"Jeg vil vente med at vise Viggo F. bogen til i morgen. I aften vil jeg være alene med den, for der er ingen, der virkelig forstår, hvilket mirakel den er for mig."

Ordene tilhører Tove Ditlevsen og markerer afslutningen på den anden af hendes tre erindringsbøger, 'Ungdom'.

Bogen var dog ikke kun et mirakel for Tove Ditlevsen selv. Nu udgør den også en vaskeægte litterær solstrålehistorie.

Sammen med Tove Ditlevsens to andre erindringsbøger, 'Barndom' og 'Gift', er 'Ungdom' nemlig blevet udgivet som ét samlet værk i USA med titlen 'The Copenhagen Trilogy'. Det skriver blandt andet The New York Times.

Udover indtoget i USA er en anden Tove Ditlevsen-roman, 'Ansigterne', netop blevet udgivet som en del af Penguin Classics-serien i Storbritannien (med titlen 'The Faces'). Her er københavnertrilogien allerede udgivet.

Det ligger i fin forlængelse af, at vi de sidste ti års tid har set en enorm opblomstring af Tove Ditlevsens forfatterskab i Danmark og Norden, mener vært på 'Skønlitteratur på P1' Nanna Mogensen.

- På den måde giver det god mening, at hun nu når endnu længere ud, siger hun og uddyber:

- 'Ansigterne' er en eksperimenterende modernistisk roman om at være stærkt psykisk syg. Jeg kan ikke komme i tanke om noget andet værk, der beskriver den tilstand bedre end den bog.

Blev betragtet som gammeldags

I USA bliver 'The Copenhagen Trilogy' kaldt "et sublimt og foruroligende værk og portræt af en kunstner, en misbruger og produktet af et skræmmende stort talent" af The New York Times' boganmelder Parul Sehgal.

Samtidig hylder britiske The Guardian 'Ansigterne' som "en velkommen, posthum oversættelse af en storslået roman fra 1968 om en børnebogsforfatters psykiske sygdom".

Men selvom Tove Ditlevsen nu – over 40 år efter sin død – er blevet litterært hot stuff både herhjemme, i Storbritannien og på den anden side af Atlanten, så har man tidligere skullet spejde langt efter dem, der hyldede den danske forfatter, forklarer Nanna Mogensen.

- Da jeg gik på universitetet i sluthalvfemserne, skulle man ikke sige, at man læste Tove Ditlevsen. Dér var hun yt og blev betragtet som banal og gammeldags. Hendes forfatterskab blev betragtet som "damelitteratur".

- Den nye generation af læsere og kritikere kan dog se, at hun er en fremragende forfatter. Hun havde et kæmpe litterært talent og en dybde, man nok ikke tilskrev hende til at begynde med.

Glem alt om Knausgård

Selvom Tove Ditlevsen døde helt tilbage i 1976, er hun i 2021 repræsentant for én af de hotteste litterære trends overhovedet: nemlig autofiktionen. Altså den form for litteratur, hvor forfatteren i varierende grad drysser selvbiografiske elementer ud over en skønlitterær roman.

- Dén genre beherskede Tove Ditlevsen 50 år før nogen andre. Der er ingen grund til at læse seks bind af Karl Ove Knausgårds 'Min kamp' - man kan nøjes med at læse 'Gift' af Tove Ditlevsen, som er 140 sider.

- Det er ikke bare sådan, at hun hælder tarmene ud på papiret. Hun bearbejder det på en virkelig interessant måde og har en virkelig bidende humor, som måske også er underkendt.

Hvorfor når hendes forfatterskab først til Storbritannien og USA nu?

- Det skyldes dels den autofiktive bølge, der også er stor uden for landets grænser. Dels er det bare vanvittigt god litteratur. Og så skriver det sig også ind i tendensen om at give minoriteter og marginaliserede grupper en stemme, siger Nanna Mogensen og slutter:

- Tove Ditlevsen var en kvinde med psykisk sygdom fra arbejderklassen, der både havde et stofmisbrug, massevis af mænd – og et kæmpe litterært talent. Hun tilbyder en anden stemme end den hvide, midaldrende, heteroseksuelle mand, som vi bare har læst så meget af.