Susse er midt i halvtredserne, fængselspræst og kørt fast i ægteskabet med Mugge.

Da Mugge kommer på den ide, at de skal købe en båd og tage ud på eventyr, protesterer Susse. Men hun ender alligevel ombord på et sejlende 38 fods mareridt med sin mand.

- Jeg købte selv en båd efter at have læst Troels Kløvedals bog 'Kærligheden, kildevandet og det blå ocean'. Det var en kæmpe fejltagelse. Det var slet ikke mig at komme ud på det iskolde hav og i øvrigt bruge alt for meget tid på at slibe og lakere, konstaterer forfatter Kim Fupz Aakeson.

Det er ham, der har skabt Susse. Fængselspræsten er hovedperson i hans niende roman 'Bådens navn'.

- Susse er skuffet over voksenlivet. Når man er ung, drømmer man grådigt og stort, men levet liv er noget andet. Der er børn at passe, madpakker at smøre, og der skal tjenes penge til huslejen, forklarer Kim Fupz Aakeson.

Et øjeblik uden kontrol

Mens Susse og Mogens er ude at sejle, sker der noget, som gør det svært for Susse at tilgive sig selv.

- Det var tanken om et øjebliks utilregnelighed, der satte mig i gang med romanen. Det øjeblik, hvor sex, raseri eller andet får lov at tage over. Det er imponerende, når det sker i et samfund, hvor vi normalt er så kontrollerede, som her, siger forfatteren.

Og så står fængselspræsten, som hver dag arbejder med skyld, skam og tilgivelse hos de indsatte, pludselig i en situation, hvor hun selv er den, der skal bearbejde sin egen forfærdelige handling.

Fik 'morgenkaffe' som straf

- Jeg har talt med flere fængselspræster, som har fortalt om de forløb, de har haft med indsatte. Deres arbejde handler i høj grad om skyld og skam. Når folk kommer i fængsel, er der tid og ro til at gro en samvittighed igen og tænke på alle dem, man har svigtet.

Hvis man skal konkludere ud fra de indsatte, så er der mange strategier for at leve med det dårlige, man har gjort.

- Jeg hørte om en indsat, der fik sin straf fra de andre fanger i form af 'morgenkaffe'. Han fik hældt skoldhed kaffe ud over sig. Men han fandt sig i det, for det syntes han, var fair nok, fortæller Kim Fupz Aakeson.

Susse skal ligesom de indsatte finde sin strategi til at leve med det, hun har gjort.

Tilgivelse vasker tavlen ren

- Vi har en form for konsensus om, at tilgivelse er godt. Det er ophøjet og Nelson Mandela'sk, sådan bør vi være, siger Kim Fupz Aakeson og henviser til Det Nye Testamentes vægt på tilgivelse frem for hævn.

- Nogle gange tænker jeg, om ikke det går for stærkt med den tilgivelse. Det er sådan en refleks. Tilgivelsen fritager gerningsmanden for at tænke mere over sine handlinger, tavlen bliver vasket ren, du er tilgivet, det er fint nok.

Forfatteren efterlyser, at der nogle gange kunne gå længere tid, inden omgivelserne forventer, at parterne får tilgivelsen på plads og kommer videre.

- Tilgivelsen fratager jo også offeret retten til at være offer, fordi nu er der ren tavle. Det kan godt være, at man stadig går med knude i maven eller ikke kan sove. Tænker, at det her skete, og det var ikke ok, og det er det stadig ikke.

Mere tålmodighed med processen

Men hvad skal vi så stille op i stedet for at sætte en streg i sandet og få en hurtig tilgivelse udvekslet mellem offer og gerningsmand.

- Vi er ofte utålmodige med den slags processer. Så måske skulle vi have længere forløb, hvor skylden over handlingen, og vreden over at være offer, lever ved siden af hinanden.

- Hvor vi både rummer en accept af, at det ikke var i orden, det, du blev udsat for, og det, jeg gjorde. Samtidig med, vi lever videre herfra. En slags mellemstadie, mener Kim Fupz Aakeson.