Ditte var vred på sin vestjyske opvækst: 'Jeg blev nødt til at skrive om det'

Ditte Holm Bro har brugt mange år på at bearbejde sin opvækst i Vestjylland. Det er der nu kommet en roman ud af.

(Foto: ASTRID DALUM)

Der er ting, vi har indflydelse på. Og så er der ting, vi slet ingen indflydelse har på - som for eksempel hvor vi vokser op, og hvad det sted gør ved os.

For oversætter og forfatter Ditte Holm Bro er det sted, hun er vokset op, lidt ligesom en sang, hun har fået på hjernen og ikke kan glemme.

Det sted er Vestjylland - eller "fladlandet", som hun kalder det. Og det har hun brugt en del år på at skrive om, forklarer hun. Resultatet findes nu i form af hendes debutroman, 'Fladland', som udkom i sidste uge.

Arbejdet med bogen startede for næsten ti år siden i den norske by Bergen, hvor Ditte Holm Bro gik på skriveskole og gik rundt og troede, hun skulle skrive om det fascinerende fjeldlandskab, hun var omgivet af.

Men det vestjyske landskab blev ved med at dukke op i hendes hoved.

- Jeg hang på det her fladland. Jeg kunne ikke slippe af med det, jeg blev nødt til at skrive om det, fortæller Ditte Holm Bro, som i lang tvivlede på, at hun ville blive færdig med projektet.

- Fladlandet i bogen er en drømt udgave, men det trækker stadig på nogle erfaringer og en erindring, der ligger langt tilbage. Og nu skal jeg slippe det, siger Ditte Holm Bro. (Foto: ASTRID DALUM)

Startede med at være vred

Det tog hende nemlig lang tid at finde den rigtige form til fortællingen, og til at begynde med var det nogle ret vrede tekster, der kom ud.

- Det var en specifik vrede over at være vokset op i et landskab, hvor menneskers værdi hænger sammen med dets evne til at yde, siger hun og peger på et af bogens centrale temaer.

Og for at kunne skrive en fiktiv historie - og ikke en selvbiografisk tekst - om det, har hun været nødt til at forholde sig til sin egen vrede.

Arbejdet med bogen har derfor også handlet om at "udfiltre ting", fortæller hun. At få styr på sit eget forhold til stedet, Ulfborg i Vestjylland, så hun kunne blive fri til at fortælle hovedpersonens, den 12-årige Sally, historie.

- Det var ikke mig, det skulle handle om. Jeg ville gerne kunne undersøge, hvad fladlandet var for et sted, og hvad det vil sige at vokse op i et gennemdyrket landskab, siger hun og påpeger, at Sally også finder styrke i det vestjyske landskab.

- Hun går altid til markerne, når der er noget, der brænder på og bliver for meget for hende. Markerne bliver et slags alter; et sted, hun rådfører sig med.

UDDRAG FRA BOGEN: "Vicky og mig. Efter skole cykler vi ud til markranden. Vi smider vores cykler ved grøften og stirrer på marken, hvor kornet skal komme op. Vi vil være der, når det sker. Først skal sæden lægges i jorden og så skal den rejse sig som korn. Vicky tager min hånd og holder den hårdt. Hendes hånd er fugtig og kold, mit hoved begynder at snurre. Jorden er klar. Maskinerne har været her og vendt den rundt, så det døde kan komme til syne, alt det der har ligget under jorden og været gemt. Vinden gnider salt ned i plovfurerne og ind i huden i vores ansigter. Vi slikker os om munden. Læberne smager af det døde og det levende, salt og sprøjtet jord." (Foto: Ditte Holm Bro © Kronstork)

Et krav om at være produktiv

Landskabet, hvor alt har en funktion, og alt er sat i produktion; markerne, dyrene og vinden påvirker også de folk, der bor dér, mener Ditte Holm Bro.

- Al den produktivitet smitter af på det her sted og bliver en slags rettesnor for, hvordan man skal være som menneske her. Det har jeg været meget optaget af.

Det ensartede og "gennemdyrkede" landskab præger også romanens 12-årige hovedperson.

