'Det giver et ekstra lag til oplevelsen': Her er syv fantastiske bøger, du kan lytte til i ferien

Har du ikke tid til at læse bøger? Frygt ej! Vi guider dig til syv bøger, der er værd at sætte i ørerne.

Bogblogger Lise Højer Rømeling opfordrer til, at man stopper med at lytte til en bog, hvis ikke man kan lide fortællerstemmen. Ellers kan det hurtigt ødelægge oplevelsen. (Foto: Illustration: Oliver Seppo)

Føler du indimellem, at din bogreol kigger skuffet på dig, når du går forbi?

Alle de spændende bøger du har købt med de bedste intentioner, men aldrig fået læst, fordi du ikke liiige havde tiden til det?

Så er du nok ikke den eneste.

Men så skete der noget en forårsaften sidste år – landet lukkede ned, sociale arrangementer blev aflyst, og man skulle pludselig finde ud af, hvordan man bedst underholdt sig selv.

Og noget kunne tyde på, at det dér med tiden ikke bare var en dårlig undskyldning. For første gang i flere år har forlagene nemlig oplevet en stor stigning i deres bogsalg.

Men nu oplever vi, at corona-restriktionerne er ved at slippe deres jerngreb igen.

Og mens det er gode nyheder for de fleste, risikerer bøgerne endnu engang at samle støv på hylderne.

Derfor kan det være en god idé at kaste sig over lydbøgerne, der efterlader dine hænder frie til eksempelvis at tage opvasken eller rydde op.

Og spørger man Lise Højer Rømeling, der står bag bloggen og instagramprofilen 'Et kapitel om dagen', er lydbøgerne da også et fantastisk alternativ til den klassiske bog.

- Det fede ved lydbøger er, at det er en historie, du får læst højt, siger hun.

- Tit er det forfatteren selv, der har indtalt bogen, hvilket giver et ekstra lag til oplevelsen. Man får historien serveret på den måde, som forfatteren selv har tænkt det.

Vi har derfor allieret os med bogbloggeren, der her anbefaler syv fantastiske lydbøger, du kan lytte til:

'Strandlæsning' – Emily Henry

Emily Henry er en amerikansk forfatter, der i år udgav sin bog 'Strandlæsning'. Tidligere har hun også udgivet 'People We Meet on Vacation'. (Foto: Screenshot Instagram © Emily Henry)

- Er man til kærligheds- og feel good-bøger, er den her lige sagen, da det er en klassisk romantisk komedie, som samtidig er lidt mere intelligent.

- Den handler om to meget forskellige forfattere, der kommer til at bo i nærheden af hinanden over en sommer og om deres tiltrækning.

- Et af temaerne er, at modsætninger mødes, men den er også sjov, fordi den spiller på, hvad der er fin litteratur, og hvad der ikke er.

- Der er en masse stikpiller til den litterære verden om, at det skulle være ufint at kunne lide bestemte slags bøger.

'Hvide blomster' – Sissel-Jo Gazan

Sissel-Jo Gazan er en dansk forfatter. Hun har tidligere udgivet bøger som 'Dinosaurens fjer' og 'Svalens Graf'. 'Hvide blomster' udkom sidste år. (Foto: Marie Ravn © Scanpix)

- Bogen foregår på Samsø. Overordnet handler den om mordet på en ung kvinde, men den handler også om livet i udkanten af samfundet, svigt, og hvordan det er at vokse op i en familie med få ressourcer.

- Man kan godt mærke på historien, at Sissel-Jo Gazan er biolog. Noget af det, der fylder, er nemlig også en fin fortælling om naturen og biodiversitet.

- Det er fedt, at man undervejs bliver klogere på blomster, planter og andre ting, der gror.

'Topekaskolen' – Ben Lerner

Ben Lerner er en prisvindende forfatter, der, udover at udgive romaner, også skriver digte og essays. (Foto: Ulf Andersen © (c) Getty images)

- Det er på mange måder en bog, der handler om nutidens problemer i USA.

- Den tager udgangspunkt i midtvesten med en ung fyr, der vokser op med sine progressivt liberale forældre og gør status over den eksistentielle krise, det amerikanske samfund befinder sig.

- Er man glad for sprog, er det en oplagt bog, for den nørder sprog og argumentation og den slags. Og så skal man måske være i humør til det lidt intellektuelle for at læse den. Jeg oplevede selv, at det satte en masse filosofiske tanker i gang, efter jeg læste den.

'Det der skiller os' – Brit Bennett

Brit Bennett er en amerikansk forfatter. 'Det der skiller os' blev udgivet i 2021. (Foto: Leonardo Cendamo © (c) Getty images)

- Bogen handler om to tvillinger, som egentlig er sorte, men har en meget lys hud, da de er fra en by, hvor de gennem generationer er blevet lyse i huden.

- Da de fylder 16, rejser de væk fra byen og tager hver deres retning i livet. Den ene går ud i verden og lever som hvid, mens den anden vender tilbage til byen med sin noget mørkere datter.

- Det er en virkelig fascinerende bog om race, fordomme, søsterskab, mødre og døtre. Den læser nærmest sig selv, fordi man er så spændt på, hvornår døtrene støder ind i hinanden – for det gør de nemlig.

'Den inderste kerne' – Lotte Kaa Andersen

Lotte Kaa Andersen er en dansk forfatter. 'Den inderste kerne', der handler om Inge Lehmann, udkom tidligere i år. (Foto: Gregers Tycho © Scanpix)

- Bogen omhandler Inge Lehmann, en for de fleste nok ukendt, dansk kvindelig matematiker og seismolog, der gjorde en kæmpe forskel, da hun beviste, at Jorden har en indre kerne. Alligevel blev hun aldrig anerkendt for det.

- Det er spændende læsning, da man bliver klogere på en masse naturvidenskab samtidig med, at man hører om kvinder gennem historien, der aldrig har fået den anerkendelse, de burde.

- Man oplever hendes kamp for at nedbryde patriarkatets mur, og man hører om, hvordan vores egne universiteter herhjemme også har behandlet kvinder.

'Kære Edward' – Ann Napolitano

'Kære Edward' blev udgivet sidste år og er skrevet af den amerikanske forfatter Ann Napolitano. (Foto: NBC © (c) Getty images)

- Den her fortælling er baseret på en sand historie om en 11-årig dreng, der er den eneste overlevende på et fly, hvor de andre 191 passagerer ombord omkommer – deriblandt hans forældre og bror.

- Resten af fortællingen handler om, hvordan det er at leve videre hos sine slægtninge set fra et børneperspektiv.

- Det er en virkelig hård, men rørende og livsbekræftende historie om, hvad det er, der gør livet værd at leve, og hvordan man kommer sig over en sorg.

'De uadskillelige' – Simone de Beauvoir

Simone de Beauvoir var en fransk forfatter og filosof. Hun døde i 1986, 78 år gammel. (Foto: STF © Scanpix)

- 'De uadskillelige' handler om et venindeskab mellem to piger, der vokser op sammen. Det er en smuk fortælling om ægte kærlighed, der ikke nødvendigvis er romantisk, men lige så stærk – nemlig venskab.

- Selvom den først er udkommet i 2020, blev den skrevet allerede i 1954 og handler om forskellige miljøer i 1920'erne.

- Det er en kort fortælling, men det er alligevel en virkelig helstøbt klassiker, der behandler emnet om køn på en måde, man ikke havde forventet i forhold til den tid, den er skrevet i.

Facebook
Twitter