'Det er stukket fuldstændig af': Grædende teenagere på TikTok får gammel bog til at hitte verden over

En bestemt bog hitter voldsomt på det sociale medie - og hos boghandlerne.

Et nyt fænomen har spredt sig på TikTok.

Søg på #BookTok, og du vil se teenagere, der ikke danser og synger, men læser og græder.

Og ganske frivilligt.

De har filmet sig selv, mens de læser en bestemt passage fra bogen 'We were liars' (Vi var løgnere) op. Det er en ungdomsbøg skrevet af den 53-årige amerikanske forfatter E. Lockhart.

Og så har de lagt videoklippet på TikTok og tagget det BookTok. Et hashtag, der i skrivende stund er set 7,8 milliarder gange.

Ja, du læste rigtigt. 7,8 milliarder gange.

- Nu har reaktionsvideoer også nået TikTok, og der er mange, der bliver super påvirkede af bogen, når de læser den op. Det fungerer fedt på video og giver folk lyst til at prøve selv, siger en af Danmarks mest populære influencere Rasmus Kolbe, også kendt som Lakserytteren, der selv har 1,2 millioner følgere på sin TikTok-profil 'hellorasmus'

Den amerikanske forfatter E. Lockhart, der rigtigt hedder Emily Jenkins, udgav i 2014 bogen 'We were liars', der i dag storhitter blandt brugerne af TikTok. (Foto: Taylor Hill © 2014 Taylor Hill)

Storsalg og lang kø på bibliotekerne

Der betyder også, at der er blevet rift om den bog, altså 'Vi var løgnere', som der bliver læst op fra. En bog, der kort fortalt følger en ung pige på familieferie, hvor et mysterie langsomt trevles op.

'Kulturen på P1' har uden held forsøgt at låne bogen på bibliotekerne i både København, Aarhus og Odense. På alle biblioteker i de tre kommuner er der kø til bogen.

Hos bogsitet Saxo.com kan man også mærke interessen. Både den engelske og danske udgave af bogen fra E. Lockhart ligger på bestsellerlisterne.

- Vi får mails fra udenlandske forlag, som fortæller, at bogen er stukket fuldstændig af på verdensplan, fortæller Lærke Jürs, der er pr- og kommunikationsansvarlig hos Saxo.com.

'Vi var løgnere' har løbende været på Saxo.com-bestsellerlisterne, der opgøres hver uge, i 2021, og Lærke Jürs lagde første gang mærke til det i februar, hvor hun undrede sig over, at der var så godt salg i en bog fra 2014.

- Der plejer primært at være nyudgivelser på bestsellerlisterne, så jeg begyndte at kigge lidt på det og blev hurtigt ledt frem til TikTok og de her fantastiske videoer af unge mennesker, der deler læseglæde og meget tårevædede videoer.

- Men vi ser også, at andre ældre titler, der pludselig dukker op på bestsellerlisterne, uden at vi selv gør noget, men fordi noget pludselig kører på TikTok, siger Lærke Jürs.

Unge vil gerne læse

Hos Saxo.com ser man ikke overraskende meget positivt på #BookTok-trenden.

- Vi er blevet vant til at høre, at unge ikke har lyst til at læse, så det her er super opløftende, for det viser, at unge gerne vil læse, og at de gerne vil dele anbefalinger med hinanden, siger Lærke Jürs.

Hun understreger, at tendensen med, at en bog pludselig bliver eftertragtet, fordi den bliver brugt til videoer eller omtalt på TikTok, er mest tydelig i USA, men forventningen er, at den vil tage til, også i Danmark.

- Det er noget, vi kommer til at se i højere grad, og jeg kan allerede nu se det på en hel del titler, særligt inden for ungdomslitteratur, at det har en ret kraftig indvirkning på salget hos os.

Influenceren Rasmus Kolbe er blandt andet blevet kendt for sine evner til at tegne og under navnet 'Lakserytteren'. Her ses han på Københavns Rådhus i 2020, hvor han var med til at udbrede kendskabet til FN's 17 Verdensmål på grundskoler og ungdomsuddannelser i Danmark. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

TikTok-tryllestøv over bogbranchen

Frederik Kulager er tech-journalist hos Zetland og finder BookTok-trenden interessant.

- For den viser, hvordan internettet påvirker alle mulige mærkelige nicher i livet. I det her tilfælde drejer det sig om bogsalg, og hvem havde troet, at den her kinesiske underholdnings-app, som er fremmed for mange mennesker over 25 år, skulle have en indvirkning på det?, spørger han i 'Kulturen på P1'.

Han regner stærkt med, at #BookTok er et hashtag, som forlagene vil bruge til at sælge flere bøger.

- Vi ser allerede, at forlag sender både nye og gamle udgivelser til BookTok-influencere, der kan drysse noget af det her magiske TikTok-støv ud over en gammel og måske lidt støvet bogbranche.

Influenceren Rasmus Kolbe ser det også som en mulighed for nye forfattere.

- Det skulle ikke undre mig, hvis TikTok kan være med til at starte en succes a la Harry Potter. Ligesom vi har set op til flere musikere springe ud som stjerner via TikTok, fordi deres sang er blevet en trend derinde.

Kan man sige, at TikTok også er blevet en stor bogklub?

- Jeg vil vove at påstå, at det allerede nu er verdens største bogklub, når jeg kan se, at BookTok-hashtagget har så mange visninger allerede. Der kan Gyldendal altså godt gå hjem.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk