Danmarks største sangbog skaber debat: Hvorfor er disse sange ikke med?

Højskoleforstander kritiserer det udvalg, han selv har været en del af.

19. udgave af Højskolesangbogen udkommer i dag, den 12. november. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Det er ikke så tit, at der kommer en ny version af Højskolesangbogen.

Men når der gør, så bliver der lagt mærke til det, for der er rigtig mange, der har en holdning til, hvilke sange, der skal med i den danske bibel inden for fællessang.

19. udgave er på gaden i dag, og den har skabt en debat om, hvorvidt det nu også var det rigtige at tage 'Ramadan i København' med, og om det ikke er ærgerligt, at Shu-bi-duas 'Danmark' er skrottet.

- Der er noget interessant i at bruge ironi og humor til at beskrive noget historisk, som Shu-bi-dua gør, så jeg synes, at 'Danmark' skulle have været med igen, siger Jakob Bonderup.

Han er forstander på Engelsholm Højskole og sad med i det udvalg, der valgte sangene til den forrige udgave af Højskolesangbogen.

- Men det er uheldig timing for udvalget, for de har jo taget beslutningen om at tage sangen ud af bogen for længe siden, siger han med henvisning til den tidligere Shu-bi-dia-forsanger Michael Bundesens død i søndags.

- Med hensyn til 'Ramadan i Danmark', så synes jeg, det er ærgerligt, at det er den sang, der bliver diskuteret så meget, for selvfølgelig kan man da have den med, selv om versefødderne ikke er konsekvente, og det er lidt dårligt håndværk, siger Jakob Bonderup.

Hvad med Love Shop? Og Depeche Mode?

Højskoleforstanderen er ikke længere med i udvalget og har dermed fulgt de seneste års arbejde med udvælgelsen af sangene fra sidelinjen.

Og han undrer sig over flere ting.

Helt konkret over, hvorfor numre som 'Enjoy the Silence' og 'En nat bliver det sommer' ikke er med.

For lige præcis de to numre er ekstremt populære på højskolerne, kan Jakob Bonderup konstatere, når han via sit hverv som forstander, og titel af tidligere medlem af Højskolesangbogen-udvalget, rejser rundt til diverse højskoler og blandt andet er med til at arrangere fællessang.

Og klassikerne fra henholdsvis Depeche Mode og Love Shop ville ifølge Jakob Bonderup have været med, hvis medlemmerne af udvalget havde haft lige så meget mere føling med, hvad der bliver sunget.

- Det bekymrer mig, at de ikke har haft en bedre kontakt til højskoleungdommen. Hvis de havde haft det, så kunne man have testet sangene løbende for at høre, om de fungerer, siger Jakob Bonderup.

Han påpeger, at kun ét af de seks medlemmer i udvalget, nemlig Søren Launbjerg, har sin daglige gang på Den Internationale Højskole.

Og nuværende formand Jørgen Carlsen har været højskoleforstander i mange år, men stoppede i 2017, pointerer Jakob Bonderup.

- De har ingen daglig berøring med nutidens højskole, siger han.

- Højskolesangbogen er selvfølgelig ekstremt vigtig i mit erhverv. Det er en slags åndelig og poetisk personalehåndbog, som vi tager afsæt i hver dag, når vi går på arbejde. Det er også derfor, at jeg er lidt bekymret.

Udvalget, der vælger og fravælger sange til Højskolesangbogen. Fra venstre: Anne Odgård Eyerman, Søren Launbjerg, Dy Plambeck, Jørgen Carlsen (formand), Mette Sanggaard og Mathias Hammer. (© Forlaget Højskolerne)

Medlemmer med dybe højskolerødder

Anne Odgård Eyermann er et af de seks medlemmer i Højskolesangbogen-udvalget og forklarer overfor Radio4 fravalget af 'Danmark' med, at den sang har haft sin tid, og udvalget "ikke synes, det er en spændende og god nok sang".

Om de førnævnte numre fra Love Shop og Depeche Mode siger hun:

- Vi har vurderet over 10.000 titler. Det er et stort puslespil, hvor vi vejer for og imod, før det hele falder på plads, så det er svært at gå ind i en begrundelse af, hvorfor de enkelte titler er valgt til eller fra, siger Anne Odgård Eyermann, der til daglig arbejder som kirkemusiker og korleder og som tidligere har været højskolelærer.

Hun har ligesom flere andre udvalgsmedlemmer "dybe rødder i højskolebevægelsen", mener Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening, som udpeger medlemmerne af udvalget.

Formanden mener ikke, at Jakob Bonderup har ret, når han siger, at medlemmerne ikke har nok føling med, hvad der rører sig på højskolerne.

- Jørgen Carlsen var lige akkurat stoppet på Testrup Højskole efter en lang karriere som forstander, da han begyndte arbejdet i udvalget. Søren Launbjerg har masser af kontakter i højskoleverdenen, og Mette Sanggaard har som forstander på en efterskole og tidligere næstformand i Efterskoleforeningen masser af berøring med de unge brugere af Højskolesangbogen, siger Lisbeth Trinskjær og understreger:

- Så jeg er simpelthen ikke enig med Jakob Bonderup.

19. udgave af 'Højskolesangbogen' er indtil videre trykt i 120.000 eksemplarer. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Først køn, så alder

Lisbeth Trinskjær uddyber, at der i nedsættelsen af udvalget også har været andre fokuspunkter end et alenlangt højskole-cv.

- Man skal huske, at Højskolesangbogen ikke kun er forbeholdt højskolerne. Der er mange andre, der føler et ejerskab for bogen, siger Folkehøjskolernes Forenings formand.

Blandt andet efterskolerne, men også folk, der bruger bogen i kirkelige, intellektuelle og folkelige sammenhænge. Og til arrangementer med børn og unge, som ikke nødvendigvis er i kontakt med højskolerne.

- Så vi har nedsat et udvalg, der har kontakt til så mange forskellige brugere af sangbogen som muligt, og der har været rigtig mange involveret i udvælgelsen af sangene, siger Lisbeth Trinskjær.

- Og højskolerne er altså blevet spurgt om, hvilke sange de ville have med, så jeg synes generelt, at vi er godt dækket ind.

Et andet fokus for bestyrelsen i Folkehøjskolernes Forening har været køn.

Derfor er der i udvalget bag den 19. udgave af Højskolesangbogen tre kvinder og tre mænd. I det sidste udvalg var der en kvinde og syv mænd.

Det anerkender Jakob Bonderup fuldt ud som et vigtigt fokus, men han holder fast i sin kritik af sammensætningen af det nuværende udvalg.

- Der er gode folk med, men man kan jo også godt sammensætte et fodboldhold af dygtige spillere, uden at det nødvendigvis bliver et godt hold, siger højskoleforstanderen, der savner mere end en tættere kontakt til højskoleverdenen.

- Der burde have være mindst et yngre medlem, som måske var under 30 år.

Her er Lisbeth Trinskjær enig.

- Det nuværende udvalg er betydeligt yngre end tidligere, og de har formået at vælge sange, der er skrevet af betydeligt yngre kunstnere end i den forrige sangbog. Men det kunne måske være meget godt med nogle endnu yngre medlemmer i næste udvalg.

Udvalget bag den 19. udgave af Højskolesangbogen er nu opløst, og der bliver nedsat et nyt, når bogen skal opdateres igen.

Facebook
Twitter