siger han.

Så nævner han bare et par eksempler på saltets gyldne øjeblikke: Da Gandhi førte an i den såkaldte saltmarch ud til Indiens kyst for at demonstrere mod den britiske kolonimagts lov, der gav kolonimagten monopol over saltproduktionen i Indien.

Så nævner han bibelhistorierne om byerne Sodoma og Gomorra. De blev tilintetgjort på grund af beboernes utallige synder, og under flugten valgte en af beboerne at trodse Gud ved med vilje at kigge tilbage mod den syndefulde by. Det skulle hun aldrig have gjort, for Gud valgte at forvandle hende til en statue af salt.

- Gerningsmanden i Q-9 bruger gennem hele historien salt, og så slår han ned dér, hvor der hersker dårlig moral, siger Jussi Adler-Olsen.

Bog om dårlig moral og etik

Siden 2005 har han vidst, at Q-9 skulle handle om dårlig moral og etik.

Det har stået på den lap papir, hvor temaerne fra samtlige Afdeling Q-bøger står beskrevet. Selv temaet og den sidste sætning i 10. bog, som stadig ikke er udkommet, er skrevet ned og gemt væk i et pengeskab.

- Misbrug af magt er temaet i hele serien om Afdeling Q. Det er noget af det mest forfærdelige. Magt er en god ting, hvis magten bliver brugt godt. Hvis den magtfulde person har empati, og hvis vedkommende vil det gode, lyder det fra Jussi Adler-Olsen.

Jussi Adler-Olsen holder sig fra andre krimier eller thrillerbøger, når man skriver sine egne bøger. Men hvis han ser en dårlig film på tv, kan han nogle gange lave sin helt egen slutning. - Nogle gange kan det være genialt, så jeg skriver det ned, siger han. (Foto: Stine Bidstrup © RITZAU/SCANPIX)

Det er tydeligt, at det er et velbetalt job at hedde Jussi Adler-Olsen.

Derfor kunne man tro, at forfatteren, der også har effekt på store udenlandske forlags regnskaber, ville mene, at pengene lå bedst i egen lomme. Men sådan er det ikke. For den utæmmede liberalisme og tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen er ikke blandt det, han holder mest af.

- Anders Fogh Rasmussen lavede vores samfund om og sørgede for, at liberalismen tog sit indtog med en masse konsekvenser. Der kom spilliberalisering, som førte til ludomani. Der kom kviklån, så folk falder ned i den allerdybeste armod, mens man kan kigge med i ’Luksusfælden’. Der kom en krig, der blev stoppet. Og imens har vi fået reality-shows, hvor man boller i et badekar, og hvor alt falder til jorden.

- Der er intet til hinder for, hvad folk gør længere. Se i Japan, hvor folk kommer til skade i reality-tv. Og nu kan jeg forstå, at verdens mest sete tv-serie netop handler om det, siger han og henviser til 'Squid Game' og fortsætter:

- De gamle dyder som troskab, loyalitet, empati og respekt for hinanden er fuldstændig væk i rigtig mange sammenhænge. Der er så meget dårlig moral, så det har været en nem disposition, jeg har haft, siger han.

Kom ud af mig-kulturen

Helt konkret er det blevet til nøjagtig 18 eksempler af dårlig moral og etik i bogen. Det var allerede skrevet ned for længe siden, ligesom alle temaerne fra de andre Afdeling Q-bøger.

Og ifølge Adler-Olsen har der aldrig været så meget dårlig moral og etik, som han har kunnet lade sig inspirere af, som der er nu.

Så du har et budskab med det, du skriver?

- Ja. Hold da op, for helvede, med at tillade hvad som helst. Det er hovedløst og dumt. Hold dog op! Det kan godt være, at liberalisering af spilmarkedet, ludomani og kviklån betyder flere penge i statskassen, men staten skal ikke tjene penge på noget, der smadrer mennesker. Så hold op med det.

Men Anders Fogh Rasmussen ville vel give flere muligheden for selv at træffe et frit valg. Så hvorfor kan du ikke bare være ligeglad og lade andre vælge det, som de synes, er bedst for dem?

- Nu er du inde i mig-kulturen, og det er ikke det samfund, jeg er vokset op i. Man skal ikke være ligeglad med nogen. Det er skidt – specielt, hvis man kan se, hvad årsagen er til, at nogen har det skidt. Du skal da ikke være ligeglad med din næste.

- Der vil sikkert være rigtig mange unge, der ikke forstår, hvad jeg snakker om, fordi de er vokset op efter 2001. Men vi risikerer alle at blive meget ensomme, hvis vi er ligeglade med tiggeren på gaden, eller hvis vi er ligeglad med at vores nærmeste bliver indlagt, fordi han eller hun er syg.

Jussi Adler-Olsen har skrevet samtlige bøger af Afdeling Q på samme tastatur. Den eneste reparation, det har fået, er at få gamle madkrummer ud ved at vende tastaturet på hovedet og ryste det lidt, fortæller han. (Foto: Stine Bidstrup © RITZAU/SCANPIX)

Har nemt ved at komme ud af det mørke univers

Efter at have brugt de sidste 16 år på at udtænke mord og hævnangreb i forbindelse med de indtil videre ni thrillerbøger, er man fristet til at tro, at Jussi Adler-Olsen har god kontakt til det mindre sympatiske eller måske ligefrem onde i mennesket.

Men ifølge ham selv er der ikke det onde i ham, der får ham til at skrive.

Han læser ikke andre krimier, fordi så risikerer han at blive beskyldt for at kopiere. I stedet finder han de mørke historier i alt det, der sker i verden.

- Den, der ikke har det mørke i sig, har ikke set nyheder grundigt nok. Verden er jo et forfærdeligt sted, og mine historier er jo bare milde i forhold til det, der sker derude, siger han.

Men er det ikke hårdt at være i hele tiden, når du har udtænkt plot og drab i så mange år?

- Altså sådan er mit forfatterskab ikke. Det fylder måske 15 procent af min tid. Og i virkeligheden måske mindre end 15 procent. Jeg er altid meget koncentreret, når jeg arbejder, og når jeg rejser mig fra min stol, er jeg helt ude af det igen. Så laver jeg alt muligt andet. Jeg investerer i ejendomme, istandsætter, spiller og er en god ven og en familiefar. Meget af min tid går faktisk med det.

I gang med 10. og sidste bind

Træt af drab er han heller ikke nu.

For selvom han i de her dage er i gang med at malke julesalget under Bogforum i København med signeringer og hilsner i den frisktrykte bog på 464 sider, så er han allerede i fuld gang med at lave den allersidste bog om Afdeling Q.

I de seneste dage op til udgivelsen har han besøgt flere fængsler. Han har dykket ned retssystemer: Forsvarsdelen, anklagerdelen, hvordan det påvirker en, hvis man er trængt eller hårdt ramt. Han har talt med mennesker, der har begået voldsomme forbrydelser, fængselsbetjente, talt med chefanklagere og efterforskere fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Spørgsmålet er så, hvornår 10. bind er færdig.

- Det skal helst være snart. Det skal ikke være om to år. Det orker jeg ikke. Jeg er 71 år nu.

Så afslutningen kommer næste år?

- Det kunne være fantastisk. Men jeg lover ikke noget. Jeg håber, det bliver inden for et år, siger han.

Men bliver det ikke svært for dig at sige farvel til de her personer, efter alle de år?

- Du skal læse den sidste sætning i Afdeling Q-10, så vil du forstå.

Jussi Adler-Olsens ’Natrium Chlorid’ udkom i torsdags.

(© JP/Politikens Forlag)
FacebookTwitter