Dansk forfatter forlod ung kvinde i sølet for ni år siden. Nu får hun en chance til

Ida Jessen har ladet karakteren Manne genopstå i sin nye roman 'Telefon, efter at hun sidst blev set i de populære bøger om nordjyske Hvium.

efter ni års pause har Ida Jessen genoplivet kvinden Manne i sin nye roman: - Jeg tror, det er det, jeg ventede på: At jeg kunne se hende på en måde, hvor jeg ikke havde noget for med hende. At jeg ikke kom med et helt læs ord og hældte ud over hende. At nu skulle hun have en sød kæreste eller gå glad på arbejde… nej!

I 2009 satte Ida Jessen sidste punktum i romanen ’Børnene’.

Det var den sidste bog i trilogien om den fiktive landsby Hvium i Nordjylland. Og Ida Jessen havde virkelig ikke lyst til at skrive mere om den egn. Om de karakterer.

Men nu, efter ni år og fire andre bøger, kommer den usikre og ensomme kvinde Manne pludselig igen i kontakt præsten Lisa fra Hvium: Manne får simpelthen en chance til i Ida Jessens nye roman ’Telefon’, der netop er udkommet.

Ingenting er endeligt

- Når jeg var ude og holde foredrag om ’Børnene’ spurgte folk, om der ville komme flere bøger. Jeg sagde: Måske om ti år. Jeg havde virkelig ikke lyst til at fortsætte. Men så tænkte jeg også, at noget ikke var gjort færdigt endnu, siger Ida Jessen i Skønlitteratur på P1.

I Hvium-bøgerne kæmper den unge kvinde Manne med kæmpe problemer, samtidig med at hun er barnepige i præsten Lisas hjem.

I et fatalt kapitel lader Lisa sin 7-årige søn Gustav tage sin nye cykel ned til en af sine venner. Gustav bliver kørt ned på vejen – og efterladt døende af en flugtbilist. Dén flugtbilist er Mannes store forelskelse, den gifte Albin. Og Manne sidder ved siden af i bilen.

Gustavs død giver Manne endnu flere problemer, som aldrig bliver løst i Hvium-trilogien:

- Nu havde jeg skrevet om hende i tre bøger, og jeg tænkte: Har jeg kun lavet hende for, at hun skal have det forfærdeligt? siger Ida Jessen.

- Det ligger som et potentiale i alle mennesker, at ingenting er endeligt. Det er det heller ikke for Manne.

Ventede på ikke at ville noget med hende

Ida Jessen talte med flere mennesker om, hvad der skulle blive af den unge kvinde i hendes bøger.

På et tidspunkt ledte forfatteren endda efter en fiktiv person, der kunne kunne trække Manne ud af ulykkerne som hendes søde kæreste.

Men for et par år siden fandt Ida Jessen ud af, at Manne var endt et andet sted: den fiktive kvinde havde i Ida Jessens hoved trukket sig væk fra samfundet for at undgå andres begær og ambitioner.

- Jeg tror, det er det, jeg ventede på: At jeg kunne se hende på en måde, hvor jeg ikke havde noget for med hende. At jeg ikke kom med et helt læs ord og hældte ud over hende. At nu skulle hun have en sød kæreste eller gå glad på arbejde… nej!, siger Ida Jessen.

Her, fra et rodet eneboerhjem på randen af selvmord, ringer Manne i den nye roman, 'Telefon', til en hjælpelinje for at tale med nogen. I den anden ende af linjen er det den forhenværende præst Lisa, der svarer.

- Det her er en bog, som meget handler om, hvordan man forholder sig til 'de andre', siger Ida Jessen.

- Set med omverdenens øjne er Manne jo nærmest på posedame-stadiet. Men det er hun ikke med mine øjne.

Hun vil ikke love, at Manne kommer igen efter 'Telefon’- men heller ikke, at der er lagt på for sidste gang:

- Jeg kan ikke svare på, om hun komme til at dukke op mere. Det må jeg hellere lade være med at svare på.

Ida Jessen

  • Født 1964. Debuterede i 1989 med novellesamlingen 'Under sten'.

  • Fik sit sitre, folkelige gennembrud med bøgerne i Hvilsom-trilogien, der kom i 2001-2009: 'Den der lyver', 'Det første jeg tænker på' og 'Børnene'.

  • Ida Jessen har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange. Hun har modtaget både De Gyldne Laurbær, Søren Gyldendal Prisen, BG Banks Litteraturpris, Montanas Litteraturpris og DR Romanprisen.

  • Kilde: litteratursiden.dk

Facebook
Twitter