De storhittede med Tove Ditlevsen-show: Nu hylder dansk teater-sensation de kvindelige forfattere

Sort Samvittighed har fundet tekster fra de seneste 100 år til deres nye stykke.

Sort Samvittighed har tidligere lavet to populære teaterforestillinger; en om Anne Linnet og en om Tove Ditlevsen. Nu er de klar med deres tredje, som de kalder en 'collage'. (Foto: Cathrine Zorn)

Hvad har kvindelige, danske forfattere skrevet om parforhold gennem de seneste 100 år?

Dét spørgsmål har det succesfulde kunstnerkollektiv Sort Samvittighed sat sig for at undersøge. Og resultatet, som har fået titlen 'I et forhold', har premiere i dag, fredag den 8. marts - på Kvindernes Internationale Kampdag.

- Parforholdet er stadig et stort mysterium, og der er så mange spørgsmål forbundet med den kærlighed, som strækker sig over tid; som er forpligtende, og som bringer det bedste og det værste frem i os mennesker, forklarer Elisa Kragerup, der er Sort Samvittigheds instruktør.

Sammen med dramaturg Leila Vestgaard mødes vi en formiddag på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, hvor forestillingen spiller, og hvor Elisa Kragerup også er direktør og kunstnerisk leder.

Her i det store, lyse øvelokale har de ni medlemmer af gruppen, alle kvinder, brugt mange timer på at sammensætte og øve tekster til forestillingen, som er deres tredje forestilling sammen.

Et fællesskabsspor

Sort Samvittighed har udviklet sig til en sensation i dansk teater, siden gruppen kom til verden for ti år siden, og deres to første forestillinger er nogle af de allerstørste scenesucceser i dette årti.

'Hvid magi' var en ren musikforestilling med fortolkninger af Anne Linnet-sange, og i 'Tove! Tove! Tove!' behandlede de forfatteren Tove Ditlevsens tekster. Begge stykker fik flere fornemme priser og er blevet genopsat flere gange.

- Hvis vi skulle gå ud i nyt land nu, så skulle vi måske ikke tolke en enkelt kunstners værk, men netop arbejde med et flerstemmigt udgangspunkt. Altså, hvad har mange gode stemmer sagt om en tematik, siger Elisa Kragerup.

Hun har to gange modtaget en Reumert-pris som 'Årets instruktør', og i 2015 modtog hun Kronprinsparrets kulturpris for 'sin nyskabende tilgang og evne til at gøre det mellemmenneskelige stærkt i skuespillene, hun instruerer'.

Dramaturg Leila Vestgaard forklarer, at Sort Samvittigheds kollektive arbejdsproces og temaet i den nye forestilling også hænger sammen.

- Én ting er romantisk kærlighed, men det er også beslægtet med det fællesskabsspor, vi har arbejdet i. For os som gruppe har det betydet enormt meget at opdage, hvad man kan i et fællesskab, og hvor vigtigt det er for os, fordi det både rammesætter og sætter os fri. Når kærligheden er god, gør den det samme.

Glæden ved god tekst

Elisa Kragerup fortæller, at det har været en helt ny udfordring for gruppen at få tekster af forskellige forfattere til at spille sammen.

- Men på en måde ligger det også i forlængelse af vores arbejde med Tove Ditlevsen, hvor vi bevægede os ud i det litterære land, siger hun.

Og Leila Vestgaard supplerer:

- Dér opdagede vi jo glæden ved en god tekst, og hvad den faktisk kan gøre.

At en tekst er god at læse er ikke ensbetydende med, at den også fungerer på en scene. Her er der brug for en tydelig situation og en klar karakter, forklarer Elisa Kragerup.

Det har de for eksempel fundet i Stine Pilgaards roman 'Min mor siger', hvor hovedpersonen kæmper med at få sagt ordene 'jeg elsker dig' til sin kæreste.

- Hun har alle mulige tanker om, hvordan det kunne gå galt. Det er et godt, lille dramatisk forløb, man som publikum hurtigt kan forstå. Og det er en situation, vi som gruppe kan lave et teatralsk greb på og fremføre i et rum.

Leverpostej og østers

Ligesom med de to foregående stykker, så indeholder 'I et forhold' også masser af musik, vilde kostumer og kraftig makeup.

- Vi beskæftiger os med nogle karakterer, som er ret ekspressive i deres fremtoning. Nogle gange kan det helt hverdagsnære blive mere interessant, når det støder sammen med ekspressiv makeup og kostumer, siger Elisa Kragerup.

Bag hende hænger skitserne til en række iøjnefaldende kostumer, flest med glimmer, tyl og flotte farver, men der har også sneget sig en langhåret sag ind, som de selv sammenligner med Chewbacca fra 'Star Wars'.

  • Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Signe Egholm Olsen, Lila Nobel og Kitt Maiken Mortensen er de fem skuespillere på scenen. (Foto: Cathrine Zorn © Betty Nansen)
  • Deres kraftige og ensartede makeup gør det svært at skelne dem fra hinanden - og det er helt med vilje. (Foto: Cathrine Zorn © Betty Nansen)
  • Musik spiller en stor rolle i Sort Samvittigheds univers, og i 'I et forhold' giver de fem skuespillere den blandt andet som blæseorkester. (Foto: Cathrine Zorn © Betty Nansen)
1 / 3

I de 15-20 udvalgte tekster, som er med i stykket, er der også stor spredning, fra det helt hverdagsnære til det ekstremt ekstravagante.

Der er både et Lone Hørslev-digt om at starte dagen med at skrælle skorpen af leverpostejen og en Naja Marie Aidt-novelle, hvor hovedpersonen powershopper skaldyr.

- Det er hverdagen over for den der nye, vanvittige forelskelse. Og sådan nogle sammenstød er der, siger Elisa Kragerup.

Dele en begejstring

Både hun og Leila Vestgaard håber, at forestillingen vil gøre publikum nysgerrige på de forskellige forfattere, hvis tekster er med. For Elisa Kragerup og Leila Vestgaard har arbejdet med forestillingen også åbnet deres øjne for nye, kvindelige forfattere.

- Der mangler jo repræsentation af en del kvindelige forfattere gennem historien, og hvis vi kan være med til at lyse på dem, er det bare dejligt, siger Elisa Kragerup.

Det er ikke tilfældigt, at Sort Samvittighed har valgt at fortolke værker af kvindelige kunstnere, og at premieredatoen på 'I et forhold' falder den 8. marts.

Men det er ikke et feministisk projekt, der handler om at udelukke mænd, forklarer Leila Vestgaard.

- Hvis vi har et projekt, så tror jeg, det handler om at dele en begejstring for noget; at man kan gå på opdagelse i litteraturen og blive klogere på menneskelige tilstande. Og det kan man blive ved med hele livet.