'Dér tog han Danmark med storm': Her er 5 af Johannes Møllehaves allerbedste bøger

Johannes Møllehave skrev over 100 bøger. Her er fem af dem, du bør starte med at læse.

Forfatter og præst Johannes Møllehave døde i går, mandag, på plejehjem. Han blev 84 år gammel. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

- Først og fremmest var Johannes et fyrværkeri af ord. Og det er ment i allerbedste betydning.

Sådan karakteriserer Ole Sønnichsen forfatteren, præsten og foredragsholderen Johannes Møllehave, der døde i går. 84 år gammel.

Ole Sønnichsen er forlagsredaktør ved Lindhardt & Ringhof, som har udgivet flere af Johannes Møllehaves bøger, og han er skribent bag biografien 'Møllehave – Jagten på lyset og kærligheden' fra 2010, som sidste år blev genudgivet i en revideret udgave.

Og Ole Sønnichsen mener, at Danmark i går mistede en kulturperson med en helt unik evne.

- Hans evne til at fortælle og gøre os nysgerrige på det, han fortalte om, var helt formidabel. Han havde talentet til at få personligheder som Fjodor Dostojevskij, Storm P og H.C. Andersen til at fremstå så skarpe, nærværende og levende, at man ville vide endnu mere om dem. Den energi var så beundringsværdig, siger Ole Sønnichsen.

Han fortæller, at Johannes Møllehave i sin storhedstid havde en foredragsliste på 48 forskellige emner og personligheder, som han var betaget af, og som han præsenterede til foredrag rundt i landet.

Og han kunne det helt ned til fingerspidserne.

- Hans største ønske var, at vi alle fik den samme oplevelse, som han havde haft ved at læse en forfatter, se en film eller opleve et teaterstykke, siger Ole Sønnichsen.

Vi har bedt Ole Sønnichsen om at sortere lidt i den massive fyrværkeripakke af ord og udvælge fem af de mest betydningsfulde og interessante bøger, Johannes Møllehave selv skrev eller medvirkede i.

Selvom en udvælgelse blandt over 100 bøger nødvendigvis vil sortere gode bøger fra, som burde have været med, så giver han her sit bud på bøger, der viser, hvor bredt Johannes Møllehave kunne favne.

1

'På myrens fodsti'

'På myrens fodsti' er udgivet af Lindhardt & Ringhof.

- Denne bog er hans debut som forfatter og samtidig et erindringsværk. Han tog Danmark med storm med den bog, der sætter sig i barnets perspektiv og giver en erindringsskildring i børnehøjde.

- Bogen er helt sublimt skrevet, og den får læseren til at tænke over ens egen barndom. Bogen er en af de mange erindringsbøger, han lavede, men den man bør starte med. Det giver et indblik i ham som person, men viser også, hvor ekvilibristisk hans sprog var.

2

'Læsehest med æselører'

'Læsehest med æselører' er udgivet af Lindhardt & Ringhof.

- Denne type bøger lavede han mange af, og det viser netop hans evne til at fortælle om andre af de store forfattere og kulturpersonligheder. I denne bog fortalte han om de danske bøger, som han havde haft gode oplevelser med, og her formidler han den glæde videre.

- Hvis man skal læse hans forfatterskab, bør man også læse om de forfattere, han selv læste, og hvad de læseoplevelser har betydet for ham, siger Ole Sønnichsen.

3

'Det ender godt'

'Den ender godt' er udgivet på Kristeligt Dagblads Forlag.

- Erik Bjerager (chefredaktør på Kristeligt Dagblad) stod bag denne samtalebog med Johannes Møllehave, der kom ret sent i Johannes' liv. Det er en fantastisk bog, der handler om et de helt svære emner: døden.

- I bogen sætter Johannes ord på døden, sorgen og det at miste kærligheden. Det er han virkelig mester i. Han kan tale om lette og tunge ting helt uden besvær. Bogen giver håb på mange måder og står som en af de væsentlige i hans virke, fordi den siger meget om, hvad han kunne som person og som præst.

4

'Børnebibelen'

'Børnebibelen' er udgivet af Bibelselskabet og illustreret af Charlotte Pardi.

- Johannes Møllehave var præst, og troen og interessen for bibelen går naturligvis igen i det, han foretog sig. 'Børnebibelen' er noget, som mange giver i dåbsgave, og derfor er det også det første bekendtskab, børn får med Johannes Møllehave.

- Det er en slags gengivelse af kristendommens grundfortælling og nogle af bibelens vigtigste beretninger, som han genfortæller med sine egne ord i et letforståeligt sprog.

5

'Det skal mærkes at vi lever'

'Det skal mærkes at vi lever' er udgivet på JP/Politikens Forlag.

- Denne bog er svær at komme udenom, fordi det er samtalebogen, der var startskuddet på genren i Danmark, men primært fordi det var to af de store nationalikoner, der satte sig ved samme bord og talte sammen – nemlig Johannes Møllehave og Benny Andersen. Det er i sig selv en gave.

- Vi har den nationale fortæller på den ene side og nationaldigteren på den anden, selvom Benny Andersen helst ikke ville kaldes det. Men det var han altså. De to mænd fortæller om livet og de store ting i det, og det er både en god læseoplevelse, men også en rablende oplevelse, fordi Johannes Møllehave hele tiden stjæler billedet fra den lidt mere forsagte digter.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk