De fleste gør det, men ingen taler om det. Nyt teaterstykke vil udfordre porno-skammen

Aalborg Teater vil bruge nordjydernes forhold til porno i forestillingen ’Porno for begyndere’.

Teaterinstruktør Martin Nyborg mener, at teatret bør være 'kronisk tiltrukket af det tabuiserede'. (© Aalborg Teater)

At dømme ud fra den massive trafik og antallet af klik, som de mange pornohjemmesider påstås at have, så bliver der set rigtig meget porno. Også i danske hjem.

Men det er næppe noget, de fleste taler om henover middagsbordet eller til kaffe med vennerne.

Det vil teaterinstruktør Marin Nyborg forsøge at skubbe til med en ny forestilling på Aalborg Teater. I stykket skal indgå autentiske fortællinger om almindelige nordjyders forhold til porno.

- Der er ekstremt mange, der har et forbrug af porno, specielt mænd, men faktisk også flere kvinder, end jeg troede, siger Martin Nyborg, som fik ideen til stykket, da han var ved at afslutte sin uddannelse som teaterinstruktør.

Han var optaget af emnet selviscenesættelse, og det ledte til, at han fik lyst til at undersøge nogle af de ting, som vi mennesker ikke taler åbent om med hinanden. Porno slog ham som et oplagt emne.

Populære pornosamtaler

- Hvad er porno et symptom på, og hvorfor har vi brug for det massive forbrug af porno?

De spørgsmål har været udgangspunktet for Martin Nyborg, som startede med at invitere folk på middag for at tale om deres forhold til porno. Det var både venner og bekendte, men også folk, han ikke kendte.

- Det var åbne samtaler, hvor de fleste startede med at tænke, at de nok ikke havde så meget at sige om emnet. Men efterhånden som der kom flere og flere sandheder på bordet, så blev det nogle ret dybe samtaler om seksualitet og porno, fortæller han.

- Bagefter kom folk og spurgte, om de ikke kunne komme til middag. Rygtet om det havde bredt sig. Og så tænkte jeg, at det var spændende – og jeg begyndte at undersøge, hvor mange der rent faktisk ser porno, fortæller han.

Dominans og homoseksualitet

Skammen over at se porno og et ønske om at ens forældre havde talt åbent om, var nogle af de tanker, som Martin Nyborgs middagsgæster delte med ham.

Han oplevede også, at samtalerne fik enkelte mænd til at sætte spørgsmålstegn ved deres egen seksualitet, fordi de fx godt kunne lide at se porno med homoseksuelle.

- Jeg havde også en middag med kvinder, der handlede om dominans. Og her var der konsensus om, at det var svært for dem at indrømme, at det var noget, de godt kunne tænde på som moderne, frigjorte kvinder, fortæller han.

- Det overraskede mig også, hvor meget der bliver løjet – og så bagefter indrømmet, siger han og fortæller, at der til samtalerne ofte var en person, som gik forrest og var med til at rykke grænserne for, hvad der var tilladt at tale om.

At fortælle den ægte sandhed

Martin Nyborg er nu i gang med at indsamle bidrag fra nordjyderne, som skal indgå i forestillingen ’Porno for begyndere’, der har premiere på Aalborg Teater den 16. maj.

Nordjydernes egne fortællinger skal indgå i forestillingen, der bindes sammen af en historie om en kvinde, som mister sin far. Det viser sig, at han har været en slags ’pornopioner’ i Danmark og var en del af miljøet omkring frigivelsen af porno i 1969.

Kvinden spilles af Marie Knudsen Fogh, som mener, at forestillingens emne er særligt vigtig her i selviscenesættelsens guldalder.

Marie Knudsen Fogh, Martin Nyborg og Jens Christian Led talte med Jørgen Dissing om 'Porno for begyndere' på litteraturfestivalen Ordkraft i Aalborg forleden. (Foto: Michelle From Hoxer)

- For mig handler det om, hvor meget vi lægger låg på os selv og hvor puritanske, det gør os. Vores seksuelle lyster er ikke en del af den polerede billeder af os selv, som vi er ved at lave, siger hun.

- Lige nu er min Facebook, Instagram og Snapchat sandheden om mig, for den kan jeg selv styre. Derfor er det vigtigt, at vi begynder at fortælle den ægte sandhed om os selv. Ellers får vi sværere ved at kigge hinanden i øjnene.

Lukke beholderen op

Teatrets chefdramaturg Jens Christian Led fortæller, at forestillingen på grund af dets emne sættes lidt anderledes op end tidligere stykker på Borgerscenen, hvor borgerne selv plejer at stå på scenen. Her har de tidligere haft folk med Downs Syndrom, grønlandske aalborgensere og hjemvendte soldater på scenen.

Men med ’Porno for begyndere’ nøjes de med at lade lydoptagelser indgå i stykket, da de på grund af emnets karakter ikke forventer, at det er noget, folk vil stå frem og tale om.

Jens Christian Led sammenligner den manglende åbenhed omkring vores pornoforbrug med en ’lukket beholder, hvor alt bliver tilladt’

- Det er enormt interessant og pirrende at få den der beholder lukket op. Hvad er det egentlig, der er i gang med det der porno – og hvorfor bliver det mere og mere?

Interesserede nordjyder kan henvende sig Aalborg Teater, hvis de har lyst til at fortælle om deres erfaringer med porno.

Facebook
Twitter