Hun forestiller sig for eksempel, hvordan det et at være et spirende frø i jorden. Og hun hjælper sin mormor med at fjerne ukrudt og prøver at blive lige så effektiv som hende.

Gennem Sally bliver fladlandets usagte normer og logikker tydelige.

- Hun er ligesom udenfor den her produktion og føler sig som en slags overflødighed det her sted, siger Ditte Holm Bro.

Svære idealer at leve op til

I bogen forsøger Sally at finde sin egen vej og sit eget værd. Hun vil gerne både passe ind og bryde med det, der holder hende nede, forklarer hun.

- Der er en slags skam eller en slags skyldbevidsthed i Sally, som hun ikke kan formulere, men som har at gøre med det her krav om, at man hele tiden skal være i bevægelse; i gang med at producere, i gang med at tjene Gud eller tjene penge, siger hun og tilføjer:

- Det er nogle svære dogmer og idealer at leve op til, ikke kun for teenagepiger. Hvis idealet er markernes ensartede jævnhed, hvor man ikke må stikke op, så er det umuligt at være et menneske.

Behovet for at se nærmere på det, Ditte Holm Bro kommer fra, er noget, der er dukket op, efter hun er flyttet derfra: - Frustrationerne er først kommet senere i takt med, at jeg har mødt det her steds begrænsninger i mig selv. Jeg havde nok brug for at flytte mig et andet sted hen for at forstå de logikker og mekanismer, som jeg er formet af. (Foto: ASTRID DALUM)

Det er mange år siden, Ditte Holm Bro selv har boet i Vestjylland.

De seneste 15 år har hun boet i større byer i Norge, Sverige og New Zealand - men mest i København, som også var det første sted, hun flyttede til, da hun flyttede hjemmefra.

En af de ting, hun oplevede, da hun kom til København, var blandt andet at blive konfronteret med den måde, hun talte på.

Det var en sanglærer, der gjorde hende opmærksom på det.

- Mit sprog afslørede mig. Og det føltes dengang lidt skamfuldt og pinligt, at jeg talte med dialekt. Jeg brugte også for meget luft, når jeg talte, fik jeg at vide. Det var, som om jeg prøvede at viske det ud, jeg lige havde sagt. Det var fladlandet, der spøgte; det der med ikke at stikke ud og holde lav profil, siger Ditte Holm Bro, der oprindeligt flyttede til København for at studere musikvidenskab.

Under et udvekslingsophold opdagede hun, at hun hellere ville skrive opgaver end at spille musik - og så kastede hun sig over litteraturen i stedet for.

- Nogle forfattere siger, de skriver den samme bog gennem hele deres forfatterskab. Det kan være, jeg hænger på fladlandet. Og det er jeg ikke vred over længere. (Foto: ASTRID DALUM)

At vælge en kunstnerkarriere er på en måde også et opgør med de vestjyske værdier, forklarer hun. Et slags breakup med sin hjemstavn.

- Det er langt fra de idealer, der hersker i fladlandet, at sidde stille og skrive. Hvad er det for et arbejde? Hvad er det for en produktion at skrive? spørger hun og efterligner den logik, hun er opvokset med.

En helende undersøgelse

Ditte Holm Bro har i flere år arbejdet som oversætter, men fordi det har taget så mange år for hende at gøre sin debutroman færdig, har hun ikke haft det store at vise frem hjemme i Vestjylland.

- Det har føltes meget nyttesløst og nydelsesfuldt at skrive, siger hun helt uden skyggen af skyld i stemmen.

'Fladland' har været et slags skæbneprojekt, fortæller hun. Det startede med vrede, men er endt med en form for tilgivelse.

- Det har været helende at undersøge, hvad det er for et sted, jeg kommer fra. Nu er jeg ligesom sluppet af med noget, siger Ditte Holm Bro, som i dag bor i København med sin familie.

Kunne du finde på at flytte tilbage?

- Jeg tror, det er med mig - jeg behøver ikke bo der. Det bor i mig. Og det er fint.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk